Jeg fandt mit gamle egetræ fra dengang, jeg var barn.
Det stod så smukt i skoven som en gammel veteran.
Og hjertet med min ungdomskærestes navn var helt intakt,
da jeg tog plads ved træet blev en masse minder vakt.
Jeg sad der ganske stille som en træt og gammel knark
og kiggede på hjertet i den gamle, tørre bark.
Jeg tog en øl fra tasken, mens jeg nynnede vor sang
et minde fra min ungdom fra en tid, der var engang.
Jeg rejste mig og kiggede på træets smukke top
og fandt en bid af barken, da jeg samled’ tasken op.
Så gik jeg hen ad stien, mens jeg skrålede min sang
og vendte mig og vinkede farvel en sidste gang.
Jeg kikkede på søen, hvor jeg legede som dreng,
den sø, vi løb på skøjter på, når vinteren var streng.
Vi blev der hele dagen indtil det blev spisetid
og fulgtes gennem skoven, der var farvet grå og hvid.
Jeg tændte mig en smøg imens jeg nød den milde vind
og tænkte, man skal lukke alle livets glæder ind.
Så kørte jeg mod byen på min gamle veteran
en knallert som min far han købte, dengang jeg var barn.
Hans Jørgen Buchberg
