I EU har man gennem længere tid talt om at oprette asylcentre uden for EU-området. Især har man talt om at placere sådanne centre i Afrika, men også østeuropæiske lande har været nævnt.
Tanken er, at asylansøgninger til EU-landene skal behandles i disse centre. Dermed vil man løse det store spørgsmål: Hvordan forhindrer man, at asylansøgere overhovedet kommer ind i de europæiske lande?
I dag er det sådan, at hvis en asylansøger dukker op ved den danske grænse og siger ”asyl”, så skal vedkommende lukkes ind i Danmark, mens asylansøgningen behandles.
Med asylcentre i for eksempel Afrika kunne asylansøgningerne behandles uden indrejse i EU.
Når dette spørgsmål er så vigtigt, hænger det sammen med den erfaring, man har gjort:
Når ført asylansøgere er blevet lukket ind i et europæisk land, bliver en meget stor del af dem hængende i dette land – eller i hvert fald i Europa.
Men det har længe stået klart, at det ville blive meget svært at få etableret disse centre. Ikke et eneste afrikansk eller østeuropæisk land har vist interesse for at huse et sådant center.
EU-landene begynder tilsyneladende at tabe gejsten omkring projektet. Således blev emnet ikke diskuteret på torsdagens EU-topmøde.
Men problemet går ikke væk af den grund.
Flere med muslimsk baggrund, færre med dansk baggrund
Selv om tilstrømningen af migranter til Europa er faldet væsentligt, kommer der stadig et betydeligt antal. Og i Afrika stiger befolkningstallet så voldsomt, at man må forudse et nyt enormt pres i fremtiden.
Trods de asylpolitiske stramninger i blandt andet Danmark, bliver befolkningens sammensætning da også ved med at ændre sig:
En voksende andel af befolkningen vil have ikke-vestlig, ofte muslimsk baggrund. En svindende andel vil have dansk baggrund.
Det er derfor stadig afgørende at opnå det, som man ville opnå med asylcentrene i Afrika. Nemlig, at migranter ikke lukkes ind i de europæiske lande, mens deres asylsag behandles.
Nu rejser sig spørgsmålet: Hvordan sikrer man det, selv hvis centrene i Afrika foreløbig ikke realiseres?
Det spørgsmål bør alle de danske partier give deres svar på, når valget kommer.
Asylstop
Der findes ikke nogen reel løsning på dette problem uden et nationalt asylstop. Det vil sige et stop for indrejse med henblik på at få behandlet sin asylansøgning.
Lande som Australien og Japan har et sådant stop.
Asylansøgninger bør behandles uden indrejse. Ansøgningerne kan indgives fra et andet land efter nærmere forskrifter, eller de kan indgives ved grænsen.
Hvis migranterne kommer fra sikre lande – som for eksempel Tyskland – er der ikke engang noget i konventionerne, der står i vejen for et asylstop. Danmark kunne uden videre indføre et sådant stop.
Man bliver uden videre lukket ind
Når Danmark alligevel lukker asylansøgerne ind, mens deres sag behandles, skyldes det EU-reglerne – den såkaldte Dublin-konvention.
Asylansøgerne lukkes ind i landet, mens de danske myndigheder afgør, i hvilket EU-lande den enkelte asylansøgning skal behandles.
Ifølge Dublin-reglerne skal asylansøgningen behandles i det første EU-land, som asylansøgeren kommer til. Hvis man er registreret som asylansøger i Italien, skal man sendes tilbage dertil.
Men det kræver altså, at man i første omgang bliver lukket ind i Danmark (eller hvor det nu er), hvor man så finder ud af, at den pågældende skal sendes til Italien.
Bare man siger ”asyl” bliver man lukket ind i Danmark.
Dublin-systemet er brudt sammen
Det bliver mere og mere absurd, at Danmark skal åbne sine grænser på den måde af hensyn til Dublin-konventionen. For Dublin-konventionen fungerer reelt ikke længere.
Man holder fast ved, at vi i Danmark skal åbne for asylansøgerne, mens deres sag vurderes. Men systemet med, at folk, der er kommet ind via Italien, skal sendes tilbage til Italien, er brudt sammen. Dermed er hele Dublin-systemet brudt sammen.
Alligevel lader den danske regering som ingenting. Asylansøgere fortsætter med at komme ind, mens deres sag vurderes.
Når asyltallet alligevel er ret lavt i øjeblikket, skyldes det stramninger i andre lande og i Danmark, der betyder, at det er blevet mindre attraktivt at søge hertil. Det vigtigste eksempel er nok stramningerne på familiesammenføring.
Men der er ingen grund til, at vi fortsat skal lade, som om Dublin-systemet fungerer. Selv i dag kommer der for mange, og før eller siden vil presset vokse igen.
Tiden er inde til at sige stop
Vi accepterer, at Dublin-konventionen pålægger os en byrde, men lukker øjnene for, at vi i vidt omfang ikke kan bruge Dublin til at sende folk tilbage.
Tiden er inde til at sætte en stopper for denne tilstand. Det vil kræve en skrap grænsekontrol – skrappere end den, vi har i dag. Men det vil der være en række fordele ved.
Alle partierne bør i den kommende valgkamp sige klart og tydeligt, om de er indstillede på at stoppe indrejsen for folk, der siger ”asyl”.
