Regeringen er blevet enig med Dansk Folkeparti om at oprette et udrejsecenter på den lille ubeboede ø Lindholm.
Det har givet anledning til mange sammenligninger med den øde ø til kriminelle asylansøgere, jeg foreslog oprettet i 2000, da jeg var indenrigsminister.
Der er gået 18 år. Men der er fortsat meget at lære af det, der gik galt, da Socialdemokratiet ikke kendte sin besøgelsestid.
Kriminelle asylansøgere år 2000
Danmark havde fået et nyt stort problem i sommeren 2000. Kriminelle asylansøgere dukkede i stort tal op og søgte om asyl. Langt de flest var rent proforma. De kom fra lande som Georgien, Armenien og Rusland. Men asylansøgningen skulle behandles.
Og rigtig mange benyttede ventetiden til at begå kriminalitet.
Det var tale om organiseret tyveri i stor stil. Husejere var fortvivlede og butikker rasede.
På asylcentre blev der fundet store mængder tyvekoster. Og på posthuse troppede asylansøgere op med store papkasser, der skulle sendes til hjemlandet.
Når politiet fandt frem til gerningsmændene kunne de som regel ikke varetægtsfængsles. Tværtimod kunne de fortsætte med tyverierne, mens de ventede på at komme for retten, og når dagen så oprandt, var de forduftede.
Det var en helt uholdbar tilstand. Men hvad kunne der gøres?
Jeg var indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens SR-regering med ansvar for udlændingeområdet, så det var op til mig at komme med forslag. Men jeg skulle have tilslutning fra regeringspartiernes ordførere, og det holdt hårdt.
Det store problem var, at de kriminelle asylansøgere ikke kunne frihedsberøves med mindre de var sigtet for så omfattende kriminalitet, at de kunne varetægtsfængsles. Men det var et fåtal.
I ministeriet havde vi derfor talt om muligheden for at samle asylansøgere fra det tidligere Sovjetunionen i et gamle asylcenter på Middelgrundsfortet uden for København. Her var ingen naboer, og selv om der skulle være sejlads til København, kunne man bedre holde øje med, hvad de foretog sig.
Den ide lancerede jeg i B.T. og Berlingske Tidende:
“En måde at anbringe dem på kunne for eksempel være på en ubeboet ø – eller i bygninger, der er indrettet på en bestemt måde.”
På forsiden næste dag stor der med kæmpebogstaver:
Indenrigsminister træt af tyvagtige asylansøgere: SEND KRIMINELLE TIL ØDE Ø.
Befolkningen støttede men de politisk korrekte rasede
Forslaget udløste et sandt hysteri blandt de politisk korrekte. De radikales ordfører Henrik Svane sagde, at mine udtalelser belastede regeringssamarbejdet. Dagbladet Information skrev:
“Hun ønsker at stikke slamsugeren ned i folkedybet og suge i den gæringstank, hvor socialdemokrater er sivet over til Dansk Folkeparti.”
Det var udtryk for en usandsynlig grov arrogance i forhold en massiv bekymringen i befolkningen.
Hele 79 procent af de socialdemokratiske vælgere sagde således i en meningsmåling, at de støttede ideen om at isolere kriminelle asylansøgere.
Og da hysteriet havde lagt sig, fik jeg med et stort flertal i folketinget vedtaget en lovændring, som gjorde det muligt at frihedsberøve asylansøgere selv for ganske små tyverier, mens deres sag blev behandlet.
Og det hjalp næsten øjeblikkeligt!
Asylansøgerne fra det tidligere Sovjet tog nu udenom Danmark. I stedet for tog de tilsyneladende til Norge og Sverige.
Men de kriminelle asylansøgere var kun et mindre hjørne af indvandringens dramatiske konsekvenser for Danmark.
De fleste af de problemer, vi kæmper med i dag, fandtes allerede dengang i år 2000. Men det lukkede man øjnene for.
Man ville kun tale om integration
Der blev godt nok lavet en systematisk indsats for en bedre integration.
Min forgænger som Indenrigsminister Thorkild Simonsen havde fået et forlig om en integrationslov på plads. Den betød, at flygtninge skulle fordeles mellem kommunerne, og at de i tre år skulle have et aktivt integrationsprogram. Det forlig fik jeg gennemført i en lov.
Der blev desuden lavet materiale om Danmark og danske forhold, danskundervisningen blev forsøgsvis flyttet ud på arbejdspladser, der blev sat skub i danskundervisningen i børnehaverne, lavet fritidstilbud i indvandrertætte områder, oprettet beskyttede boliger til kvinder, der flygter fra tvangsægteskaber – og flere andre ting, der skulle fremme integrationen.
Men det forslog slet ikke.
Opfattelsen af integration var alt for snæver. Den byggede på, at bare man lærte sproget og fik et arbejde, så ville integrationen gå som smurt.
Men det forslog slet ikke. Af især to grunde:
Man ville ikke tale om kulturens betydning. På trods af, at at mange indvandrere kom fra ikke-vestlige muslimske lande med en helt anden kultur end et demokratisk velfærdssamfund.
Og man ville ikke tale om antallets betydning.
Man ville ikke tale om antallets betydning
Dengang var de tabu hos De Radikale og i store dele af Socialdemokratiet og i den politisk korrekte del af offentligheden, at tale om antallet af indvandrere, der kom til Danmark.
Professor i befolkningsudvikling Poul Chr. Matthiessen havde ellers flere gange forsøgt at råbe politikere op. Hans fremskrivninger viste, at ikke-vestlige indvandreres andel af befolkningen ville vokse dramatisk, hvis der ikke blev gjort noget.
Derfor foreslog jeg regeringen at nedsætte en kommission om fremskrivninger.
Men regeringens koordinationsudvalg sagde nej.
Jeg lave så min egen “Tænketank” med Erik Bonnerup som formand og P.C. Matthiessen som et af medlemmerne.
Men selv denne beskedne Tænketank var for skrap kost.
Dagbladet Politiken skrev således, at det var et forslag hentet i “ældre dele af Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis poulistiske arsenal.” Og den radikale ordfører Henrik Svane mente ligefrem, at sådan en fremskrivning af antallet af indvandrere var “farlig”.
Det var ellers tydeligt, at især de mange familiesammenføringer i disse år fik andelen af ikke vestlige indvandrere til at vokse.
Og det forstærkede parallelsamfundene.
Ja til danske værdier og nej til e muslimske kultur
Det var en udvikling, der skulle tales åbent om og gøres op med, mente jeg.
Det er godt med et mangfoldigt samfund med personlig frihed. Men netop derfor skal vi ikke give plads til anti-demokratiske klankulturer med massiv undertrykkelse af individets og især af kvinders frihed. Vi skal værne om danske grundværdier som ligestilling, sagde jeg.
Det fik også sindene i kog hos de politisk korrekte:
“Jeg vil i hvert fald ikke leve i et multikulturelt samfund – det vil sige hvor kulturerne er ligestillede. Og jeg mener, at det er et alvorligt problem, hvis danskere føler sig hjemløse i deres egen bydel. Jeg har hele mit liv kæmpet mod kvindeundertrykkelse. Og det vil jeg gøre, hvad enten det er en dansk, en arabisk eller en amerikansk mand. Og det er i virkeligheden omvendt diskrimination, hvis man undskylder kvindeundertrykkelse med, at der er nogen, der kommer fra en anden kultur, som man skal betragte som en egenart, der ikke må kritiseres. Det er jeg meget uenig i. Samfundet bør tilrettelægges, så alle kvinder kan leve et frit og værdigt liv.” (Interview i Berlingske Tidende)
Så brød raseriet igen løs:
“Politisk storm mod minister” og “Karen skal fyres” stod der på avisernes forsider.
Politiken lederskribent skrev, at jeg burde indgive min afskedsbegæring.
De Radikales ordfører Henrik Svane og flere andre truede med, at partiet ville forlade regeringen.
Men i befolkningen var opbakningen enorm.
Sympatitilkendegivelserne væltede ind. Over alt stoppede folk mig. En ekspedient kom hen til mig i Magasin: “Vi taler om dig i frokoststuen, og vi er alle sammen enige med dig.”
91 procent af befolkningen erklærede sig enig i, at det var nødvendigt at kæmpe for de danske værdier som ansvarsfølelse over for velfærdssamfundet og ligestilling mellem kønnene, samt at andre værdier ikke kan sidestilles med de danske, når man bor i Danmark. Kun 6 procent var ikke enig.
B.T.’s forside 9. september 2000
Opbakning var også udbredt i Socialdemokratiet. få dage efter interviewet holdt partiet kongres. Da jeg gik på talerstolen brød et kæmpebifald løs og delegerede begyndte at rejse sig. Mine kritikere blev til sidst nødt til også at rejse sig og til sidst stod stort set alle op, mens bifaldet bragede løs.
Og vælgerne blev ved med at give klar besked: En meningsmåling viste, at flygtninge og indvandrere var det emne, flest vælgere så som afgørende for deres stemmeafgivning. De var dog overbeviste om, at de borgerlige var bedst til at løse problemerne.
Men toppen i Socialdemokratiet gav sig ikke.
De kunne eller ville ikke forstå, hvad der var ved at ske med det danske samfund.
Dermed blev grunden lagt til det store valgnederlag for Socialdemokratiet den 20. november 2001.
De ville ikke høre og så måtte de føle.
