Mange vesteuropæiske lande har gennem de senere år fået indvandringskritiske partier med betydelig folkelig opbakning. Dansk Folkeparti indtager en særstilling blandt disse partier.
Partiet hører til blandt de største af dem. Ved valget i 2015 blev det landets næststørste parti med 21,1 procent af stemmerne.
Samtidig har Dansk Folkeparti spillet en stor parlamentarisk rolle som mangeårigt støtteparti for borgerlige regeringer.
Partiet har kunnet opnå denne parlamentariske rolle, fordi det har været pragmatisk i sit arbejde.
En række af Vesteuropas indvandringskritiske partier er anderledes radikale i deres retorik og praksis. Og de fleste er mere politisk isolerede.
Dansk Folkepartis centrale parlamentariske rolle skyldes ikke kun partiets egen holdning. Den skyldes også den danske tradition for, at man kan tale sig til rette om tingene uden at skulle skrige hinanden ud for det ene og det andet.
Partiet har udnyttet de muligheder, som denne danske tradition giver.
Nu tager man et nyt skridt. Dansk Folkeparti lægger op til en stille ’revolution’ i dansk politik.
Plan A og plan B
På partiets årsmøde i Herning talte Kristian Thulesen Dahl om en plan A og en plan B for, hvad partiet vil gøre efter næste valg:
Hvis valget giver et blåt flertal, vil man pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Dette er plan A.
Hvis valget derimod ender med et rødt flertal, vil Thulesen Dahl være villig til at samarbejde med Mette Frederiksen. Dette er plan B.
Som han sagde: I en sådan situation kunne det jo være, at Mette Frederiksen ville gribe telefonen og ringe til ham. ”Hvis hun ringer, så tager jeg den.”
Vil sikre Mette Frederiksen statsministerposten
Det er i sig selv ikke nyt, at DF-lederen erklærer sig parat til at samarbejde med en socialdemokratisk regering.
Men nu antyder Thulesen Dahl ligefrem, at han vil medvirke til at sikre Mette Frederiksen statsministerposten, hvis der ikke er mulighed for en blå statsminister.
Han vil for alt i verden undgå, at hun bliver afhængig af stemmerne fra De Radikale, venstrefløjen og Alternativet, så de kan presse hende politisk.
Som bekendt fantaserede den radikale leder Morten Østergaard på et tidspunkt om, at Mette Frederiksen skulle forpligte sig på en skriftlig politisk aftale, hvis han skulle pege på hende.
Thulesen Dahl synes parat til at tage luften ud af den slags planer. Dansk Folkeparti kan gå ind, så Mette Frederiksen kan blive statsminister uden at skulle sælge ud til Morten Østergaard & Co.
Samarbejde mellem de tre store partier
Den 22. august skrev Den Korte Avis under overskriften ”Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl vil feje Morten Østergaard til side og samarbejde med hinanden”:
”Partiet (Dansk Folkeparti) kan bruge sine stemmer til at lade Mette Frederiksen blive statsminister mod store politiske indrømmelser til Dansk Folkeparti og ingen indrømmelser til De Radikale.
(…) Der kan skabes et væsentligt samarbejde mellem de tre store partier: Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre.”
Noget tyder på, at det er et sådant projekt, Kristian Thulesen Dahl åbner for med sin plan B.
Enestående i Danmark og Europa
Men også med en blå regering, vil Dansk Folkeparti arbejde for et omfattende samarbejde om udlændingepolitikken (plus den økonomiske politik og velfærdspolitikken) mellem landets tre store partier:
Det store indvandringskritiske parti (Dansk Folkeparti), det store traditionelle borgerlige parti (Venstre) og det store parti til venstre (Socialdemokratiet).
Et så bredt samarbejde om en stram udlændingepolitik er enestående i Danmark og Europa.
Arbejderne og ’de snakkende klasser’
I Østrig har man et regeringssamarbejde mellem det konservative ÖVP og det indvandringskritiske FPÖ (Frihedspartiet). I nogle få andre lande er der et mere begrænset samarbejde.
Men ingen andre steder er der et så bredt samarbejde som i Danmark. Specielt er socialdemokraterne mange steder imod.
Mange socialdemokratiske partier har mistet arbejdervælgere. I stedet er de i stigende grad samlingssted for ”de snakkende klasser” – folk med politisk korrekte holdninger, der minder om De Radikale i Danmark.
Det store gamle SPD i Tyskland er det mest eklatante eksempel. Det bliver mere og mere politisk korrekt, det bliver mere og mere tømt for almindelige arbejdere, og det mister flere og flere stemmer til højrepartiet AfD.
Et indvandringskritisk midterparti
Socialdemokratiet i Danmark har brudt med den politiske korrekthed, som søsterpartierne i andre lande dyrker.
De gamle borgerlige partier i Danmark, Venstre og Konservative, er gået væsentligt længere i et samarbejde med det indvandringskritiske Dansk Folkeparti, end man ser det i de fleste andre lande.
Det har noget at gøre med danske traditioner for samtale og samarbejde. Men det har i høj grad også noget at gøre med Dansk Folkepartis særlige rolle.
Man har skabt en stille ’revolution’ i form af et indvandringskritisk midterparti. Måske vil ‘revolutionen’ sprede sig.
