KOMMENTAR af Lone Nørgaard
I forlængelse af Trykkefrihedsselskabets ’event’ på Folkemødet på Bornholm om nationalkonservatisme er der grund til igen-igen at gøre opmærksom på navnet Roger Scruton. Fordi han sætter begrebet ’konservativ’ på plads på en måde, alle kan lære af. Ikke mindst Det Konservative Folkeparti, der støt og sikkert har nedbrudt sig selv, siden partiet snuppede 42 kandidater under Poul Schlüter ved folketingsvalget i 1984.
Det Konservative Folkeparti er falsk varebetegnelse
At Lars Barfoed gik (blev gået) som formand til fordel for Søren Pape Poulsen i 2014 har desværre ikke gjort den store forskel. Det Konservative Folkeparti er falsk varebetegnelse, fordi dem, der sidder på magten i partiet, spiller russisk roulette med Danmarks fremtid. De stikker hovedet i busken i forhold til det altoverskyggende problem anno 2017: Massetilvandringen fra først og fremmest islamiske lande, der bærer sharia med sig.
Vel søger Naser Khader (C) at oplyse sine partifæller om islam, men selv Khader har problemer med de historiske fakta og abonnerer tilsyneladende på myten om det andalusiske paradis (jf. det interview, Katrine Winkel Holm lavede med ham d. 7. februar 2014). Heri udtaler Khader bl.a.:
”Jeg er fascineret af Cordoba-perioden, hvor man praktiserede tolerant og rummelig udgave af islam og bl.a. videreformidlede tidligere tiders kultur. Hvis den periode i islam ikke fandtes, var jeg nok gået for længst. Det er det, der giver mig håb.”
Hm! Jeg har efterhånden ikke meget håb for Danmarks fremtid, men en trøst i min stadig hyppigere fortvivlelse over rigets almindelige tilstand kan hentes hos Roger Scruton. Derfor skal hans navn og omfattende forfatterskab også til fleres kendskab.
Hvem er Roger Scruton?
Der findes stort set ikke nogen danske oversættelser af den britiske, konservative filosof Roger Scrutons (født 1944) omfattende forfatterskab. Selv har jeg kun kunne få fingre i ”Nationernes nødvendighed.” (Oversat af Lis Pihl med forord af Adam Wagner. Udg. af Dansk Samling i 2005). Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at gøre et dansk publikum opmærksom på i første omgang to af hans værker, eftersom hans engelske prosa er lysende klar og lige til at gå til.
Han er da heller ikke bare ph.d. i filosofi på en afhandling om æstetik (1972), men tillige journalist og flittig samfundsdebattør. Hovedinspirationskilder er den engelsk-irske konservative politiker og filosof Edmund Burke (1729-1797) og den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), og emnerne, Scruton tager op, er mangfoldige: Æstetisk, etisk og politisk filosofi, kunsthistorie, filosofihistorie, miljø og økonomi, og så har han også udgivet romaner og noveller samt skrevet to operaer.
I min optik er et af hovedværkerne “The West and the Rest: Globalization and the Terrorist Threat (2002)”, men her har jeg valgt at fokusere på to nyere udgivelser.
Hvad er konsekvenserne af ’skruppelløs optimisme’?
I ”The Uses of Pessimism” sætter Scruton sig for at undersøge konsekvenserne af det, han kalder “skruppelløs optimisme”. Hans påstand er, at håb og optimisme løsrevet fra (historiske) erfaringer er farlig og lægger op til, at man kan tro hvad som helst – herunder at uorden, problemer og menneskelige fejl(be)slutninger kan ’løses’/elimineres. Troen skal bare give en god følelse.
Valget af Emmanuel Macron og den jubeloptimisme, han er bærer af, illustrerer i suppeterningform Scrutons pointe.
Hvor galt det kan gå for optimisternes visioner, er nazismen og kommunismen glimrende eksempler på, og Scruton kritiserer lysseende politiske beslutningstagere for i tvivlstilfælde altid at vælge de mest optimistiske tolkninger frem for de realistiske og erfaringsbaserede.
Pessimistens alternativ
Heroverfor sætter Scruton pessimistens alternativ, nemlig at den eneste mulighed for forbedringer, der ligger inden for menneskelig kontrol, er forbedringen af os selv. Samt at omkostningerne ved risikofyldte beslutninger skal bæres af beslutningstagerne selv.
En grundlæggende pointe er at vise, hvordan mennesker ikke er født frie, men at nedarvede institutioner, love, bånd (restraints) og moralsk disciplin er en del af friheden og ikke dens fjende. Samt at sand frihed ikke bare betyder at gøre, hvad man har lyst til, men at værdsætte det, man får. Frihed er således ikke en medfødt gave, men resultatet af en uddannelsesproces, hvor dannelsen kræver arbejde og må tilegnes via disciplin og opofrelse.
Grøn filosofi
I ”Green Philosophy” tager Scruton fat på miljø- og klimadebatten, som han påpeger først og fremmest har været en mærkesag for venstrefløjen. Det burde den imidlertid ikke være, for i virkeligheden er konservatismen langt bedre rustet til at tackle miljøproblemerne end både socialismen og liberalismen. Af den enkle grund at mulige ændringer på globalt plan begynder i det lokale og med det personlige ansvar, jf. sloganet ’Tænk globalt, handl lokalt’.
Den enkelte skal bære omkostningerne af sine handlinger
I stedet for at anskue moderne politik i en simpel modstilling mellem individuel frihed på den ene side, statsstyring på den anden, vil Scruton finde løsninger i en kombination, der giver plads til en fri markedsøkonomi, men dog justeret af visse begrænsninger. Det er nemlig konservativ politik ikke blindt at udnytte ressourcerne, samt at den enkelte skal tage ansvar for og bære omkostningerne af sine egne handlinger. Decentralisering og beslutninger taget i lokalsamfundene / nationerne er vejen frem. Altså et forsvar for den suveræne nationalstat.
Jeg kan ikke her yde Scrutons gennemargumenterede, veldokumenterede og ofte myte-nedbrydende synspunkter retfærdighed. Men forhåbentligt er en læser eller to blevet overbevist om, at Scruton bare er godt selskab.
