I 2006 meldte jeg mig ind i Dansk Folkeparti, fordi Muhammedkrisen havde gjort det klart for mig, at alle er nødt til at deltage i kulturkampen imod islamiseringen, hvis Danmark skal overleve som dansk.
Indtil da havde jeg tænkt, at det måtte være nok, at min far, Søren Krarup, skrev bøger og var i Folketinget. Jeg kunne så koncentrere mig om at gøre gavn, der hvor jeg selv var, – som gymnasielærer.
Men Muhammedkrisens omfang åbnede mine øjne for, at jeg måtte gøre mere end det. Jeg måtte simpelthen anstrenge mig mere for at være med til at sikre, at det var den rigtige side, der vandt i kampen imod islamiseringen.
Det var som bekendt Akhmed Akkari, der var den udfarende, onde kraft i Muhammedkrisen.
Man kan sige, at jeg gik ind i kampen på grund af Akkari og for at vinde over Akkari.
Men efterfølgende har samme Akkari indset sine fejl og har sagt undskyld. Han har kritiseret islamismen og den manglende integration i sine bøger. I sin sidste bog skriver han for eksempel: ”tanken om den store masse af ”moderate” muslimer er et fatamorgana, fordi selvom der er mange muslimer, der er moderate i deres livsførelse, så har de ikke noget teologisk ophæng.
Mainstreamislam er ortodoks islam” – og : ”Der var en glidende overgang mellem ”fredelige” islamister og jihadister.” (…)”Vi (imamerne, islamisterne) ønskede dominans, fordi vi mente os guddommeligt berettigede til at bestemme over alle andre”.[1]
Jeg troede derfor, at Akkari faktisk havde meldt sig ind i kampen på samme side som jeg selv. Men efter at have læst hele hans sidste bog, tror jeg desværre, at han stadig er en del af problemet og ikke en del af løsningen.
Akkari har taget et opgør med islamismen, ja, – og hurra for det. Men han ser ud til at have overtaget en anden dårlig isme – kulturradikalismen.
Han er nemlig gået over til den universelle humanisme med menneskerettigheder og tro på det gode i mennesket efter sit opgør med islamismen. Han påkalder sig ”Oplysningstidens (med stort) og humanismens ideer”[2] og anser det for ”en fatal fejl, hvis man går tilbage til de snævre nationalstatsrammer, fordi globaliseringen ikke har givet samhørighed”[3]
Akkari beskriver sin udvikling sådan her:
”Jeg blev i en periode en svoren fjende af Danmark. Men Danmark og Grønland forandrede mig. Ikke i kraft af magt eller pres. Men i kraft af den rummelighed, den debat og de værdier, landet bærer på. Og dermed i kraft af den vestlige tanke. (..) Det er en positiv historie, man burde kunne bruge til brobygning.”[4]
Det er dejligt, at Akkari har forandret sig, – men det er uheldigt, hvis han bringer den opfattelse videre, at det skete af sig selv. Det kan nemlig få andre til at tro på den overmodige ide, at andre kulturer med glæde vil ændre sig til vores, hvis de lærer vores kultur at kende. At for eksempel muslimer med glæder omskaber sig selv til frihedselskende danskerne, når de berører dansk jord.
Hvis man tror på, at Akkaris eksempel kan udbredes til alle muslimer, så kunne han og hans historie på denne måde indgå som reklame for endnu flere indvandringseksperimenter med kulturfremmede befolkningsgrupper. Det er sørgeligt. For der er så mange kvaliteter ved Akkaris eksempel, – især beskrivelsen af islam og det muslimske miljø.
Men han går galt, fordi han (endnu?) ikke har tilegnet sig det kristne menneskesyn, der er det, vores kultur bygger på. Den opfattelse, at mennesket i sig selv bærer ansatser til det onde i sig. Derfor må man tage sig i agt overfor sig selv og andre.
Derfor må man have en lov, nogle grænser, magtens tredeling, stram udlændingepolitik (!) osv. For menneskelivet er ikke som en ”udflugt for gentlemen”[5] som Akkari ellers skriver et sted, hvor han vil imødegå romanen ”Fluernes Herres” fremstilling af mennesket som ondt. Og langt de fleste mennesker ønsker ikke og er ikke i stand til at ændre deres kultur og religion.
Det er dejligt, at Akkari har forladt islamismen. Men det er sørgeligt, hvis han opgør med fortiden ikke når videre end til en omfavnelse af den ideologi, der har ført til hele ulykken med parallelsamfund og kultursammenstød i Danmark, som han selv beskriver så klart. Akkari har selv afsløret, hvor vanskeligt det er for islam at give plads for den danske kultur.
Så mit håb om, at Akkari og jeg står på samme side i dag, er blegnet. Men Akkari er ikke gammel endnu. Han kan nå at læse, lære og erfare meget mere. Så jeg håber, hans næste bog er et opgør med kulturradikalismen. Så kan han gå 100 % ind i kampen for at bevare Danmark som et frit land.
[1] s. 248, Ahmed Akkari, ”Mod til at tvivle”, Gyldendal 2018
[2] S. 280
[3] S. 269
[4] S. 282
[5] S.278
Med venlig hilsen
Marie Krarup
[1] s. 248, Ahmed Akkari, ”Mod til at tvivle”, Gyldendal 2018
