ISLAM I DAGLIG PRAKSIS
Jaleh Tavakoli, der er cand.scient.soc, blogger på Jyllands posten og talskvinde for Frit Iran, har skrevet en pædagogisk og oplysende bog om virkelighedens islam, der er rammen om hverdagslivet for 1,6 milliarder muslimer verden over.
’Islams offentlige hemmeligheder’ burde være pligtlæsning for alle politikere og mediefolk, der beskæftiger sig med emnet.
Det kommer dog næppe til at ske, da de fleste hellere vil leve med den bekvemme illusion end med den ubekvemme sandhed.
Glem flosklerne og se på praksis
Hvis man vil bedømme socialismen i praksis, skal man ikke lytte til myterne og ønsketænkningen fra SF, VS og munkemarxisterne i 70ernes Danmark, men i stedet iagttage livet i de lande, hvor socialismen tidligere var styreformen, det vil sige i Østeuropa, Sovjetunionen og Kina.
Livet i de socialistiske lande var præget af fattigdom, vareknaphed, undertrykkelse af alle borgerrettigheder og barbariske straffemetoder.
Hvis man ligeledes vil bedømme islam i praksis, bør man vurdere livskvaliteten i de islamiske samfund såsom Saudi-Arabien, Iran, Irak, Yemen og Emiraterne.
Sådan er islam i daglig praksis
Her er der dødsstraf for homoseksuelle og frafaldne muslimer.
Inddragelse af alle menneskerettigheder, der ikke harmonerer med islamisk lov.
Udbredt kvindeundertrykkelse.
Grusomme metoder i retsplejen.
Og legaliseret had mod jøder og kristne.
Tavakoli tager modigt fat på afmytologiseringen af især islams politiske doktrin, der er uløseligt knyttet til den religiøse del, hvad man i de vestlige lande har vanskeligt ved at forstå og acceptere.
Bush-doktrinen
Ulykkerne begyndte med Bush-doktrinen. Umiddelbart efter det islamiske terrorangreb den 11. september 2001 besøgte præsident George W. Bush en moské i New York.
Foran en kødrand af fornøjede imamer holdt præsidenten en tale der blev tv-transmitteret over hele kloden.
Bush fastslog, at terrorangrebet, der kostede over 3000 mennesker livet, intet havde med islam at gøre.
Islam var jo kærlighedens og fredens religion, som ikke måtte kædes sammen med terror.
Bush talte mod bedre vidende, idet terroristerne alle havde råbt Allah-u- akbar inden de myrdede deres uskyldige ofre.
Men Bush lagde hermed en standard, der omgående blev normen blandt alle vestlige ledere. For nu kunne man fordømme terrorhandlinger uden at fornærme hverken islams herskere eller muslimer i almindelighed.
Islamiske terrorister bliver nu konsekvent omtalt som ’ mørkets kræfter’,’ ensomme ulve’ eller ’radikaliserede fanatikere’, samtidig med at vore statsledere ved enhver ny terrorhandling understreger, at islam står for kærlighed og fred. Denne vrangforestilling har ført til den yderligere illusion, at der er 1.6 milliarder uskyldige muslimer i verden, som kun ønsker at passe deres arbejde og familier, men at der også findes en lille samling islamister og jihadister, der er skyld i alle ulykkerne.
For muslimer er der kun ‘islam’
Jaleh Tavakoli afdækker imidlertid åbent og modigt, at i den islamiske verden er ’islamisme’ og ’radikal islam’ ukendte begreber.
Som også præsident Erdogan har udtrykt det: ” Der er ikke noget, der hedder moderat islam. Der er kun islam.”
Tavakoli påviser, at den enkelte muslim alene gennem sin trosbekendelse er fanget i en fælde, der pålægger muslimer gennem deres tro på Allah også at acceptere et politisk system, der blev udviklet inden Gorm den Gamle blev konge i Danmark.
Således skriver imam Sherin Khankan i sit muslimske manifest at ” vi tror på, at Koranen er Guds åbenbarede ord. Dette ord anser vi for endegyldigt, universelt og ufejlbarligt.”
Hermed smækker fælden for muslimen, fordi islams trilogi, der består af koranen, bogen om traditionerne og profeten Muhammeds biografi ikke kun er en religiøs vejledning, men et komplet samfundssystem med påbud om, hvordan den enkelte muslim skal leve sit liv fra vugge til grav.
Konsekvenserne er naturligvis, at for muslimen står Allahs bud altid over menneskeskabte love. Man kan derfor ikke være en god muslim og en god demokrat.
De vil forkaste demokratiet, når de bliver mange nok
Konklusionen er ifølge Tavakoli, at vi må forvente, at indvandrere og flygtninge med islamisk baggrund også vil bekende sig islams politiske system og forkaste den sekulære demokratiske retsstat, hvis muligheden skulle opstå.
Tre store meningsmålinger underbygger Tavakolis pointe.
Ifølge opinionsundersøgelser fra PEW, WZB og Wilke ønsker et flertal af EU’s muslimer, at bytte demokratiet ud med en islamisk formynderstat.
Tavakoli bebrejder med rette vore politikere, at de overhovedet ikke reagerer på disse nedslående kendsgerninger og kritiserer vore politiske ledere for at være uvidende om islams politiske doktrin, som er i frontal kollision med såvel den demokratiske retsstat som FNs Erklæring om Menneskerettighederne.
Tavakolis opfordringer
Tavakoli opfordrer til, at vi holder op med at tale om ekstremisme og radikalisering, når vi drøfter Islams problemer med os ’vantro’, fordi islam i daglig praksis, det vi kunne kalde ’mainstream islam’, har grundlæggende problemer med demokrati og fredelig sameksistens.
Endelig advarer Tavakoli politikerne fra de toneangivende partier om, at hvis ikke de tør tage opgøret med politisk islam, vil der komme andre politikere til fadet, som tør. En Gallup-måling lavet for Berlingske i 2018 viser da også, at to ud af tre danskere ønsker, at der kommer færre muslimske indvandrere til Danmark. Denne holdning får konsekvenser i det lange løb.
Jaleh Tavakolis bog vil ikke blive modtaget med udelt glæde i toneangivende politiske kredse og i medierne. Ingen har lyst til at blive vækket af sine blide drømmebilleder.
Mit bud er, at ’Islams Offentlige Hemmeligheder’ vil blive belyst med samfundets berygtede mørkelygte og forsøgte skubbet ind under gulvtæppet til hurtig glemsel. Dette bør forfatterinden betragte som en anerkendelse og kompliment.