Essay af Ole Hyltoft: Sidst på vinteren …

Foto: Tove Skipper

Den danske vinter er mest brun. Men tag ikke fejl, Væksterne forbereder sig under jorden på vårens store nybrud.  Mens mejserne har travlt med at holde sulten fra døren. Også denne vinter måtte vi tage afsked med store danskere. Ole Hyltoft gør vinterstatus.

 

Vi nåede at få nogle dage med hvid vinter her sidst i februar. Men ellers har vi jo haft en ”engelsk” vinter med stedsegrøn græsplæne. Og nu myldrer erantis og vintergæk op af jorden i et flor af hvidt og gult og grønt.

 

Men de er ikke de første forårsbebudere. Henne under fyrretræet har der siden jul været en lav, lodden vækst af  blade. Det er gemseroden. Endnu er den kun grøn. Men sidst i denne måned lægger den plamager af gult over hele forhaven. Det sker inden anemonerne gør den rød- og gråbrune skovbund hvid, den danske skovs forårssne.

 

De vimse mejser har hele vinteren taget til takke med foderbrættet uden for køkkenvinduet. I et beslutsomt styrt  henne fra fyrretræet lander den lille sortmejse og musvitten med det gule bryst midt i deres morgenmad på det tagdækkede bræt. Men de er der ikke længe. Hvisp! Forsvinder de ud i morgenmørket igen. Men er lige så hurtigt tilbage, lander fint på brætkanten et øjeblik, tager de spiselige frø i øjesyn, napper af dem med et par lynhurtige kast med hovedet, og er så ude af truget. Nervøst kan det hele virke. Men desto sikrere er de små flyvere mod stærkere konkurrenter i naturens barske verden.

 

De skal nu ikke være bange for større væsener som solsorten og duen. De er for store til at trænge ind på mit fuglebræt og går og trisser om nede ved kæmpe stenbrækken på jorden og må nøjes med  de frø, mejserne har viftet ud af  fuglebrættet, og de brødskiver, jeg har kastet ud til dem.

 

Hvorfor bliver duer altid så fede? Når et par af dem letter fra de nøgne vintergrene, lyder det som en bil der kører på slubrende dæk.

 

Midt i espalieret står grønkålen som en lysegrøn C-vitaminbombe og lyser op i alt det brune. Det var den, vore forfædre kunne takke for de levede videre uden skørbug eller anden elendighed i den lange, danske  vinter.

 

Vi har 7000 km kyst i Danmark. Og på kysten driver tang op, som får havstokkens brænding til at gurgle i stedet for at bruse. Gud ved, om vikingerne eller vore middelaldermunke lærte at spise tang for at holde vitaminindtaget i vejret – når de da ikke kunne fange sild.

 

Døden har høstet stormænd det sidste halvår. Det begyndte med Claes Kastholm i eftersommeren. Han var dansk presses fornemste røst og besad den sjældne journalistiske kombination af omfattende viden og dannelse, fravær af trang til at charmere, mod til at blæse på kultureliten ( som ikke er nogen elite, men en samling medløbere. ). Hans pæl i kødet var hans far, der var nazist. Det gav ham et hævnkompleks, som kunne gå ud over tilfældige. Men han var stor nok til at indse sine fejlbedømmelser.

 

Mogens Camre var en alvorsmand. Alle vi, der kendte denne altid hjælpsomme, modige og intelligente mand, regnede med, at han, sundhedens hårdnakkede dyrker, skulle blive 110 år. Hvorfor netop han, hvis forældre blev over 100 år, skulle rammes af den sjældne sklerose-sygdom, er en af tilværelsens gåder, som må få os andre til at takke for livet, så længe vi har det.

 

Læs også
Gribskov Kommune kaldes Nordsjællands perle – få en guide her

Her sent på vinteren mistede vi også Jørgen Kieler. Han blev næsten 98 år. En fantastisk livsrejse for en mand, der som 24-årig frihedskæmper blev fanget af tyskerne og kun takket være sin ukuelige livsvilje overlevede kz-lejren Porta Westphalica.

 

Kieler sendte mig sine bøger, og han vidste, at jeg, som de fleste danskere, beundrede ham. Han syntes vi skulle have kæmpet som Norge den 9. april.

 

Jeg synes, Flakfortet skulle have skudt hul i et af de tyske troppetransportskibe, så de tyske soldater kunne have svømmet i land på Langelinie. Og forsvarsminister Alsing Andersen skulle have givet de danske soldater ved grænsen ordentlige dækningsstillinger. Men en eksistenskamp mod Hitlers hær ville have været nytteløs og kostet unødige danske liv.

 

Jesper Christensen spillede kong Haakon med bravur i filmen om den norske 9. april. Men der er forskel på at forsvare den norske fjeldryg og den flade, danske eng. Det undskylder ikke, at Scavenius  nogle gange gik for vidt for at tilfredsstille de tyske krav. Jeg kom Scavenius ind på livet, da min sekretær  på Aktuelt var hans ikke-biologiske datter. Hun holdt af ham.

 

Ikke langt fra mit hus fører en alle af gamle ege op til den lokale kirke. Godt og vel tre hundrede år er de. Krogede som livet selv. Med grene, der skyder ud fra stammen i de mest knudrede faconer. De er ”De nøgle træer”, som Tage Skou Hansens debutroman hedder. Den bedste roman, der er skrevet om vore frihedskæmperes modige handlinger og etiske standard. En hædersmand var forfatteren, såvidt jeg kan skønne. Om end lidt knuget af sin generations dirigent og hurtige, men lidt for letbenede intelligens, Ole Wivel.

 

Omkring nytår havde vi  stormen Urd og stormfloden. Johannes Ewalds sortladne hav fik hvide tophuer på. Hundrede meter fra land blev havet turkisgrønt, længere inde blev det grønt. Og tæt på land blev det rent flødeskum. Bølgerne kom ikke kun udefra, men også fra siden, smadrede mod de store granitsten og slog sit fontænesprøjt ind over klinten.

 

Læs også
Er ‘The Aliens’ kommet til København? – Nej det er Spindemøl’ …

Kommer jeg nede fra strandens brøl og går en runde i haven,  må jeg beundre væksternes livskraft. Blomster og buske – at de kan overleve nede i den kolde og hårde vinterjord. Mens vi mennesker får rystesyge, hvis vi ikke kan komme ind og lune os ved brændeovnen.

 

Og tænk,  hvad ser man på terrassen – den krybende hortensia har allerede født næste sæsons grønne knopper på sine stilkespidser. Der er meget, der hemmeligt forberedes i naturen, når vi går og tror, at vinterens koldetid er lige så ufrugtbar, som vi selv føler os.

 

På indersiden af vinduet vibrerer spindelvævet i den opstigende varme fra radiatoren. Vintermørket i stuen skaber hygge. Hygge. Et dansk begreb, siges det. Mærkeligt at der er så lidt hygge i de krimiserier, DR er blevet berømt på. Der er mere hygge i Sir Arthur Conan Doyles viktorianske noveller om Sherlock Holmes. Mange af de danske krimiserier er direkte uhyggelige som Jussi Adler Olsens kriminalromaner.

 

Da jeg var barn, ramte hyggen mig hvert år den 2. januar. Da havde min farmor fødselsdag og samlede hele min fars familie i sin lille lejlighed i et baghus på Gl. Kongevej. Med vore dages øjne vil man sige, min farmor var fattig. Hun havde ikke engang telefon. Men hvor var hendes klunkelejlighed hyggelig. Hendes blussende kakkelovn, som engang tændte ild i chaiselongen. Perler hang ned fra den enlige pære over spisebordet. Tungt, indrammet spejl. Billede af Christian d. 2. i fangenskab på Sønderborg Slot. ”Blæksprutten” i et halvt århundrede årgange.

 

Men jeg oplevede også februar-hygge derhjemme i funkislejligheden. Hygge med Knud Meisters Jan-bøger. Store drenge som opdagere, når politiets evner slap op. Smuglere, bedragere. Mysteriøse var de, men ikke slemt uhyggelige. Og børnetimens hørespil i form af dramatiseringer af Rider Haggards Afrika-romaner og Walter Scotts middelalder-romaner.

 

Ligesom vi i dag tænder stearinlys og brændeovn, har de i jernalderen konstant haft ildstedet i gang og gemt sig, ja, hygget sig, under huder og pelsværk. Men besværligt har det været, og brænde har de måttet hugge rigeligt af. Længslen efter sydligere himmelstrøgs varme må have siddet i dem vinteren igennem, og givet  dem mod til at tage på røvertogt sydpå, når foråret kom. I dag nøjes vi med en chartertur i en uge eller fjorten dage og vender så tilbage til stuerne  opvarmet af vindmøllernes vedvarende energi. Blæsten går frisk over Limfjordens vande. Enhver forfatter håber at skabe sådan en sætning, der holder forfatteren og hans børns levetid ud.

 

Læs også
150.000 mennesker vil se de smukke kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegaard

Når havens farver er falmet  her i vinterhalvåret, overtager himlens farver belysningen. De lange, smalle stræk af skyer farves rosa af  nedgangssolen, som er flyttet langt sydpå. Den blegblå himmels douce farver ligner kulissen til en Bournonville-ballet på Det Kongelige.

 

Aftensolen er stadig koblet fra dagen her i marts. Allerede klokken seks går solen rødglødende ned. Den korte dag ebber ud i en ulmende brand.

 

Men så har vi jo hyggen.

 

 Dette er et nyskrevet essay. Ole Hyltoft udgav sidste år sine hidtil skrevne årstidsessays under titlen ”Livet ved Havet”. Kan fås i boghandelen. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…