Dansk statsborgerskab og EU-forbehold: aktualitet og fremtidsudsigter

Regeringen og DF har for nylig indgået en skatteaftale. Aftalen indeholder blandt andet et krav om, at man skal have opholdt sig i Danmark (EU/EØS-området) i syv af de seneste otte år for at kunne få dagpenge. Dermed vil det altså koste syv års dagpengeret, hvis man arbejder i mere end et år for et udenlandsk firma uden for EU.

 

Opholdskravet vil eksempelvis ramme en dansker, der arbejder for en amerikansk virksomhed i USA i halvandet år, vender hjem igen og arbejder i en dansk virksomhed, der går konkurs efter fem år. I dette tænkte eksempel vil personen ikke have ret til dagpenge, uagtet at han har betalt skat og A-kasse-kontingent alle årene i Danmark.

 

Ifølge DF´s finansordfører René Christensen er dette opholdskrav et værn om fremtidens dagpenge. Målet er nemlig at hindre, at udlændinge fra lande uden for EU flytter til Danmark og kan få dagpenge, forklarer han. Men det er ikke tilsigtet, at personer i den tænkte situation er omfattet, tilføjer René Christensen. ”Hvis det stod til os, kunne vi godt have fundet ud af at sige, at det ikke skal gælde danske statsborgere. Men det må vi ikke,” siger DF´s ordfører (DR Nyheds-netside).

 

Betydningen af det danske EU-forbehold vedrørende statsborgerskab
Til dette kunne man godt have lyst til at minde DF, regeringen og hele det manipulerende politiske jetset i Danmark om, at én af Danmarks EU-forbehold netop er forbehold over for EU-borgerskabet. Èn af de fire EU-forbehold, som danskerne ved en folkeafstemning i maj 1993 bestemte skulle være gældende for Danmarks grundholdning til EU.

 

Dette forbehold vedrørende nationalt statsborgerskab betyder, at Danmark selv har den fulde ret til at definere, hvad ’dansk statsborgerskab’ betyder. At ingen EU-forordning eller nogen EU-bestemmelse vil kunne indskrænke denne fulde danske ret til gennem lov selv at bestemme, hvad ’dansk statsborgerskab’ skal indeholde, og hvad det ikke skal indeholde. Og hvordan ’dansk statsborgerskab’ dermed på den mest ekskluderende facon skelner mellem danskere og udlændinge. Og at Danmark dermed frit kan give ’dansk statsborgerskab’ et indhold, der er i direkte modstrid med EU´s forordninger og direktiver og med EU´s bestemmelser om EU-borgerskab.

 

Hvad i alverden skulle dette EU-forbehold ellers betyde, hvis ikke det betød, at dansk statsborgerskab kunne indholdsdefineres uafhængigt af EU´s opfattelse af EU-borgerskabets gyldighed og i givet fald være i direkte modstrid med EU-borgerskab?

 

Dansk statsborgerskab er med dette EU-forbehold trukket aldeles ud af enhver EU-ret. Og med dette forbehold er enhver indskrænkende eller udvidende EU-bestemmelse om statsligt borgerskab – nationalt eller EU – blevet aldeles ligegyldig for Danmark. Danmark har sagt: Vi bestemmer selv på dette område.

 

Men sådan er det ikke!

 

Folketinget siger: Det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold.

Folketinget oplyser på sin netside ”EU-Oplysningen” følgende: ”Det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold. Forbeholdet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette. Denne garanti er siden skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle lande, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab, og det træder ikke i stedet for dette.”

 

 

Her siger Danmarks lovgivende myndighed – det Folketing, som vi skulle ære og agte højt, hvis vi har respekt for loven og demokratiet – at unionsborgerskabet er et ”supplement” til det nationale borgerskab. Men et ”supplement” på den måde, at det danske forbehold om unionsborgerskab ”i dag er uden indhold.” Et supplement på den måde, at der i Danmarks bestemmelse af indholdet i ’dansk statsborgerskab’ er ting, ”vi ikke må”.

 

 

Forstår De: Danmark har et EU-forbehold vedrørende dansk statsborgerskab, hvilket jo må betyde, at den fulde ret til definition af det nationale statsborgerskab er nationalt, altså rent dansk, og EU aldeles uvedkommende. Men så bliver man enige om at skrive denne bestemmelse ind i en EU-traktattekst som gældende for alle EU-lande. Og abracadabra, så eksisterer der pludselig ikke længere noget dansk forbehold eller nogen særlig dansk ret til at afvise en hvilken som helst EU-indblanding i, hvad ’dansk statsborgerskab’ betyder.

 

 

Den danske stat og dansk lov må ikke give danske statsborgere noget særligt, som ikke med lige ret også gælder for andre EU-borgere. Sådan er det fx med danske statsborgere, der ikke uden videre – dvs alene i kraft af det danske statsborgerskab – må vende hjem til Danmark med en udenlandsk ægtefælle. Sådan er det nu også med dagpenge. Og sådan er det på mange andre områder. EU bestemmer, hvad statsborgerskabet betyder.

 

 

Når regering og Folketing skal tage lovinitiativer, der indebærer en ønsket begunstigelse af danske statsborgere, er de tvunget til at gøre sig de mest indviklede, urimelige, labyrintiske og bureaukratiske krumspring. Det er de, for at lovreglerne – i forhold til EU´s regler om rettighederne for EU-borgere – kan være universelt gældende for alle EU-borgere også i Danmark samtidig med, at reglerne ikke er mere fintmaskede, end at de fleste danskere kan opfylde reglerne. Man må skabe lovregler, der i kraft af de praktiske realiteter omkring borgernes adfærd lukker flest mulige fremmede EU-borgere ude, men som ved sin jura giver flest mulige danskere mulighed for at opfylde reglerne. EU har spærret for, at vi danskere har særlige fortrin og en særlig ret, hjemstavnsret, økonomisk ret og social ret, i vort eget hjemland.

 

 

Sagen er, at danske regeringer og politikere overhovedet ikke har haft modet og evnerne til at forsvare dette danske EU-forbehold om dansk statsborgerskab. Og at de derfor har opgivet dette forbehold – ved hjælp af retoriske fordrejninger og uden at spørge danskerne.

 

 

Dansk statsborgerskab bliver mere og mere værdiløst

Kære læser. Læs lige igen disse ord fra Folketingets EU-oplysning:

”Det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold. Forbeholdet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette. Denne garanti er siden skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle lande, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab, og det træder ikke i stedet for dette.”

 

 

Kan man læse, at der i disse forløjede og meningslammende ord overhovedet er nogen begrundelse for ophævelse af det danske EU-forbehold vedrørende ’dansk statsborgerskab’? Kan man i disse ord finde noget som helst, der skulle forhindre Danmarks regering eller Folketinget i at sige: Vi spørger ikke EU om, hvad et dansk statsborgerskab betyder? Vi bestemmer selv, om vort danske statsborgerskab giver danskere noget, som ingen andre EU-borgere må få. Det siger vort EU-forbehold.

 

 

EU´s regler om EU-borgeres rettigheder udvikler sig mere og mere detaljerede, og griber stadigt mere indgribende og begrænsende ind i EU-landenes egne muligheder for at definere det nationale borgerskab med et eksklusivt nationalt indhold. Når Folketinget på sin hjemmeside siger, at ”det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold”, så er det derfor ganske det samme som at sige: ”Det danske statsborgerskab er i dag uden indhold.”

 

 

Hvor er det politisk smart! Forstår De, kære læser: ”Unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab.” Vort EU-forbehold betyder derfor ingenting. For EU antaster sandelig ikke vort danske statsborgerskab. Man har blot ganske behændigt sagt, at de to borgerskabstyper ”supplerer” hinanden sådan, at EU-borgerskabets ”supplerende” område øges, udbredes og tiltager sig mere og mere magt, mens det danske statsborgerskab mere og mere indskrænkes til – intet! Men det, der i stadigt mindre og mindre omfang er tilbage af det danske statsborgerskab, dét blander EU sig sandelig ikke i. Sådan bevares vort EU-forbehold – uden at det har nogen betydning. Det er så uredeligt over for den danske befolkning, som noget kan være.

 

 

Jo, man kunne måske sige, at det danske statsborgerskab dog indeholder et enkelt stadigt betydende forhold, nemlig stemmeret og valgbarhed til Folketinget. Men hvis man deraf vil slutte, at det dog så er danskerne selv, der gennem demokratiet sidder på den afgørende beslutningsmagt i Danmark, så tager man fejl. For EU arbejder på at gøre denne danske beslutningsmagt mindre og mindre, og den centrale EU beslutningsmagt større og mere omsiggribende. Og på at gøre dansk statsborgerskab mere og mere værdiløst, og EU-borgerskab mere og mere dominerende. Det er det, vi dagligt kan læse om i avisernes beretninger om nye integrerende og centraliserende tiltag fra EU-kommissionen. Og det er det, EU-præamblen forstår ved ”en stadig snævrere sammenslutning.”

 

 

Hvem har ophævet Danmarks EU-forbehold vedrørende unionsborgerskab?

Javel. En hård fastholdelse af Danmarks EU-forbehold vedrørende statsborgerskab ville give Danmark store, mangfoldige og vanskelige kontroverser med EU. Danmarks afvisning af store dele af EU-reglerne om indholdet i EU-borgerskabet alene med henvisning, at Danmark har sat stemplet ”kun for danske statsborgere” på den danske lovgivning, de rettigheder og de økonomiske og sociale ydelser, som også EU ønsker at blande sig i, ville kræve en stor indsats af danske politikere, ministre og centraladministrationens embedsmænd.

 

 

Men derfor må man som dansker alligevel spørge: Hvem har bestemt, at Danmarks EU-forbehold ”i dag er uden indhold?” Hvordan og hvornår er det bestemt, at Danmarks EU-forbehold ”i dag er uden indhold?” Kan den danske befolknings beslutning om et EU-forbehold gennem en folkeafstemning da overhovedet betyde andet, end at denne beslutning er den danske befolknings strikte påbud til politikerne om til stadighed at håndhæve dette EU-forbehold? Skulle vore politikere virkelig kunne mene, at folkebeslutningerne sådan med tiden og gennem snedige og forløjede omformuleringer af traktattekster kan miste deres indhold – helt af sig selv?

 

 

I dette ligger en dyb og bedrøvelig karakteristik af politik og danske politikere. Og det kan kun rejse en dyb og indgroet mistænksomhed over for, hvordan vore politikere håndterer vore EU-forbehold – både aktuelt ved deres efterladenhed og ved eventuelle fremtidige folkeafstemninger.

 

Har Folketinget da ingen selvrespekt?
Disse EU-oplysningsord er skrevet og offentliggjort af det Folketing, der med højtidelig selvagtelse og i tro på sin egen betydning sætter sin lovgivningsmyndighed ind på hvert år at tildele dansk statsborgerskab til masser af fremmede mennesker, og som kalder disse tildelte statsborgerskaber en gave til fremmede. Dette Folketing! Hvad giver det af gaver? Ikke en dyt. For det er EU, der bestemmer indholdet af dansk statsborgerskab. Det er EU, der bestemmer, hvad vi statsborgerskabsmæssigt må og ikke må!

 

Det kan man læse og forstå ud af denne skatteaftale om dagpenge; sådan som man ofte kan forstå det ud af mange andre af de danske regeringers og de politiske partiers frygtsomme adfærd i forhold til EU. Folketinget har ingen respekt for det danske statsborgerskab, som det selv tildeler. For Folketinget accepterer, at det er EU, der bestemmer, hvad ”borgerskab” er for noget. Det er overhovedet ikke for meget sagt, at når det danske statsborgerskab er borte, så er Danmark borte.

 

Når man studerer, hvordan Danmarks EU-forbehold vedrørende dansk statsborgerskab er forsvundet sporløst ud i æteren ved hjælp af politiske meningsfordrejninger og manipulerende traktattekster, ved politisk slaphed og ligegyldighed, ved mangel på redelighed og dansk standhaftighed over for EU, ja, så kan man virkelig få kvalme og kaste op over politik, over politikere og over Folketingets mangel på respekt for sig selv, for sit arbejde og for Danmark – og for hvad dansk statsborgerskab betyder. Er der da slet ingen dansk politisk vilje til at stå fast? Og sige: et EU-forbehold er et EU-forbehold!

 

 

EU-forbeholdene vil i fremtiden være Danmarks lykkelige afsæt for frigørelse fra EU-centraliseringen

Mange danske politikere taler med jævne mellemrum om, at tiden og udviklingen er løbet bort fra vore EU-forbehold: fra euro-forbeholdet, fra retsforbeholdet og fra forsvarsforbeholdet. Men nej! Sagen er, at når EU-kommissionen og andre EU-lande taler om nye centraliserende EU-projekter (militært forsvar, bankunion, centraliserede regler for arbejdsoverenskomster (imod den danske model), skatteharmonisering etc, etc, etc), så er det danske politikeres modstandskraft, der løber bort. Så svækkes deres nationale moral. Så skælver de for at skulle tage kampen.

 

 

Men disse fire EU-forbehold markerer lige akkurat de nøgleområder – statsborgerskab, valuta og økonomi, retsforhold og forsvar – hvor Danmark skal holde sig på stor afstand af det politisk EU-centraliserende og totaliserende Centraleuropa. Og de skal fastholdes som Danmarks mulighed for i fremtiden at deltage i det europæiske opgør med EU-centraliseringen, og som afsæt for Danmarks frigørelse. Der er i dag mange tegn og tendenser i europæisk politik, der viser, at vi i dag skal prise os lykkelige for, at vi har disse EU-forbehold, og at det var klog og skeptisk forudseenhed, at danskerne i 1993 – for et kvart århundrede siden – vedtog disse forbehold som befolkningens politiske direktiv til regering og Folketing.

 

 

De danske EU-forbehold er ikke et nationalt værn, vi bare skal lade rådne op og langsomt forfalde under påvirkningen fra politisk vind og vejr fra syd. De skal derimod vedligeholdes og skærpes, så de står stærke, uanset hvad der kommer af nye projekter fra EU. For vore EU-forbehold har danskerne ved folkeafstemningen selv sat som de principper, der bestemmer Danmarks grundholdning til EU-centraliseringen på fire meget vigtige områder.

 

 

Uanset hvad nylige opinionsundersøgelser har vist om danskernes fortsatte opbakning om medlemskab af EU, så har Danmark i sine politiske hovedlinjer vist en meget skeptisk holdning til europæisk centraliseringspolitik. Det ser vi af de fire EU-forbehold og de NEJ-resultater, som flere folkeafstemninger har givet. Danskerne holder fast i en stærkt markeret begrænsning af EU-centralisering – både politisk og geografisk.

Storbritannien har ingen deciderede EU-forbehold som de danske. Men Storbritannien har under sit EU-medlemskab løbende spærret vejen for mange af EU´s nye og vidtgående centraliseringsprojekter. Der kan ikke være nogen tvivl om, at danskere og briter i store træk har den samme frihedsbårne skepsis over for centraliseringsånden fra Centraleuropa.

 

 

For Storbritannien er det for længst gået for vidt med denne EU-centralisering. Derfor Brexit. I de kommende år vil det for Danmark være meget vigtigt at overveje, hvor vi står i forhold til den skillelinje, der som så mange gange før i de seneste århundreder er ved at blive trukket i europæisk storpolitik. Og hvor Storbritannien – ofte imod politiske odds – hyppigst er endt med at stå på den sejrende side, fordi Storbritannien har flair for at aflæse de dårlige konsekvenser af den politiske udvikling i Europa og derfor går andre veje – i tide.

 

 

Både nu og på sigt er det et helt afgørende valg mellem, om det er traditionelle britiske – og danske! – frihedstraditioner eller Centraleuropas hyppige drømme om centralisering og totalisering, der skal bestemme Danmarks fremtid. Derfor skal vore politikere ikke have lov til at udhule flere af vore EU-forbehold. De er så vigtige som ingensinde før, nu, hvor vigtige dele af Europa er på vej i en anden retning.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…