Tommy Robinson bliver fortsat lagt for had af mainstream-medierne og censureret på Facebook

Der er intet, der tyder på, at medierne – hverken mainstreammedier eller de sociale – har besindet sig, når det gælder Tommy Robinson. Han er stadig hadet af mainstreammedierne og han bliver stadig censureret på Facebook.

 

Efter at Robinson er blevet en slags frontfigur for Brexit-partiet UKIP som rådgiver og konsulent for partilederen Gerard Batten, er mainstreammedierne flydt over med beskrivelser af partiet som værende i galopperende opløsning – og i hvert fald ideologisk forplumret og ikke noget for pæne mennesker. Og det på grund af Tommy Robinson, der konsekvent beskrives som ”far right” og ofte som ”racist thug”, ”white supremacist”, ”convicted fraudster” (ultra-højreorienteret, racistisk bølle, tilhænger af hvidt overherredømme og dømt svindler).

 

I forbindelse med en UKIP demonstration for Brexit i søndags, rapporterede bl.a. det såkaldt velestimerede The Guardian, at der ikke engang var mødt 2000 demonstranter op. En massiv underdrivelse – faktisk en lodret løgn – hvilket enhver kan forvisse sig om ved at se alle de videoer, der blev lavet på dagen og som kan findes på youtube og Tommy Robinsons facebookside.

 

Også Facebook udfolder store bestræbelser på at lukke ned for Tommy Robinson. Senest i forbindelse med hans afdækning af, hvad der ligner den rigtige historie bag ”Jamal-sagen fra Huddersfield”- en sag, der har skabt overskrifter i England og bragt det britiske venligbo-segment og deres kendis-støtter, som f.eks. Piers Morgan, op på den store klinge:

 

I en video, der hurtigt gik viralt, ser man den syrisk flygtningedrenge, Jamal, blive tvunget ned på jorden af en anden (hvid) dreng, Bailey, der efterfølgende hælder vand fra en flaske i ansigtet på ham.

 

”Waterboarding”, overgreb på forsvarsløse flygtninge, racisme, og brutale, hvide bøllers angreb på stakler, der er flygtet fra krig og forfølgelse, var indholdet af nogle af de forargede overskrifter, der hurtigt fyldte de britiske mainstream-aviser. Der blev naturligvis fluks iværksat indsamlinger til den stakkels Jamal og hans lige så traumatiserede familie, hvilket fik Teresa May til rørstrømsk at hylde briternes aldrig svigtende medfølelse med dem, der lider.

 

Samtidig modtog Tommy Robinson imidlertid en række mails fra forældre til børn på Jamals og Baileys skole i Huddersfield, der fortalte en ganske anden historie om Jamal: Han er ingen forfulgt uskyldighed, men derimod en ualmindelig skidt knægt, der længe har terroriseret sine skolekammerater og som enten står bag eller har deltaget i flere voldelige overfald på elever på sin skole. Heriblandt en pige, hvis mor sendte Tommy Robinson billeder af, hvordan hendes datter så ud efter at Jamal havde været med til at gennembanke hende. Pigen har ikke været i skole siden.

 

Efterfølgende har moderen til pigen trukket sin historie tilbage, fordi hun fik trusler om at hendes familie ellers ville blive voldtaget og myrdet, men billederne af pigens forslåede ansigt ligger fortsat på Robinsons telefon.

 

På videoen, hvor Jamal får vand i ansigtet af Bailey kan man se, at han har armen i gips, hvilket naturligvis har forøget venligboernes ynk. Men grunden til at han har armen i gips var, at han havde tvunget en anden elevs hoved ned og fast i et låsegreb, hvorefter en anden dreng var kommet sin kammerat til undsætning, og i kampen hede falder Jamal og brækker armen. Optrinnet blev undersøgt af politiet, der henlagde det som et uheld.

 

I lyset af Jamals synderegister virker Baileys angreb med vandflasken temmelig harmløst, men nu er han og hans familie ikke desto mindre drevet fra hus og hjem af rasende muslimer og deres venligbo-støtter og lever nu under jorden. En grotesk historie, som Tommy Robinson har afdækket i en 18-minutter lang video (se neden for), og det er den, som nu er fjernet af Facebook.

 

Læs også
Svenskerne kriminaliserer nedladende ytringer over for ”kønsoverskridende identitet [og] udtryk”

Videoen rummer intet pornografisk eller andet anstødeligt – ud over historien i sig selv – og der er absolut ingen grund til, at Facebook skulle fjerne den fra Tommy Robinsons væg, så når det alligevel sker, er det meget nærliggende at konkludere, at Facebook i lighed med mainstreammedierne gør, hvad de kan for at lukke munden på ham.

 

Det lykkes gudskelov ikke særlig godt, men behandlingen af Robinson bekræfter desværre, at man ikke kan stole på britisk mainstreampresse og at Facebook efter al sandsynlighed lader sig misbruge af politiske magthavere.

 

Begge dele er mildt sagt dårligt nyt for ytringsfriheden og fraværet af protester fra andre end Robinson selv varsler ilde for den fremtidige vilje til at beskytte vores frihedsrettigheder.

 

 

 

Aia Fog

 

Formand for Trykkefrihedsselskabet

Læs også
2018 var et dårligt år for ytringsfriheden i Danmark

 

www.trykkefrihed.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…