De europæiske nationers kamp mod de internationale konventioners tyranni

Foto: Claus Lundsager

Det fortælles, at i Tyskland er kansler Angela Merkel for nylig blevet enig med sine kommende regeringspartnere fra det socialdemokratiske SPD om at indføre et loft over antallet af asylsøgere og familiesammenføringer. For asylsøgere skulle grænsen ligge på rundt regnet 200.000 om året og for familiesammenføringer på 12.000 om året. I forhold til befolkningstallet for Tyskland og Danmark skulle dette betyde, at Danmark ved et tilsvarende loft kunne begrænse familiesammenføringerne til ca. 830 om året. Og hvad der underforstået skulle være det allerbedste: Tyskland og Danmark kan stadig overholde menneskerettighedernes paragraffer.

 

Menneskerettighederne har sat lande og regeringer skakmat over for den samfundsmæssige og kulturelle nedbrydning, som den store indvandring bærer stadig stærkere vidnesbyrd om i mange af Vesteuropas lande. Det store problem i dag for europæiske politikere, embedsmænd og regeringer er, hvordan man kan finde smuthuller i menneskerettighedskonventionerne, finde det geniale juridiske trick, der kan begrænse indvandringen og samtidig fortsat lade den enkelte nation og hele Europa fremstå som vogter af de hellige menneskerettigheder.

 

Dette problem har nu i mange år kunnet få enhver dansk og europæisk regeringspolitiker til at ryste af skræk, og få enhver ministeriel embedsmand til at ligge søvnløs om natten, for at finde den hokus-pokus-løsning, som enhver regering leder efter. I vor tid anses det endog for særdeles modigt og drabeligt af en politiker, om han blot vil gå til ”kanten af menneskerettighederne.”

 

For det forstår man: blot man nærmer sig kanten af de hellige konventioner, er man som land, regering, politiker og embedsmand allerede suspekt, og må påkalde sig en særdeles mistænksom overvågning, og en trussel om, at alverdens sanktioner og ulykker og FN´s, Europarådets, humanistiske tænketankes og EU´s fordømmelser falder ned over den suspekte. Så hellere holde sig et godt stykke på den rigtige side af grænsestregen.

 

Også vores egen Lars Løkke er klog og behændig. Han vil afvente det endelig resultat fra Tyskland, men, siger han: »Hvis der er en juridisk vej frem, som nogen i Tyskland kan finde – og som vi til dato ikke har fundet i Danmark − så skal det selvfølgelig tages med i vores overvejelser.« (JP 16/1). Ja, det er utroligt svært. Juraen er en jungle; og menneskerettighederne er hellige; og den politiske vej igennem dette er farlig; så det er bedst at se, hvad andre gør, og ikke at vove sig uden for betrådte stier.

 

Tramper Tyskland vejen – eller forbliver alt ved det gamle?
Og ikke sandt: den sti, der betrædes af elefanten Tyskland må især være farbar; bare følg efter, så kan alle menneskerettighedsaberne skrige så højt, de vil, fra trætoppene. Så kan man måske alligevel trøste sig lidt ved, at den stærke trampende magt overgår retten, når retten er blevet så hellig, at den har gjort Danmark, Tyskland og alle Europas lande totalt forsvarsløse over for ulykkerne. Men er dette en holdbar løsning, der griber om nældens rod? Eller er det blot et nyt kompromis, der skal forskønne grundproblemet, og tage luften ud af det folkelige oprør i landene, så dette ikke slår Europa ud af kursen mod at opløse nationernes betydning?

 

Man kan dog spørge sig selv, hvordan en hellig, universel menneskerettighedskonvention kan forliges med ”lofter” og et lands ”integrationskapaciteter” og andre lavpraktiske faktorer? Hvis de hellige konventioner alligevel ikke er så hellige, men må rette sig efter naturlige, jordiske, politiske og numeriske realiteter, dvs. den enkelte nations behov for og ret til at forsvare sig, kunne det så ikke også lade sig gøre simpelthen at vælge et loft på: Nul? Eller endog sige: ”Fuldt stop for indvandring” – ”Fuldt stop for asyl” – ”Fuldt stop for familiesammenføring” – ”Fuldt stop for islamisering.” Men nej, så er vi vist ude i det, som selvhøjtidelige og paralyserede politikere og den globale integrations ypperstepræster kalder for ”simple løsninger.” Man må forstå, at verden er sandelig blevet alt for kompleks til, at den kan rumme en modig Alexander, der hugger den gordiske knude over i ét hug.

 

Og i mellemtiden islamiseres Danmark og Europa. For de overnationale menneskerettigheder er blevet til det redskab, hvormed indvandring og flygtningestrømme fra fremmede kulturer nedbryder den nationale sikkerhed, den demokratiske samfundsforståelse, velfærden og den offentlige tryghed og vesteuropæisk sædelighed.

 

I denne etnisk-religiøs-kulturelle erobring af Europa er ’familiesammenføring’ blevet en katastrofal og aldeles urimelig mangedoblingsfaktor, der gør nationerne værgeløse over for denne erobring og dens intensivering.

 

Konventionernes tale om national sikkerhed
I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) (art. 8) og i EU´s Charter om Grundlæggende Rettigheder (art. 7) siges det, at ”enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.”

 

Men samtidig siges det i EMK, at ”ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.” Og dette blev skrevet, før EU-centralismen overtog retten til at bestemme nationernes sikkerhed og handlefrihed hvad angår indvandring og fri bevægelighed.

 

Læs også
Pape fik erklæring om reform af Menneskerettigheds domstol – DF kalder den “skuffende”

For hvem bestemmer, hvad der er nationens sikkerhed, nationens tryghed og velfærd? Det burde suverænt være den enkelte nation, der afgjorde dette spørgsmål, da det ellers ville være meningsløst at tale om ”national sikkerhed.” Indvandringens og asylsøgningens omfang, integrationsidealernes fiasko, konfrontationernes intensivering og væksten i ghetto- og enklavedannelsen i alle Vesteuropas lande – alt dette fortæller tydeligt, at national sikkerhed er et spørgsmål, som ingen løser, hvis ikke nationen gør det. Men nationen spræller i menneskerettighedernes net.

 

Der er vistnok almindelig enighed blandt konventionsjurister om, at EU´s charter skal fortolkes helt i forlængelse af menneskerettighedskonventionen. For EU´s Charter om Grundlæggende Rettigheder er for en stor del konstrueret ud fra EMK. Dette skulle bla betyde, at en nations mulighed for, af hensyn til den nationale sikkerhed, at indføre begrænsninger i anvendelsen af EU´s charter     skal ske analogt med konventionens mulighed for begrænsninger.

 

Men sådant er det åbenbart ikke helt. I stedet siger EU´s charter (art. 52) om rækkevidden af de sikrede rettigheder følgende: ”Enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.”

 

Altså kun ”begrænsninger, såfremt disse er – – – af en almen interesse, der er anerkendt af Unionen.”

 

Forholdet mellem individets og nationens rettigheder
Så det er EU, der med sin magtcentralisme sætter sig tungt på nationernes rettigheder og sikkerhed, og som med sine idealistiske ønsker om politisk integration ikke vil tillade, at det er den enkelte nations egne myndigheder, der står som sikkerhedsgaranten for forsvaret af national sikkerhed, national kultur, religion, velfærd og tryghed. Menneskerettighedsidealismen og EU´s integrationsidealisme er ét fedt. Foreningen af menneskerettighedskonventionerne og EU´s centralistiske magt betyder opløsningen af Europa og dens mange nationale kulturer.

 

De universelle menneskerettigheder, som de fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, var måske fra starten en gavnlig begrænsning af brutale voldsstaters amokløb over for enkeltindivider og folkegrupper. Man ville beskytte enkeltindividerne mod staten. Og med menneskerettighederne fik enkeltindivider redskaber til at beskytte sig. Men nu har de samme rettigheder for længst udviklet sig til – gennem masseindvandring og store flygtningestrømme – at være enkeltindividers amokløb over for nationerne. Menneskerettighedernes mørke og fatale bagside har afsløret sig.

 

Nationen skal have redskaber til at beskytte sig med
Nu er der tværtimod behov for at beskytte nationen, dvs. sikkerheden, velfærden, kulturen, religionen og samfundsordenen i den oprindelige nationale befolkning. Nu er der behov for, at netop den enkelte nation får redskaber til at beskytte sig. Hvor megen fri bevægelighed og global samfærdsel vi end udvikler og ønsker, og hvor meget og af hvilke årsager mennesker end færdes i travlhed rundt om i verden, så er nationalstaten stadig den aldeles afgørende ramme om det enkelte menneskes liv, menneskers identitet og selvforståelse. Den ramme er det aldeles afgørende at opretholde og forsvare.

 

Læs også
Konservative intellektuelle har skrevet Paris-erklæringen: Et Europa, vi tør tro på

Disse højideale og virkelighedsfjerne rettighedsartikler har i efterkrigstiden udsat de europæiske lande for en veritabel handlingslammelse over for flygtninges og indvandreres ret til familiesammenføring i massevis. Og nærmest ingen lande har overhovedet turdet stille spørgsmål om forholdet og prioriteringen mellem den enkelte flygtnings ret og nationens ret, dvs. den nationale befolknings ret.

 

Over hele Europa har regeringer og juridiske topembedsmænd gennem de senere år vredet deres hjerner for at finde huller i menneskerettighedsjuraen, så nationen kunne hævde sin sikkerhed og derigennem værge sig imod fremmed-etnisk, kulturel og religiøs erobring og samfundsmæssig fremmedgørelse. Men vanskeligt har det været. For tolkningen af konventionernes bestemmelser om ret til familiesammenføring har været underlagt politiske, globalistiske og ideologiske tvangsforestillinger, der på forhånd nægtede nationen at have nogen ret. Når individet har en ideologisk forret, ja, så er nationen og dens oprindelige nationale befolkning – dens ret og sikkerhed – værgeløs over for sværme af individer, der udnytter individets ret imod nationen.

 

Nationens rolle i den globale og europæiske fredsorden
Den globalistiske og humanistiske ideologi bag konventionerne lider af den illusion, at når blot alle enkeltindividers ret, rettigheder og sikkerhed tilgodeses af enhver national og statslig myndighed verden over, så vil fred, fordragelighed og sikkerhed automatisk indfinde sig i ethvert samfund. Men ’nissen flytter med’ – konfrontationerne spredes. Nationer og opretholdelse af nationale grænser er et middel til at inddæmme, kontrollere og adskille det vældige og slumrende konfliktpotentiale, der ligger mellem folkeslagenes forskellige samfundsordener, identitetsforståelse, kulturer og religioner. Den almenmenneskelige visdom, at man for at få fred mellem mennesker skal adskille tingene og give enhver sit, gælder endnu mere i storpolitik.

 

Men menneskerettighederne opløser denne globale nations-orden og spreder konfliktpotentialet. Det er enkeltindivider, der er bærere af netop de fundamentale kulturelle og religiøse forskelle, der skaber splid i et samfund. Derfor har antallet af enkeltindivider med et radikalt anderledes livsfundament stor betydning for en nation. Derfor kan den grænseløse hævdelse af individernes ret nedbryde sikkerheden, trygheden, velfærden og sædeligheden i en nation. Det er det, vi ser i vore dages Europas.

 

Men det burde ikke været kommet som en overraskelse eller have medført den politiske handlingslammelse, der i mange årtier har præget Europas regeringer. Læs blot Europas historie om folkevandringerne og om befolkningsflytningerne helt op i vor moderne tid. Skil tingene ad og få fred og sikkerhed; bland alle ting sammen og få splid og uro!

 

Ingen international jura kan være evigtgyldig
Det er disse historiske og aktuelle erfaringer, der for længst burde have lært os, at ingen jura – heller ikke menneskerettighedskonventionernes jura – er så guddommelig og evigtgyldig, at den alene kan skaffe os den sikkerhed, tryghed, velfærd og mellemmenneskelige sædelighed, som ethvert individ og enhver nation søger. Og lære os, at også netop jura kan indeholde en sådan skjult samfundsopløsning og årsag til mellemfolkelig og kulturel konflikt, hvis denne jura gøres absolut og guddommelig, og ikke ændres efter de trusler og konfliktpotentialer, der dukker op på.

 

Dette indeholder en stor tragedie. Men samtidig er det ganske morsomt at iagttage den politiske dans, der i disse år foregår omkring menneskerettighedskonventionerne. Alle lande har problemer med indvandring, flygtninge og familiesammenføring – på grund af konventionerne. Alle lande importerer samfundsfundamentale stridigheder flere generationer frem i tiden – på grund af konventionerne. Alle lande kæmper med at finde smuthuller i menneskerettighedsjuraen – for at kunne omgå menneskerettighederne, men alligevel holde fast i dem.

 

Læs også
Grænsebevogtningen skal beskytte landet – men tolkningen af konventionerne lægger landet åbent

Alle lande holder hinanden fast i en ideologisk menneskerettighedsskruestik. Ingen i Vesteuropa har turdet opgive troen på individets altdominerende og globale ret – og hævde nationens ret. Selv om det bliver mere og mere tydeligt, at netop hævdelse af nationens ret, velfærd og sikkerhed frem for individets ret er forudsætningen for, at også individet kan ydes ret med hensyn til velfærd, sikkerhed og sædelighed.

 

Den smertelige erkendelse af individrettighedernes bagside
Man kan fx spørge: Er det ikke netop menneskerettighedskonventionernes ideologiske overfortolkning af individets ret, der i dag er årsag til uro og etnisk konfrontation i mange europæiske lande. Hvem kan nægte, at netop dette i ekstrem grad er tilfældet med Sverige? Sverige, der smertefuldt er ved at erkende, at kun indsættelse af det militære forsvar kan opretholde den interne sikkerhed i landet. Og hvem kan nægte, at dette er årsagen til fx Frankrigs indførelse af undtagelsestilstand? Hvordan ville situationen mon have været, hvis Frankrig i tide havde kunnet hæve sin ret – som nation! – imod verdens vilkårlige tilstrømning af individer? Skal enkeltindivider i tusindvis, ja millionvis, have ret til at underminere en nation? Millioner af fremmede menneskers enkelt-ret frem for nationens?

 

Nazismen og fascismen lærte os, at tilsidesættelse af individet og guddommeliggørelse af nationen bringer ulykke over Europa. Men vor tids indvandringsproblemer lærer os, at også tilsidesættelse af nationen og guddommeliggørelse af individet bringer ulykke ind over Europas lande. Individ og nation – hverken den ene eller dens andens ret og berettigelse kan ophæves i menneskers og nationers samkvem, uden at det bringer ulykke. Individet skal ydes ret inden for nationens trygge, sikre og begrænsede rammer. At give et individ grænseløse rettigheder uden for den nation, der er individets egen, er halsløs gerning. Når målet er fred, sikkerhed og velfærd, har rettigheder for et individ meget mere med et forhåndenværende, nationalt-kulturelt-religiøst tilhørsforhold at gøre, end vi forestiller os.

 

Også vores egen statsminister Løkke Rasmussen ligger under for en idealistisk afsporing i sin overdrevne respekt for rettighedsjuraen. I diskussionen om konventionernes regler for familiesammenføring siger han: ”Det er ikke det samme som, at jeg ikke er parat til at prøve at presse fortolkningen af dem. Men helt grundlæggende tror jeg, at det er i et lille lands interesse, at der et sæt internationale spilleregler” (JP 16/1).

 

Javist! Men også hvad angår ’internationale spilleregler’ skal et land og en regeringschef være særdeles vågen i forhold til situationen. Hvem siger, at den internationale situation ikke pludselig kan gøre de ”internationale spilleregler” til – ikke ”et lille lands interesse”, men til en trussel for et lille land. Det er jo det, der er sket. Er det ikke naivt, at et lands regeringsoverhoved tror, at det altid er international jura, der skal og kan redde et lille land? Hvem siger, at jordklodens konflikter vil udvikle sig, så de altid kan imødegås med den samme jura? Hvem kan benægte, at det netop er menneskerettighedskonventionerne, der i dag er årsag til Danmarks ulykkelige situation?

 

Er det ikke en både almenmenneskelig og politisk erfaring og visdom, at enhver jura og enhver lov med tiden kan udnyttes stik imod dens hensigt, og pludselig med utilsigtede virkninger fremme det, som den skulle beskytte imod? Så stærk er jura og lov heller; for menneskers opfindsomme tanker, drifter og livsmuligheder er dog langt flere end lov kan dæmme op for. Når situationen ændres må juraen ændres eller ophæves, for at bevare det, der er formålet med den; juraen skulle beskytte, ikke sætte nationernes sikkerhed og velfærd over styr.

 

Vendepunkt i den europæiske ordensforståelse
Enhver kan i dag se, at det netop er nationen, der er den egentlige aktør i spørgsmålet om samfundsmæssig sikkerhed, hævdelse af rettigheder, tryghed, velfærd og national sædelighed. Det er nationen og de nationale befolkninger, der har problemerne. Det er de nationale myndigheder, der slås med virkningerne af den bevægelses- og menneskerettighedspolitik, som det overnationale EU med sin centralistiske magt som en ideologisk spændetrøje har lagt ned over nationernes handlefrihed.

 

Læs også
Mange afviste asylansøgere bliver bare i Danmark – det findes der en simpel løsning på, men regeringen skjuler den

Storbritannien har opdaget det – og har valgt Brexit. I de vesteuropæiske lande ulmer trangen til at være afvigende fra EU´s og menneskerettighedskonventionernes tvangs-solidarisering. De østeuropæiske lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn har opdaget det, og har vidst det lige siden deres erfaringer efter kommunismens globale internationalisme. De kender nationens berettigelse og nødvendighed, når det drejer sig om sikkerhed for individerne.

 

Nu udfordrer disse lande EU og dets institutioner ved netop at hævde nationens ret og ved at hævde den nationale virkelighed, når det kommer til sikkerhed, tryghed, rettigheder, velfærd og national sædelighed. Og ved at udfordre EU´s status som overdommer over indvandringspolitikken. Ikke underligt – men til stor forargelse for EU´s og Vesteuropas idealistiske menneskerettigheds-apparatjikker – at disse lande også i deres retssystemer ønsker at muliggøre et opgør med landenes ideologiske dommer-klikers ensidige opfattelse af, hvad rettigheder er; ønsker at hævde forståelsen af nationens og den nationale kulturs ret og betydning for deres befolkningernes sikkerhed og velfærd.

 

Disse lande forstår, at ensidig og grænseløs hævdelse af individrettigheder på nationens bekostning på sigt betyder ophævelse af al national og international orden, sådan som vi nu ser det. De ved, at nationen – den selvstændige nation – et en vigtig del af den internationale orden, der er nødvendig for individernes sikkerhed og velfærd.

 

Vesteuropas regeringer er stadig tunge i opfattelsen, og har stadigt meget vanskeligt ved at lytte til de nationale befolkningers oprørte protester. Disse regeringer tror stadigvæk, at alene individrettigheder og centraliseret EU-integration og undertrykkelse af nationens ret er vejen frem. De propaganderer i én uendelighed med sloganet: Vi må finde løsninger i fællesskab. Dvs. fortsætte, som vi altid har gjort, i den samme overnationale idealisme! Og i mellemtiden islamiseres Danmark og Europa.

 

Men den grundlæggende ideologi bag menneskerettigheder, EU og indvandring er den samme. Disse regeringer er stadig bundet af deres traumer om og ønske om opgør med nazismens ulykkelige misbrug af nationsbegrebet. Og de har ikke forstået, at som ”nationen” kan misbruges ideologisk og derved kalde ulykkerne ned over Europa, sådan kan ”individ-rettighederne” det også. Det er det, vi ser.

 

Efterkrigstidens etniske reorganiseringer
Efter Anden Verdenskrig var man skrækslagen for nationalismens udnyttelse af blandede etniske befolkningsgrupper inden for en nationalstats område. Derfor gennemførte krigens sejrherrer de store etniske reorganiseringer, hvor bla. 10 – 15 mio. tyskere blev fordrevet fra områder i Central- og Østeuropa. Og i 1945 var der i Danmark ca. 240.000 tyske flygtninge; de udgjorde dengang ca. 5 % af Danmarks befolkning. De blev efter krigen med hård hånd tvangshjemsendt til Tyskland under kontrol fra det danske politi og forsvar; Danmark turde ikke beholde et så stort fremmed mindretal på sit område.

 

Der var tale om en såkaldt ”kollektiv udvisning”. En sådan form for udvisning er i dag forbudt ifølge EMK og EU´s charter, selv om sådanne udvisninger fra Europa – under ordnede forhold – for visse befolkningsgruppers vedkommende i dag kunne være politisk nødvendige og brugbare, for sikkerhedens og fredens skyld.

Læs også
Kriminelle asylansøgere kan ånde lettet op og fortsætte med at begå kriminalitet – Folketingets flertal holder hånden over dem

 

Der blev også foretaget folkeflytninger andre steder i Europa efter verdenskrigen. Forbilledet havde man bla. fra befolkningsudvekslingerne mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923, hvor over en million mennesker efter den græsk-tyrkiske krig blev udsat for en tvangsmæssig udveksling mellem de to lande – efter religiøse kriterier! Dvs. ortodoks-kristne for sig og muslimer for sig. Man kendte stridsårsagerne og deres dybeste fundament: menneskers grundopfattelse af liv og samfund, dvs. religion. ’Lige børn leger bedst’. Derfor skilte man brutalt tingene ad – for at få fred, homogene nationer og for at udrydde årsagerne til splid mellem nationer. Dengang kendte man alt til religionens og kulturens betydning i politik og i samfundsmæssige og mellemstatslige forhold, og tog denne betydning alvorligt.

 

Og Balkankrigene 1991 – 2001 havde to bestemmende faktorer: nation og religion. Selv i dag, hvor der er fred på Balkan, er det disse to faktorer, der adskiller forholdene i Balkan-samfundene og i menneskers samliv. Det er både dumt og forbryderisk ikke at respektere disse faktorer, som afgørende i international og national politik.

 

Religion og samfund
Så alvorligt opfatter vor egen statsminister Løkke ikke religionen og dens betydning for samfundsforholdene; i sin seneste nytårstale sagde han: ”Jeg oplever, at danske regler, love og normer kommer til kort i områder, der ikke er danske i deres værdier – – – Derfor vil jeg understrege: Mit budskab i aften handler ikke om – – – religion. Det handler om at vælge Danmark til.” Men deri ligger jo hele problemet – at enhver vælger Danmark til i lyset af sin religion. Så stor betydning har religion i politik. Så Løkke taler udenom.

 

Danmark er blevet til det, det er, fordi danskerne har skabt og indrettet Danmark – valgt Danmark til! – i lyset af danskernes tusindårige religion, kristendommen. Det er vores religion, der har gjort Danmark til det, det er i dag. Derfor er det rigtigt at sige: Danmark er et kristent land! – ikke blot som en bekendelse eller et program, men som et betydningsfuldt historisk faktum, som det kun kan bringe ulykke over Danmark ikke at respektere – i politisk handling!

 

En muslim, der vælger Danmark til, gør det selvfølgelig på muslimsk manér. Han gør selvfølgelig Danmark til et redskab for sin tro, islam; ikke sig selv til et redskab for dansk tro, kristendom. Hvordan skulle det være anderledes? Hvordan skulle vi overhovedet kunne forstå og respektere muslimen som muslim uden at indse, at hele hans personlige integritet består af hans muslimske tro og kultur, og at han derfor selvfølgelig vil gøre Danmark til et redskab for sin kultur og tro.

 

I det spil har sociale ydelser, uddannelse, deltagelse i livet på det danske arbejdsmarked og alle andre integrationstiltag kun en meget overfladisk betydning. Holder en muslim op med at vælge Danmark til på muslimsk manér blot ved, at han får et arbejde? Kultur og samfund udspringer dybest set af religion. Religion skaber samfund. Derfor betyder troen hos det enkelte individ umådelig meget; og derfor betyder troen hos tusindvis, millionvis af individer så meget, at det kan omstyrte og totalt ændre et samfund.

 

At vælge Danmark og danske værdier til kan ikke undgå i grundlæggende forstand at blive et spørgsmål om religion. Ingen integration eller assimilation kan være bedre end den, at den enkelte muslim konverterer til nationens og Europas tro, til kristendommen. Men dette er ingen nem sag; og det vil være et under, om det sker i det omfang, der er nødvendigt for at bevare Danmark som en kristen nation. Men vil muslimerne i stort tal ikke konvertere, men i stedet danne muslimske værdi-autonome enklaver, så må de ud – i størst mulig mængde. Dette må være en simpel politisk-praktisk konklusion, når Danmark skal forsvares som danskernes hjemland.

 

Økonomi redder hverken Danmark eller Europa
Men så dybt vil statsministeren ikke ned. Så man kan virkelig spørge, hvad Lars Løkke i virkeligheden mener, når han plejer at sige: ”Vi skal passe på Danmark.” Ofte kan man spørge sig selv, om Lars Løkke overhovedet fatter, hvilke dybe menneskelige kræfter, der påvirker politik? Skulle Lars Løkke – og med ham mange andre politikere – virkelig ikke være i stand til at se sin store rolle i politik som andet en den at være behændighedsmester i et økonomisk bogholderi? Samfundsmæssig, national, ja europæisk sammenhængskraft er virkelig meget andet og mere end økonomi, markedsmuligheder og skattelettelser. Økonomi er jo blot pengeudveksling og omsætning af produktionsværdier, slut! Økonomi redder ingen nation, hvis det nationale fundament er ved at rådne op. I en dybere menneskelig forstand er den nationale og kulturelle sammenhængskraft, der udspringer af religiøs homogenitet, den afgørende forudsætning for en sund og stabil udvikling af økonomi og markedsmuligheder, også på europæisk plan, hvad mange politikere, erhvervsfolk og markedsanalytikere er de tungeste til at forstå.

 

Hvis erhvervsfolk, markedspolitikere og økonomer vil sikre positiv handelsudvikling, ekspansive markedsforhold, gode vilkår for erhvervslivet, velfærd og tryghed i fremtiden og for vore børn, så skulle de skrive sig denne ’afgørende forudsætning’ bag øret; og værne deres europæiske forbrugere i lyset af den. Fred og fordragelighed fremmer handelen; uro, terror, krig og spændinger, nationalt eller internationalt, er en trussel mod handel og alle andre af erhvervslivets fredelige sysler.

 

Det er jo derfor, erhvervsfolk i almindelighed er imod internationale handelssanktioner; er imod internationale skærmydsler som fx den krise, Muhammed-tegningerne medførte; og derfor er de generelt store EU-tilhængere. De ser den centralistisk styrede EU-fred, Pax Europaea, som forudsætning for indtjeningsmulighederne og for markedernes og erhvervslivets udvikling, uanset hvilke konsekvenser det har for nationens rettigheder i politik. Ja, hvem ønsker ikke fred? Men disse mennesker ser ikke, at opløsningen af nationens rettigheder og stilling i europæisk politik underminerer freden, sikkerheden og velfærden. Tiderne skifter og situationen ændres.

 

Europas aktuelle erfaring: Landeerobring uden krig
Nogle har kaldt historiens og efterkrigstidens folkeflytninger for krigsforbrydelser. Med EMK og EU´s charter har man har sat en effektiv stopper for, at det skulle være muligt for en nation at kunne værge sig imod – dråbe for dråbe – at blive erobret af fremmede folkeslag gennem fri bevægelighed og indvandring. Nationen har ingen ret; og den lille nation er særligt udsat. EMK og EU holder nationerne fast i en skruestik, og forhindrer dem i at værge sig mod kommende ulykker. Stakkels Grækenland, som menneskerettighederne og EU nu tvinger til at acceptere islamisk masseindvandring stik imod erfaringerne og fredspolitikken i 1923. Den omvendte verden over bare et hundrede år.

 

Anden Verdenskrig gav Europa den erfaring, at nationens ret kunne overdrives og i nationalideologiens tjeneste misbruges destruktivt, når denne pervertering af det nationale gav en nation en hellig ret til at bruge al sin nationale styrke og magt til militære erobringer, undertrykkelse af individer, fremmede folkeslag og nabolande. Det fører ulykker med sig, når nationen har uindskrænket eneret over individernes ret. Derfor fik vi i årene efter verdenskrigen Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som en mod-ideologisk manifestation af individets ret over national ret. Derfor fik vi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet. Og derfor fik vi EU. Derfor fik vi indvandringen. Alt sammen båret af den samme ideologiske overtro på, at individet i universel forstand står over nationen.

 

Men efterkrigstiden har givet Europa den modsatte erfaring, at også den grænseløse overdrivelse og guddommeliggørelse af individets rettigheder medfører destruktive tendenser i den europæiske orden og i de enkelte samfund. En erfaring, der smerter, fordi den omstyrter vores tro på, at en nation bare ved at være god og åben og gebærde sig som ”humanistiske stormagt” kan redde verden.

 

Nu ser vi, at millionvis af flygtninge og indvandrere dråbe for dråbe, ja individ for individ, kan erobre et land, uden at der er tale om krig eller krigsforbrydelser. Men erobringen medfører de samme fundamentale konfrontationer om, hvilken kultur, religion og samfundsforståelse, der skal styre et land. Ingen nation kan sige ’stop!’, længe før ulykken er sket. For nationen har som nation ingen ret. Den oprindelige nationale befolkning, hvor homogen eller forskelligartet den end kan være, har ingen ret til at værge sig mod den masseindvandring – flygtninge eller ikke-flygtninge – der over tid kan få de samme konsekvenser, som militær erobring. Dvs. underminering af sikkerheden for både individ og nation, permanent undtagelsestilstand, revolutionære tilstande i samfundet, nedbrydning af velfærden og trygheden osv.

 

Tilbage til nationernes Europa
Europa har behov for at vende tilbage til sin gamle orden. Den orden, der skal gøre det klart, at individets ret og nationens ret må gå hånd i hånd. Individets rettigheder er en ret inden for nationen, og ikke en universel ret, der giver individet ret til gennem masseindvandring at fratage en fremmed nation dens ret. Nationernes rolle og selvstændighed skal respekteres.  Overnationalitet skal bruges med stor forsigtighed i politik og begrænses meget kraftigt til det strengt nødvendige; også hvad angår EU.

 

FN fik aldrig den status som en overnational magtfaktor, som radikale globalhumanister altid har drømt om. FN er i dag et internationalt samtaleforum og et system af humane hjælpeprojekter. FN er i dag således et vidnesbyrd om en realitetserkendelse, som EU-systemet, Europarådet og alle overnationale menneskerettighedsidealister mangler.

 

Europa står i dag i en uafklaret overgangsfase. De behændige, nemme og gamle ideologiske løsningers tid er ved at løbe ud. Sådan har Europa stået mange gange i sin historie. Hvem skal tage føringen og endeligt kaste det gamle ud? Hvem skal tage det brud, der igen yder nationen dens fulde ret i vesteuropæisk politik, og dermed baner vejen for et holdbart samarbejde mellem Europas lande om sikkerhed, samarbejde, velfærd og tryghed – og nationens og de nationale befolkningers ret på højde med individets ret?

 

Ja, Storbritannien og til dels de østeuropæiske lande er allerede begyndt på denne rejse bort fra den verdensfjerne og problemfornægtende idealisme. Lad os følge dem! Tilbage til nationernes Europa! For individernes ret og sikkerhed skal findes inden for nationen, dér hvor individerne har deres oprindelse og deres nationale, kulturelle og religiøse tilhørsforhold.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…