En 64-årig kvinde, der har været ansat i Socialstyrelsen, har udnyttet sin stilling til at svindle sig til omkring 111 millioner kroner over en periode på 16 år.
Gennem mange år har hun systematisk kanaliseret offentlige midler, som hun var sat til at forvalte, over til sig selv.
Det er en kynisk forbrydelse mod det danske samfund. Den bliver særlig kynisk, fordi en stor del af pengene kom fra den såkaldte satspulje, der er øremærket til udsatte grupper i samfundet.
Men sagen giver ikke kun anledning til at skyde på den kyniske svindler. Den er også en advarsel om, at der er noget galt i Danmark.
Hele den måde, man giver tilskud til sociale projekter på, er betænkelig. Ansvaret for dette ligger på politikerne, der vil bestemme tingene alt for langt ned i detaljerne.
Stor tillid, ringe kontrol
Kvinden har i 40 år været ansat under Socialministeriet, hvor hun blev afdelingsleder i Socialstyrelsens tilskudsadministration. En betroet medarbejder.
Måske har hendes mange år i systemet bidraget til, at kontrollen med hendes aktiviteter har været svag. Man har haft en tillid til hende, som hun altså ikke har fortjent.
Hun har tilsyneladende kunnet sidde alene i sit job og regelmæssigt kanaliseret offentlige bevillinger over til sine egne konti via en konto i Danske Bank.
Normalt burde der være to medarbejdere involveret for at godkende større udbetalinger. Men tilsyneladende har kvinden kunnet få lov til at jonglere med pengene på egen hånd. Der har heller ikke været en it-kontrol eller en kontrol i Danske Bank, der har stoppet hende.
Her er den berømte danske tillid gået helt over gevind. Den har udviklet sig til sjusk og slaphed og tag-selv-bord for en medarbejder med skumle hensigter.
Så særlige er vi heller ikke
Da kvinden endelig blev afsløret den 24. september i år, blev det udstillet, hvor lidt styr der har været på sagerne:
Man konstaterede, at kvinden ikke befandt sig på sit arbejde. Men Socialministeriet og Socialstyrelsen var ude af stand til at sige, hvor længe hun havde været fraværende!
Vi har i Danmark et offentligt system med meget lidt svindel og korruption sammenlignet med andre lande.
Men denne sag understreger, at vi indimellem er for selvfede i vores tro på, at vi klarer alle opgaver med tillid og afslappet arbejdsstil. Systematisk, effektiv kontrol er på nogle områder nødvendig for at forhindre misbrug. Så særlige er vi trods alt heller ikke i forhold til andre lande.
Til syvende og sidst var det en intern kontrol, der afslørede svindlen. Men denne fik altså lov til at køre gennem 16 år.
Penge, som flød rundt i systemet
Problemet er dog ikke kun mangelfuld kontrol. Problemet er selve det system, man har skabt til at støtte udsatte sociale grupper.
Store sociale midler fordeles i de såkaldte satspuljeforhandlinger mellem politikere fra de forskellige partier – i år er den samlede pulje på 15 milliarder kroner. Dette system er ganske uoverskueligt, fordi politikerne vil styre fordelingen ned i detaljen.
Ud fra almindelig sund fornuft kunne man stille spørgsmålet: Hvorfor reagerede ingen af dem, der skulle modtage disse støttemidler på, at deres penge udeblev – fordi den svindelagtige kvinde havde snuppet dem?
Svaret er formentlig, at kvinden snuppede penge, som bare flød rundt i systemet.
En del af satspuljens midler bliver aldrig brugt. Den tidligere Venstre-politiker Eyvind Vesselbo påpeger i Politiken, at det er temmelig uklart, hvad der sker med disse midler.
Det giver en person, der er fortrolig med systemet, muligheder for at omdirigere disse penge til sig selv.
Politikere uden overblik
Systemet med satspuljen inviterer til uigennemskuelighed. Den burde nedlægges, og de relevante sociale aktiviteter burde finansieres over finansloven. Det vil skabe større gennemskuelighed.
Men det sker næppe. For satspuljen betyder magt til politikerne. De sidder personligt og forhandler fordelingen af midler ned til ret små detaljer. Og der bliver givet og taget, så alle involverede partier får noget, de kan kalde en sejr.
Politikerne har kontrol med enkelthederne – men desværre ringe overblik over helheden.
Der er såmænd masser af god vilje, når pengene skal fordeles. Det drejer sig jo i høj grad om tilskud til udsatte grupper.
Men systemet er ikke hensigtsmæssigt. Alligevel klamrer de fleste politikere sig til det, fordi det giver dem en meget direkte magt over pengenes fordeling.
Finansministeriet har heller ikke noget imod systemet, fordi ministeriet så slipper for at finde de penge, som i stedet leveres af de særlige satspuljemidler.
Disse midler hentes hos de udsatte grupper selv. Man kan sige, at hunden fodres med sin egen hale.
En kirkegård af fiaskoer
Dansk Folkeparti kræver nu, at pensionisterne får lov at beholde en større del af de penge, der ellers er gået til at finansiere satspuljen.
Men indtil videre fortsætter det uoverskuelige system, hvor man smider en masse beløb efter enkeltprojekter (stærkt guidet af embedsmændene).
På den måde har man for eksempel skabt et virvar af såkaldte integrationsprojekter, der står tilbage som en kirkegård af fiaskoer.
Systemet med satspuljen bør udfases. Det giver ikke en betryggende anvendelse af borgernes skattekroner. Og det har altså givet en kynisk person mulighed for at svindle sig til mange millioner kroner.
