Aftalen om finansloven mellem regeringen og Dansk Folkeparti omfatter naturligvis alle de politiske hovedspørgsmål, der hører til en finanslov.
Men den mest opsigtsvækkende del af den drejer sig om udlændingepolitikken. Her har parterne fundet sammen om et markant nybrud, der sigter mod at begrænse tilstrømningen til Danmark.
Det er hårdt tiltrængt. Ifølge en aktuel fremskrivning fra Danmarks Statistik står Danmark til at få 687.258 ikke-vestlige indvandrere i 2060! En stor del af disse vil have muslimsk baggrund. En sådan udvikling vil påvirke det danske samfund voldsomt.
Ingen ansvarlig dansk politiker kan sidde disse fremtidsudsigter overhørig.
Så der hvilede et tungt ansvar på de blå partiers skuldre i forbindelse med forhandlingerne om finansloven. Ud fra en foreløbig vurdering må man sige, at de har taget meget vigtige skridt i den rigtige retning.
Borgerligt samarbejde i problemer
Gennem de seneste årtier har dansk politik været domineret af samarbejdet mellem borgerlige regeringer under Venstres ledelse og Dansk Folkeparti.
Samarbejdet har været særdeles bæredygtigt. Faktisk har det været grundlaget for at regere Danmark lige siden – bortset fra en enkelt valgperiode under socialdemokratisk ledelse (2011-15).
Helt afgørende for det stærke borgerlige samarbejde var, at parterne fandt sammen om en stram udlændingepolitik.
Men som bekendt løb samarbejdet ind i en alvorlig krise i forbindelse med sidste års forhandlinger om finansloven. ’Den nye dreng i klassen’ – Liberal Alliance – skabte problemer.
Skelsættende på to måder
Det har givet et mere usikkert forhold mellem VK og DF. Ved dette års forhandlinger om finansloven skulle det vise sig, om man var i stand til at rette skuden op.
En foreløbig vurdering tyder på, at svaret er ja. Man har fundet sammen om væsentlige ændringer i udlændingepolitikken.
Det er en skelsættende finanslovsaftale. Den er langt fra den endegyldige løsning på landets problemer med den ikke-vestlige tilstrømning. Men den foretager en vigtig udbygning af den stramme udlændingepolitik.
Samtidig kan man kalde aftalen skelsættende også i den forstand, at den vender de tendenser til opløsning i blå blok, som trådte frem i forbindelse med sidste års forhandlinger.
Her har man fundet sammen om noget, der virkelig kan gøre en forskel. Der er vigtige forslag på en række områder. Men igen: Det mest afgørende perspektiv findes i udlændingepolitikken.
Paradigmeskift
Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard skabte i 2001 et historisk nyt samarbejde med stor vægt på udlændingepolitikken.
Nu har Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl skrevet et nyt vigtigt kapitel i denne historie – med en stærk indsats fra de to hovedforhandlere, Kristian Jensen (V) og Peter Skaarup (DF).
På krav fra Dansk Folkeparti bliver der nu gennemført en fundamental drejning af dansk udlændingepolitik. Et såkaldt paradigmeskifte.
Dette paradigmeskifte skal forstærke den stramme udlændingepolitik og fremtidssikre den i forhold til en situation, hvor der måtte komme nye bølger af asylansøgere til Europa.
Finanslovsaftalen påpeger det markante fald, der siden 2016 er sket i tilstrømningen til Danmark.
Det har dæmpet den ændring, der sker i retning af, at en stadig større del af befolkningen har ikke-vestlig baggrund. Og det har sparet nogle penge, som blandt andet kan bruges på velfærd (herunder pensionister) og en styrket indsats i asylansøgernes nærområder.
Men trods dette fald, vokser de ikke-vestlige migranters andel af befolkningen altså ganske kraftigt. Ikke mindst gennem fødsler.
De skal hjem igen
Derfor har Dansk Folkeparti krævet nytænkning i asylpolitikken. Der skal være langt stærkere fokus på, at mennesker, der får midlertidig beskyttelse, skal rejse hjem igen, når forholdene dér er fredelige nok til det.
Sådan er det slet ikke i dag. Hele 9 ud af 10 flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge, som er kommet i løbet af de seneste 20 år, befinder sig fortsat i Danmark.
Med den ny finanslovsaftale vil man gøre det klart, asyl skal være en midlertidig beskyttelse. Flygtningene skal hjem igen, så snart det overhovedet er muligt.
Den altafgørende vurdering af asylansøgerne skal fremover dreje sig om, hvor fredelig situationen er i deres hjemland. Hvis den er fredelig nok til, at de kan vende tilbage, så skal de tilbage.
De skal ikke tilskyndes til at blive hængende her. De skal ikke ind i alle mulige integrationsprogrammer. De skal lære at klare sig selv, så de er parate til at rejse hjem. Eller som det kaldes: De skal ind i et selvforsørgelses- og hjemsendelsesprogram.
Konventionerne og den øde ø
Helt så enkelt er det dog ikke i praksis. Konventionerne giver migranterne en række muligheder for at blive her.
Begrundelsen kan for eksempel være deres tilknytning til arbejdsmarkedet – herunder en plads på integrationsuddannelsen (IGU). Eller den kan være deres danskkundskaber. Eller den kan være deltagelse i foreningslivet.
Her er der uenighed mellem Venstre/De Konservative og Dansk Folkeparti:
VK vil bøje sig for disse krav i konventionerne. Det er Dansk Folkeparti imod. Men man har fundet en formulering, så man undgår at hænge fast i denne uenighed.
Nu hedder det sig, at hensynet til disse ting vil blive tillagt ”mindst mulig betydning”.
Aftalen gør det klart, at der er tale om mennesker, som skal have midlertidig beskyttelse. De skal ikke integreres i det danske samfund og dermed få den ikke-vestlige befolkning i Danmark til at svulme.
Samtidig har parterne fundet sammen om at anbringe de migranter, som man ikke kan få sendt ud af landet, på øen Lindholm, hvor de ikke kan genere lokalbefolkningen så meget (se artiklen ovenfor).
Socialdemokratiets reaktion
Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti efterlader Socialdemokratiet i en vanskelig situation.
Partiet ville givetvis gerne have understreget sin nye stramme profil i udlændingepolitikken ved at deltage i et forlig om hjemsendelser.
Men Mette Frederiksen har ikke fået nogen invitation. De blå partier har ikke ønsket at give Socialdemokratiet en gratis gevinst lige op til valget.
S-formanden har i første omgang reageret meget neddæmpet på denne situation. Havde det været i gamle dage, ville hun have tordnet mod de blå stramninger.
Men hendes relativt spagfærdige reaktion er en understregning af, at Socialdemokratiet holder fast i sin nye, strammere linje i udlændingepolitikken.
Man vil ikke ud i noget større opgør mod det blå udspil. Det vigtigste for Mette Frederiksen og kredsen omkring hende er at overbevise vælgerne om, at Socialdemokratiet også er at finde i den stramme udlændingepolitiks lejr.
Måske kommer der lidt mere polemik fra Socialdemokratiet. Men Mette Frederiksen har ikke nogen interesse i at pumpe denne sag voldsomt op.
Det handler ikke om svaghed. Det handler om politisk vurdering.
