Afrikansk familie fik 327.000 kr i socialhjælp – EFTER de havde forladt Danmark

Colourbox

Kontrol i Odense Kommune stoppede 327.656 kroner i socialhjælp til udrejst afrikansk familie med mange børn.

Odense Kommune har kradset 1,6 millioner kroner ind fra udrejste personer, som i 2017 fik sociale ydelser. Det skriver tv2.dk.

Odense Kommunes kontrolgruppe mere end fordoblede gevinsten fra 730.000 kroner i 2016. Kontrolgruppen søger systematisk borgere, som stadig forsørges af det offentlige, selv om de har forladt landet.

 

I juni 2017 advarede kommunens skoleforvaltning om, at flere søskende fra en familie ikke kom i skole. Forvaltningen mistænkte familien for at være udrejst.

 

Familien modtog årligt 327.656 kroner i offentlige ydelser.

 

Familien fik integrationsydelse (12.211 kroner om måneden), friplads til børn (3.710 kroner om måneden), børnecheck (16.776 kroner i kvartalet), og børnetilskud (9.722 kroner i kvartalet) og boligstøtte (2.551 kroner om måneden).

 

Familien er flyttet tilbage til sit afrikanske hjemland. Kommunen har tavshedspligt og må ikke oplyse landet og familiens antal børn.

 

Afdelingsleder Jesper Suhr Thomsen fra Odense Kommunes kontrolgruppe mener, at kommunen er blevet bedre til at opdage social snyd.

 

– Vi kan ikke gå og banke på døre og overvåge personer og familier. Men vi er igennem en kulturændring i kommunen, så vi selv er mere opmærksomme på det her og kommer det til livs, siger Jesper Suhr Thomsen.

 

Odense er ikke den eneste kommune, som henter penge ind.

 

I efteråret udgav Kommunernes Landsforening en effektmåling af kontrollen. I 2016 fandt kommunerne 31 millioner kroner fra udrejste borgere og 38 millioner kroner i 2017.

 

KL’s chefkonsulent Annie Bekke Kjær forklarer, at Udbetaling Danmark har aftaler med udenlandske myndigheder, som giver oplysninger om borgere.

 

Udbetaling Danmarks udlandsenhed fik i 2017 173 henvendelser fra kommunerne mod 56 i 2016.

 

DF: En bombe under velfærdssystemet

 

Kommunerne bør måske skærpe kontrollen, selv om det koster ekstra, når der er så mange penge at hente, mener Réne Christensen. 

Han sidder i byrådet i Guldborgsund Kommune. De har ansat to personer, blandt andet en pensioneret politibetjent for at stoppe social snyd, forklarer han.

 

– De tager sig af sager med formodning om, at der foregår social snyd. Det kan være folk, der er rejst ud af landet. Men det kan også være alt mulig andet. Nu oplever vi sager om 225 timers reglen, siger René Christensen.

 

– Det er påfaldende, at så mange pludselig kan få et job til 225 timer. Men ikke ud over 225 timer.

 

Spørgsmål: Skal vi passe på, at vi ikke får et “stikkersamfund”?

 

– Der kommer nogle tilrejsende til Danmark, som ikke helt har forståelsen af, hvordan velfærdsydelser finansieres: Af fællesskabet. Det er grotesk, at man modtager ydelser, hvis man er bortrejst, siger René Christensen.

 

/ritzau/

 

Torsdag bragte Den Korte Avis en tilsvarende historie fra Sverige. De vestlige lande magter slet ikke den indvandring, de selv har ladet ske:

Kvinde med syv børn fik 400.000 kroner i socialhjælp – ingen opdagede åbenbart, at hun boede i et afrikansk land

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…