Afrikaner blev dansk statsborger – nu er han udleveret til Rwanda sigtet for folkedrab

Modelfoto

En dansk-rwander er blevet udleveret til Rwanda, hvor han er anklaget for at have deltaget i folkedrabet i 1994.

 

Det skriver den kenyanske avis The Star på sin hjemmeside, der citerer de rwandiske myndigheder.

 

Udleveringen af den 51-årige danske statsborger sker, efter at Østre Landsret 21. september sagde god for udleveringen.

 

Myndighederne i Rwanda beskylder manden for at have været med, da omkring 2000 mennesker, der havde søgt tilflugt i en kirke i Busasamana-sognet og i et universitet i Mutende, blev slået ihjel.

 

Vidner har beskrevet, hvordan han gik rundt om kirken med sin hund på jagt efter tutsier.

 

Andre anklagepunkter drejer sig om, at han med en kølle slog en gammel kone og et spædbarn ihjel ved en bestemt episode. Og at han ved en vejspærring var med til at dræbe tre unge, hvis lig blev begravet under et træ.

 

Han nægter sig skyldig og har tidligere hævdet, at myndighederne har forvekslet ham med en anden.

 

Den 51-årige mand forlod Rwanda i 1997 og rejste til Congo. Her opholdt han sig til 2001, inden han rejste til Uganda og videre til Danmark. Et år senere fik han opholdstilladelse, og i 2014 blev han dansk statsborger.

 

Men fem år forinden fik dansk politi nys om, at han angiveligt spillede en rolle i folkedrabet.

 

Politiet iværksatte herefter en efterforskning, som blandt andet betød, at danske efterforskere rejste til Rwanda og afhørte 30 vidner.

 

Efterforskningen og korrespondancen mellem de rwandiske myndigheder stod på i flere år, og det førte i maj 2017 til hans anholdelse i Nordsjælland, hvor han boede. Han har fire børn i Danmark.

 

Det var nedskydningen af præsident Juvenal Habyarimanas fly i april 1994, der fremprovokerede et etnisk opgør mellem hutuer og tutsier.

 

Hutuerne, som Habyarimana tilhørte, svarede straks igen med voldsomme angreb på tutsierne, som var i mindretal.

 

Blodbadet varede i 100 dage. Ofrene var tutsier og moderate hutuer. Op imod en million mennesker døde i det centralafrikanske land.

 

/ritzau/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…