Vi er den første generation i historien, der forringer levevilkårene for næste generation – årsagen er overbefolkning og forurening

Colourbox
Udskriv

Jorden er ved at blive ødelagt pga. overbefolkning og forurening. Vi bliver ca. 80 mio. flere mennesker i verden hvert år, og udledningen af drivhusgasser øges stadig.

 

Ifølge den engelske avis The Independent vil 1 grads stigning i temperaturen forårsage smeltning af permafrosten i det arktiske område i en størrelsesorden som Indien (4 mio. km2). Der er 15 mio. km2 land med permafrost, og ved opvarmning vil der udledes drivhusgasser (metan og CO2) i større mængder end den menneskeskabte udledning. Desuden kan smitsomme sygdomme som kopper og miltbrand dukke op fra døde frosne dyr, når de tør ved den globale opvarmning.

 

Verdens politiske ledere inkl. danske har ikke forstået omfanget af den katastrofale udvikling og fortsætter med at tillade udledning af store mængder drivhusgas – senest ved at lade Mærsk fortsætte olieudvinding indtil 2042. EU vil gerne afvikle ren atomkraft og indføre mere biomasse, som udleder næsten lige så meget CO2 som kul. Man kalder biomasse CO2 neutral, da man vil forsøge at plante tilsvarende mængde skov, men på den måde kunne man jo også udligne kul.

 

I Frankrig dør 48.000 mennesker årligt af partikelforurening fra fossile brændsler, og globalt er 150 mio. mennesker de seneste 50 år døde af forureningen og mange fået livet forkortet, så kursen bør ændres. I EU er det besluttet ikke at bygge nye kulkraftværker fra 2020, men vil man lukke de nuværende 300 kulkraftværker? I Tyskland anvendes en del brunkul, som er meget forurenende.

 

Ustabil vind og sol ikke kan klare energibehovet, så ca. 65% skal dækkes af biomasse, som ikke kan kaldes grøn energi men kan ende med fældning af grønne træer og medvirke til afskovning. Affaldstræ burde ikke fjernes men gøde jorden som humus.

 

Albert Einstein har sagt: Vi kan ikke løse vore problemer med samme tankegang, som da vi skabte dem (problemerne). Vi må ændre tankegang og ikke fortsætte nuværende kurs indenfor energi, hvor vi har ligget i kølvandet på Tvinds Amdi Petersens ideer om vindenergi – med statsstøtte til en energi, der måske kan klare en ø som Samsø men ikke en global verden.

 

Læs også
Den globale opvarmning bør bremses – hvis muligt, så fremtidige orkaner ikke bliver værre!

Amdi Petersen havde snablen i statskassen, ligesom vindindustrien har haft det siden 1980erne, hvor man pga. en negativ holdning til A-kraft ønskede andre energiformer – næsten ligegyldigt hvad det kostede. Der var brug for arbejdspladser, og der blev en overgang givet en statsgaranti til Vestas på 750 mio. kr. Statskassen har været åben lige siden, bare man nævnte vind og sol.

 

Ca. 33% af dansk energilovgivning kommer fra EU, og lobbyister prøver at påvirke lovgiverne i EU. Energiindustrien har mange lobbyister, hvis indflydelse skal påvirke politikerne mere til gavn for dem selv – end for klimaet. Det drejer sig om penge. Støtten til industrien bliver ofte skjult i skattefradrag, som også er borgernes penge. PSO flyttes fra at være afgift til finansbudgettet, så de årlige 8 mia. kr. forsvinder fra øjet men ikke fra pungen. Deraf er støtten til biomasse ca. 1,65 mia. kr. Et biokraftværk planlægges nu i København nær Amagerværket, som har problemer med at skaffe affald. Bliver det nye biomasseanlæg en lignende skandale, for hvorfra skal træet komme?

 

EU ønsker et fælles energisystem, for når vinden ikke blæser i Danmark, blæser det nok i Italien, så man kan føre strøm rundt i EU via et netværk. Forsyningssikkerheden i Danmark er i dag afhængig af nabolande, men et EU netværk kan betyde, at fejl i et led kan stoppe for strømmen ikke bare lokalt men i store dele af Europa, så denne plan vil nok ikke skabe forsyningssikkerhed.

 

Når havet stiger pga. den globale opvarmning, vil det gå op for de politiske ledere, at de hører til en generation, der har forringet levevilkårene for børn og børnebørn ved ikke at ændre tankegang. Det nuværende problem kan kun løses ved familieplanlægning og ren energi som kernekraft o.l.

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk

 

Læs også
Verdens ressourcer kan ikke længere dække verdens behov!
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ