Danmark underskriver alt fra EU og FN – nu også Marrakesh-aftalen om Afrikas befolkningsoverskud

Eurokraterne har intet lært af Brexit og ej heller af den rumlen, der er i folkedybet i mange EU-lande. Når de bliver forskrækkede over, hvad de i deres magtfuldkommenhed har forårsaget, afgiver de løfter om fremover at ”blande sig mindre” i nationalstaternes selvbestemmelse. Når der atter bliver ro på, er løfterne hurtigt glemt igen.

 

Der er kun en eneste måde at behandle den slags magtmennesker på, og det er at sætte hårdt imod hårdt.

 

Desværre er det nok nemmere at finde den berømte nål i høststakken end at finde en politiker, der ville vide, hvordan man gør det. For det kunne jo afskære politikerne i at få en glorværdig karriere i det internationale.

 

Udover EU’s forordninger, som ustandseligt presses ned over hovedet på den uvidende befolkning, har den til enhver tid siddende regering jævnligt brug for kuglepennen, så alt, hvad FN og EU lægger frem, kan blive underskrevet, ratificeret og implementeret i den nationale lovgivning.

 

Det foregår selvfølgelig i dølgsmål, så det kun ved alternative medier kommer befolkningen for øre.

 

Konventionerne

I december 2015 mente statsminister Løkke Rasmussen, at konventionerne ikke længere var tilpasset en moderne globaliseret verden, og at det internationale samfund kunne blive nødt til at ”justere spillereglerne”.

 

Det er dog blevet ved snakken.

 

Knapt trekvart år efter genbekræftede statsministeren Flygtningekonventionen, uden omtale af reguleringer overhovedet og uden offentlig debat. Det giver selvsagt belæg for beskyldninger om tvetunget tale. Én tunge i Danmark, en anden i FN.

 

Det kom som en overraskelse for FN, at den danske befolkning havde udtrykt ønske om at regulere Flygtningekonventionen. Så også dér holdt statsministeren armene tæt ind til kroppen.

 

Menneskerettighedskonventionen og dens domstol

Også denne konvention skulle der gøres noget ved, når Danmark (dvs. udenrigsministeren) i november 2017 for de næste 6 måneder overtog formandsstolen i Europarådets ministerkomité.

 

Det var (og er) især konventionens artikel 8 (retten til familieliv), der har vakt røre. Umiddelbart lyder det så smukt, at mor, far og børn er beskyttet mod at blive adskilt, men i praksis er det blevet den artikel, der ved klage til Domstolen frelser kriminelle udlændinge fra udvisning, således at disse kan fortsætte med at efterlade ofre i deres kølvand.

 

Så vidt vides, er der i skrivende stund ingen ændring sket. Domstolen fortsætter sin skæve gang.

 

Og Danmark bestemmer stadig ikke selv, hvem der skal bo her i landet.

 

Afrika og Europa

Så kom endnu et dokument, der lige skulle underskrives, nemlig Marrakesh-aftalen, hvorefter EU-landene lover at forpligte sig til at overtage de afrikanske landes fødselsoverskud.

 

Så frem med pennen igen. Danmark skulle jo meget nødigt ødelægge sit gode ry ved at nægte, når alle de andre EU-lande skrev under. Nå ja, ikke alle. Som sædvanligt, tænker Ungarn mere på sin befolkning end på at bevare sit gode ry. Men det har alle de øvrige EU-lande jo også allerede begået karaktermord på.

 

For ikke at skræmme livet af EU-landenes befolkninger, som stadig har migrant-tzunamien i 2015 på nethinden, skelnes der i Marrakesh-aftalen mellem den legale og den illegale migration fra Afrika til Europa.

 

Umiddelbart ser det ud, som om Afrika vil sende blomsten af deres ungdom til Europa:

 

“… the Rabat Process partners (Danmark er en af disse ”partnere”) recognise the need to encourage and to strengthen the pathways to regular migration… and to promote the mobility of certain categories of travellers (in particular, businessmen and businesswomen, young professionals or researchers) between European and North, West and Central African countries.”

 

Det kan nok undre, hvordan hjerneflugt fra Afrika skulle kunne hjælpe udviklingen af landene på det kontinent. Europa har uden blusel lige snuppet alle raketforskere fra Syrien, og så går man i gang med grønthøsteren på det afrikanske kontinent.

 

Men da djævelen som bekendt ligger i deltaljen, ser man, at det med de højtuddannede afrikanere så heller ikke er helt det, der menes med ”legal migration”. Det er den illegale migration, der skal gøres legal.

 

Og det sker ifølge Dimitris Avramopoulos, EU-kommissær for Migration, Home Affairs and Citizenship, ved, at EU er “Committed to strengthen our cooperation and address root causes, reduce irregular migration and enhance protection and legal channels.”

 

Det er næppe de højtuddannede afrikanere, som kræver beskyttelse, og som ville have problemer med indrejse til Europa på legal vis. Det er i stedet alle ufaglærte personer i Afrika – altså deres fødselsoverskud – Europa skal beskytte og skaffe legal indrejse.

 

Det havde Avramopoulos allerede set nødvendigt i 2017. Mens humøret i alle EU-landenes befolkninger var på nulpunktet og nok kunne have trængt til lidt opmuntring, kastede han afmægtigt håndklædet i ringen:

 

“We cannot and will never be able to stop migration”, skrev han. “At the end of the day, we all need to be ready to accept migration, mobility and diversity as the new norm and tailor our policies accordingly”.

 

Judith Bergman har løsningen på Avramopoulos’ sortsyn. På Gatestone Institute lægger hun ikke fingrene imellem, når hun under en sarkastisk overskrift ”EU: How to Stop Mass-migration from Africa? Bring Everyone to Europe!” hudfletter den såkaldte Rabat Proces (der er mundet ud i Marrakesh-aftalen).

 

Marrakesh-aftalen kan koges ned til: Accepter, at alle fra Afrika legalt migrerer til Europa, så reduceres den illegale migration.

 

For en del af EU-landene er det en billig omgang at underskrive, for de risikerer næppe at blive oversvømmet af det afrikanske kontinent. Animositeten mellem de østlige EU-lande og afrikanerne er formentlig gensidig.

 

”Europe and Africa need each other more than ever”, mener Avramopoulos. Jamen, så får han nok ikke svært ved at fordele afrikanerne ud over Grækenland.

 

Krisemøde i EU

I sidste øjeblik, inden Europa lukker ned for sommerferien, var der den 28. juni et krisemøde i EU om asylpolitikken. Overordnet syntes dagsordenen at kredse om to emner: Et forsøg på at redde Merkels politiske liv og et forsøg på at hjælpe Italien af med størstedelen af Merkels gæster.

 

Tvangen om at modtage migranter, der blev forsøgt pålagt EU’s østlande, er nu ændret til frivillighed. Om det hjælper på landenes velvillighed, kan kun tiden vise.

 

På trods af Danmarks forbehold tager vi såmænd nok en tørn til. Vi kan kun bede til, at det ikke går som sidste gang, hvor de af Løkke Rasmussen lovede 1.000 migranter på forunderlig vis voksede til omkring 27.000 plus det løse.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…