Mange politikere ved for lidt om uddannelsessystemet – og de er egentlig også ligeglade

SF vil have en Trivselskommission og S vil erklærer alle skoleelever for uddannelsesparate

Alle er enige om, at hvis vi skal bevare vores velfærdssamfund, bliver vi nødt til at have et godt uddannelsessystem.

 

Den enighed betyder, at vi bruger rigtig mange penge på uddannelse.

 

Danmark er det land i OECD, hvor de offentlige udgifter målt i forhold til vores indkomst er næsthøjest.

 

Alligevel har Produktivitetskommissionen konstateret, at der er ”tegn på, at læringen hos elever og studerende halter”. Elever i grundskoler og på ungdomsuddannelser klarer sig dårligere end gennemsnittet af OECD-landene i internationale tests.

 

Der bliver stillet for få krav

En af årsagerne til problemerne er, at vi forsømmer at stille krav til de unge i uddannelsessystemet.

 

Mange af dem, der bliver optaget på de videregående uddannelser, er inderst inde egentlig ikke særlig interesserede i uddannelse, og ofte har de heller ikke de nødvendige boglige evner.

 

Politikere er for lidt interesserede og ved for lidt

Desværre kan man også sige om mange af de politikere, der bliver valgt ind i Folketinget, ikke er interesserede i det konkrete uddannelsessystem.

 

Det er en anden væsentlig årsag til, at det står så sløjt til med vores uddannelsessystem.

 

Mange politikere prioriterer ikke uddannelse særlig højt (selvom de siger det modsatte), og de mangler ofte den fornødne viden til at tage kvalificerede beslutninger om uddannelsessektoren.

 

Uddannelse og undervisning har ikke særlig høj prestige hverken i samfundet eller på Christiansborg.

 

Jobbet som skolelærer  vurderes ikke som særlig attraktivt, og de to ministre for hhv. undervisning og uddannelse- og forskning må sædvanligvis ses sig placeret i den kedelige ende af ministerhierarkiet.

 

Således var Søren Pind tydeligt nedstemt, da han blev degraderet til minister for uddannelse og forskning. I andre tilfælde har det tilsyneladende slet ikke kunne lade sig gøre at finde kvalificerede kandidater til de ærefulde hverv.

 

Den lave politiske prioritering fremgår yderligere af, at ansvaret for de videregående uddannelser de sidste fem år har været fordelt på hele seks ministre, og med så stor udskiftning på posten bliver det jo svært at få lavet noget fornuftigt.

 

Det er også et problem, at flere partier vægter trivsel eller ideologi mere end uddannelse.

 

SF og S

SF har for nylig fremsat forslag om nedsættelsen af en ”trivselskommission” for børn og unge med den begrundelse, at der er for meget fokus på resultater i skolen.

 

Mette Frederiksen (S) vil ikke gøre forskel på nogen, og hun ønsker derfor at erklære alle skoleelever uddannelsesparate – også selvom 15 procent af dem, der forlader grundskolen, mangler basale regne- og læsefærdigheder og dermed helt klart kommer til at sænke niveauet på de uddannelser, de bliver optaget på.

 

I mange tilfælde er politikerne for uerfarne.

 

Meget unge politikere med mangel på basal viden

I løbet af de sidste 60 år er gennemsnitsalderen for folketingsmedlemmer faldet med næsten 10 år, og mange politikere er kommet ind på Christiansborg, før de selv har afsluttet deres uddannelse. Et eksempel er Thor Möger Pedersen, som blev udnævnt til skatteminister som 26-årig.

 

Med henvisning til bl.a. sidstnævnte beklagede tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for nylig, at ”børnebander har hærget” på Christiansborg. Uddannelsespolitikken er blevet og bliver stadig påvirket af unge politikere, hvis kvalifikationer ville passe bedre til et job som studentermedhjælper.

 

I andre tilfælde kniber det også med politikernes basale skolekundskaber.

 

Ved folkemødet i 2017 blev 23 politikere stillet nogle helt enkle spørgsmål om brøk- og procentregning, svarende til 7. klasse, og mere end halvdelen af politikerne kunne ikke svare rigtigt.

 

Det er naturligvis ikke til at vide, hvordan det forholder sig med talfærdighederne for de resterende medlemmer af Folketinget, men det ville nok være naivt at håbe på meget bedre resultater. Ikke desto mindre har de samme folkevalgte til opgave at overskue og afgøre, hvordan rigets offentlige udgifter på mere end 1.000 mia. kr. skal prioriteres.

 

Rådgivning preller af på politikere

Som alle andre er politikere ikke så gode til at tage imod rådgivning, men har tendens til at filtrere den information, de modtager, så den kommer til at støtte deres eksisterende holdninger. Desuden foregår rådgivningen af det politiske system ofte i et ekkokammer med de samme embedsmænd og ”eksperter” som sidst, det gik galt, og derfor er det svært at ændre en forkert kurs for vores uddannelsessystem.

 

For nylig har to forvaltningseksperter vurderet, at etableringen af Skat har ”overskredet politikernes kognitive evner” og kostet milliarder af kroner.

 

På samme måde hælder vi flere og flere penge i et skrantende uddannelsessystem, som mange politikere ikke forstår eller viser interesse for. Regningen sendes til de danske skatteydere og de næste generationer, som kommer til at betale prisen for politikernes illusioner om danske ”uddannelser i verdensklasse”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…