Konservative intellektuelle har skrevet Paris-erklæringen: Et Europa, vi tør tro på

Roger Scruton (You Tube)

 

Introduktion til Paris-Erklæringen:

Et Europa, vi tør tro på

 

Gennem de seneste mange år har intellektuelle analytikere i bøger og artikler beskrevet Europas store politiske, kulturelle og etnografiske problemer. Kulturel opløsning, identitetskrise, religiøs rådvildhed, masseindvandring og magtcentralisering i EU-institutionerne har ifølge disse analytikere peget på Europas forudsigelige undergang.

 

Men i maj 2017 mødtes en række europæiske konservative tænkere for i fællesskab at drøfte og beskrive deres syn på Europas tilstand. Den 7. oktober 2017 udgav de deres tanker i form af en Paris-erklæring, som var forfattet og underskrevet i fællesskab.

 

Efter disse tænkeres opfattelse har en ideologi i de seneste årtier erobret Europa og skabt et ”falsk Europa”. Gennem det ”falske Europas” ideologi er vi sunket ned i selvforherligende visioner om en utopisk fremtid. En utopi, som i virkeligheden ikke er andet end en kollektiv handling til opløsning af europæisk identitet og national selvudslettelse af hensyn til det nye globale, multikulturelle freds- og velstandssamfund, der er ved at komme til verden. Med denne ideologi har Europas regerende klasser forladt alt det, der op gennem historien gjorde Europa stærkt og selvbevidst, og har efterladt os et ”falsk Europa”, som er forsvarsløst, skrøbeligt, magtesløst, selvopgivende og rådvildt.

 

Derfor er vejen frem ikke mere globalisering, ikke mere utopisk integration, ikke mere kulturel og historisk selvfornægtelse, ikke mere national og moralsk opløsning, ikke mere EU og ikke flere store centraliseringsprojekter á la Macron og Merkel. Men svaret er gennem en europæisk genfødsel at finde tilbage til det ”ægte Europa”, som er det Europa, der er bundet til alt det, som den historiske arv har givet Europa, nemlig den historisk givne identitet, de kulturelle og politiske traditioner, de gamle menneskelige dyder, kristendommen, det nationale demokrati, nationalstaten og familien som Europas kerneværdier.

 

Man kan tilføje, at Brexit og de østeuropæiske landes modstand mod EU´s overnationale magtcentralisering og projekter for omfordeling af flygtningeoverskud i dette lys ikke blot er politiske slagsmål. Men disse fænomener er derimod dybe og skæbnetunge ideologiske opgør om Europas fremtid, og om hvad Europa er. Europa ikke er et luftigt og utopisk politisk fremtidsprojekt, der kan planlægges på et stykke blankt papir af ideologer. Europa er ikke en ide eller en ideologi. Europa er en historisk arv. Kun ved igen at finde sig selv i denne arv og holde fast i dette kan Europa igen blive stærkt, åbne sig mod verden, og igen på verdensscenen komme til at spille den rolle, som Europa har haft gennem århundreder. Intet er vigtigere for Europa i dagens situation. Det er det, Paris-erklæringen taler om.

 

Paris-erklæringen er forfattet og udgivet 7. oktober 2017 i Paris af:

Philippe Bénéton: Fransk politolog og professor ved universitet Rennes og ved Institut Catholique d’Etudes Supérieures i La Roche-sur-Yon, Frankrig.

 

Rémi Brague: Fransk ide- og filosofihistoriker og tidl. professor med speciale i middelalderens arabiske, jødiske og kristne tænkning.

 

Chantal Delsol: Fransk filosof, idehistoriker og specialist i politisk historie. Grundlægger af Hannah Arendt-Instituttet ved Université Paris-Est.

 

Roman Joch: Tjekkisk politisk kommentator med speciale i politisk filosofi, internationale relationer og nationale sikkerhedsspørgsmål. Direktør for en konservativ tænketank i Prag. Har flere gange været politisk rådgiver for tjekkiske ministre.

Læs også
Præsident Macron vil være den store leder i EU – men han har ikke meget at have det i

 

Lánczi András: Ungarsk professor og rektor for Institut for Politisk Videnskab ved Corvinus Universitet i Budapest.

 

Ryszard Legutko: Polsk politiker og professor ved Jagellionia Universitetet i Krakow med speciale i antik filosofi og politisk teori. Tidligere polsk minister. Nu medlem af Europa-parlamentet for det polske regeringsparti PiS.

 

Roger Scruton: Britisk filosof og tidl. professor. Forfatter, journalist og samfundsdebattør.

 

Robert Spaemann: Tysk filosof med speciale i kristen etik, bioetik, økologi og menneskerettigheder.

 

Bart Jan Spruyt: Hollandsk historiker, journalist og skribent med akademisk baggrund inden for historie, teologi og jura.

 

Matthias Storme: Belgisk jurist, filosof og professor ved Leuven Universitet og Antwerpen Universitet.

Læs også
“Et personligt engageret angreb på Putin og Trump, som i høj grad fortjener at blive læst trods sine begrænsninger”

 


 

Paris-erklæringen: Et Europa, vi kan tro på

 

Europa er vort hjem.

  1. Europa tilhører os, og vi tilhører Europa. Disse lande er vore hjem; vi har ikke andre. De grunde, der er til, at vi holder af Europa, omfatter langt mere, end vi er i stand til at give som forklaring eller retfærdiggørelse af vor loyalitet. Det er et spørgsmål om fællesskab om historien, håbet og kærligheden. Det er et spørgsmål om indøvede vaner, om øjeblikke af lidelse og smerte. Det er et spørgsmål om den inspirerende erfaring, som forsoning giver, og om løftet om en fælles fremtid. Almindeligt forekommende landskaber og begivenheder er fyldt med særlig betydning – for os, men ikke for andre. Et hjem er et sted, hvor tingene er velkendte, og hvor vi er anerkendte, uanset hvor langt omkring vi har vandret. Dette er det virkelige og ægte Europa, vor dyrebare og uerstattelige civilisation.

 

Et falsk Europa truer os.

  1. Europa er, i al dets rigdom og betydning, truet af en falsk forståelse af sig selv. Dette falske Europa opfatter sig selv som fuldbyrdelsen af vor civilisation, men i virkeligheden vil det konfiskere vort hjem. Det appellerer til overdrevne forestillinger om og forvrængninger af Europas autentiske dyder, samtidig med at det vedbliver at være blind for Europas egne skrøbeligheder. Dette falske Europa udspreder på selvforherligende vis ensidige karikaturer af vor historie, og er dermed urokkeligt i sine fordomme over for fortiden. Dets forkæmpere har efter eget valg gjort sig til forældreløse skabninger, og de antager, at dette at være forældreløs – at være hjemløs – er en ædel bedrift. På denne måde lovpriser det falske Europa sig selv som forløberen for et verdensomspændende fællesskab, som hverken er verdensomspændende eller noget fællesskab.

 

Det falske Europa er utopisk og tyrannisk.

  1. Det falske Europas velyndere er forheksede af overtroiske forestillinger om uafvendelig fremskridt. De tror, at Historien er på deres side. Og denne tro gør dem arrogante og fulde af ringeagt, og ude af stand til at erkende svaghederne i den post-nationale og post-kulturelle verden, som de er ved at konstruere. Ydermere besidder de ingen viden om de sande kilder til den humane anstændighed og moral, som de selv sætter højt – som vi også gør. De ignorerer, ja endog afviser Europas kristne rødder. Samtidig er de meget omhyggelige med ikke at fornærme muslimer, som med glæde, forestiller de sig, vil overtage deres sekulære, multikulturelle anskuelse. Dette falske Europa er sunket ned i fordomme, overtro og uvidenhed, og det er blindet af forfængelige og selvforherligende visioner om en utopisk fremtid. I denne tilstand undertrykker dette falske Europa refleksmæssigt al meningsdissens; og dette bliver naturligvis gjort i frihedens og tolerancens navn.

 

Vi må forsvare det ægte Europa.

  1. Vi er ved at nå det punkt, hvor Europas skæbne er uafvendelig. Den største trussel mod Europas fremtid er hverken russisk eventyrpolitik eller muslimsk immigration. Det virkelige Europa er i fare på grund af det kvælergreb, som det falske Europa har taget på vor tankeverden. Vore nationer og vor fælles kultur er ved at blive udhulet af illusioner og selvbedrag om, hvad Europa er og bør være. Vi har pligt til at gøre modstand over for denne trussel mod vor fremtid. Vi vil forsvare, bevare og tage kampen op for det ægte Europa; det Europa, som vi alle i sandhed tilhører.

+++

 

Læs også
Malmø Operaens La Traviata: Helt igennem merveilleux

Solidaritet og borgernes loyalitet opmuntrer til aktiv deltagelse.

  1. Det virkelige Europa forventer og opmuntrer til aktiv deltagelse i det politiske og kulturelle livs fælles projekt. Det europæiske ideal er en solidaritet, der er baseret på et indforstået fællesskab omkring funktionen for den lov, der gælder alle, men for hvilken der også er sat grænser for, hvad denne lov kan kræve. Dette indforståede fællesskab om lovens betydning har ikke altid haft det repræsentative demokrati som sin form. Men vore traditioner for borgernes loyalitet afspejler et indforstået fællesskab omkring vore politiske og kulturelle traditioner, uanset hvilke former de har haft. Europæerne kæmpede i fortiden for at gøre vore politiske systemer mere åbne for folkelig deltagelse, og vi er med rette stolte af denne historie. Selv på trods af uretfærdighederne og fejltrinene under denne kamp, der til tider tog form af åbent oprør, viste europæerne deres dybtfølte bekræftelse af, at traditionerne i dette kontinents folkeslag er vore. En sådan troskab over for pligten til at reformere gør Europa til et sted, der stræber efter stadig større retfærdighed. Denne fremskridtsånd er født ud af vor kærlighed til og loyalitet over for vore hjemlande.

 

 

Vi er ikke passive undersåtter.

  1. En europæisk ånd af enighed gør det muligt for os at have tillid til andre i det offentlige rum, selv når vi møder fremmede. De offentlige parker, torvene og de brede boulevarder i Europas småstæder og storbyer er alt sammen udtryk for den europæiske politiske ånd: Vi er alle deltagere i det fælles liv og i res publica. Vi har som fælles forudsætning, at det er vor pligt at tage ansvar for fremtiden for vore samfund. Vi er ikke passive undersåtter under despotiske magters herredømme, hvad enten disse er hellige eller sekulære. Og vi er ikke tvunget på knæ over for ubønhørlige historiske kræfter. At være europæer er at være i besiddelse af politiske og historiske kræfter. Det er os, der er ophavsmænd til vor fælles skæbne.

 

 

Nationalstaten er Europas adelsmærke.

  1. Det ægte Europa er et fællesskab af nationer. Vi har vore egne sprog, traditioner og grænser. Dog har vi altid bekendt os til et slægtskab med hinanden, selv når vi har været uenige – eller oven i krig med hinanden. Denne enhed-i-forskellighed synes at være naturlig for os. Alligevel er dette bemærkelsesværdigt og værdifuldt; for det er hverken naturligt eller uundgåeligt. Den politiske form, som enhed-i-forskellighed mest almindeligt fremtræder i, er det imperium, som europæiske krigsførende konger forsøgte at genskabe i århundrederne efter Det Romerske Imperiums fald. Den imperiale forms forlokkelse varede ved, men den, der gik af med sejren, var nationalstaten, den politiske form, der forener folkeliv og suverænitet. Derigennem blev nationalstaten den europæiske civilisations adelsmærke.

 

 

Vi støtter ikke en enhed, der tvinges igennem med magt og tvang.

  1. Et nationalt fællesskab finder stolthed i at styre sig selv på sin egen måde, roser sig ofte af sine nationale præstationer inden for kunst og videnskab og konkurrerer med andre nationer, sommetider på slagmarken. Dette har givet Europa mange sår, sommetider alvorlige sår, men det har aldrig bragt vor kulturelle enhed i fare. Faktisk har det modsatte være tilfældet. Alt mens Europas nationalstater blev gjort til en mere etableret virkelighed og mere distinkte, blev den fælles europæiske identitet stærkere. Som en eftervirkning af de frygtelige blodsudgydelser under verdenskrigene i den første halvdel af det tyvende århundrede, stod vi med en stærkere vilje til ærefuldt at respektere vor fælles arv. Dette er et vidnesbyrd om dybden og styrken i Europa som en civilisation, der er kosmopolitisk i egentlig forstand. Vi stræber ikke efter enheden i et imperium, der tvinges igennem med magt og tvang. I stedet respekterer den europæiske kosmopolitisme, at fædrelandskærlighed og statsborgernes loyalitet åbner op mod en større verden.

 

 

Læs også
En journalist, jeg ellers havde tillid til, forsøgte at tage en politisk ukorrekt gæst under fjendtlig behandling

Kristendom har muliggjort kulturel enhed.

  1. Det ægte Europa er præget af kristendommen. Kirkens universelle, åndelige imperium bragte kulturel enhed til Europa, men gjorde det uden noget politisk imperium. Dette har gjort det muligt for statsborgernes særlige loyalitet at blomstre inden for en fælles europæisk kultur. Selvstyret inden for det, som vi kalder for civilsamfundet, blev et karakteristisk træk ved den europæiske livsform. Ydermere leverer det kristne evangelium ikke nogen altomfattende guddommelig lov, og således kan forskelligheden i nationernes sekulære love værdsættes og respekteres, uden at dette udgør en trussel mod vor europæiske enhed. Det er ikke noget tilfælde, at den kristne tros tilbagegang i Europa er blevet ledsaget af fornyede anstrengelser for at etablere politisk enhed – et imperium af penge og reguleringer, pakket ind i sentimentale følelser fra den pseudo-religiøse universalisme, som Den Europæiske Union er ved at konstruere.

 

 

De kristne rødder giver næring til Europa.

  1. Det ægte Europa anerkender den lige værdighed for ethvert individ uden hensyn til køn, social status eller race. Også dette er vokset frem af vore kristne rødder. Vore milde dyder er umiskendeligt en kristen arv: retfærdighed, medlidenhed, nåde, tilgivelse, stræben efter fred, barmhjertighed. Kristendommen revolutionerede forholdet mellem mænd og kvinder, idet den lovpriser kærlighed og gensidig troskab på en enestående måde. Ægteskabets bånd tillader både mænd og kvinder at udvikle sig i fællesskab. De fleste af vore opofrelser gør vi for vore ægtefællers og vore børns skyld. Denne ånd af hengivelse er endnu et kristent bidrag til det Europa, vi elsker.

 

 

Klassiske rødder ansporer til de ypperligste præstationer.

  1. Det ægte Europa henter også inspiration fra den klassiske tradition. Vi genkender os selv i litteraturen fra det antikke Grækenland og Rom. Som europæere stræber vi efter storhed, som er kronen af de klassiske dyder. Til tider har dette ført til voldelig konkurrence om herredømmet. Men i sine bedste resultater har en stræben efter de ypperligste præstationer inspireret Europas mænd og kvinder til at skabe musik og kunstværker af uovertruffen skønhed og til at skaffe ekstraordinære gennembrud inden for videnskab og teknologi. Værdigheden og dyderne hos de ligevægtige romere og grækernes stolthed over borgernes deltagelse i det offentlige liv og ånden i deres filosofiske søgen er aldrig blevet glemt i det ægte Europa. Også dette er en del af vores arv.

 

Europa er et fælles projekt.

  1. Det ægte Europa har aldrig været fuldkomment. Fortalerne for det falske Europa gør ikke forkert i at søge udvikling og fornyelse; og der er siden 1945 og 1989 opnået meget, som vi bør påskønne og respektere. Vort fælles liv er et uophørligt projekt, ikke en forstening, som vi har taget i arv. Men fremtidens Europa hviler på en fornyet loyalitet mod vore bedste traditioner, ikke på en forvrænget universalisme, der kræver glemsel og selvfornægtelse. Europa begyndte ikke med Oplysningen. Vort elskede hjem vil ikke blive virkeliggjort med Den Europæiske Union. Det ægte og virkelige Europa er og vil altid være et fællesskab af nationer, der er afsondrede, og dette sommetider på en heftig måde, og dog samtidig forenede af en åndelig arv, som vi debatterer, udvikler, deler i fællesskab – og elsker.

+++

 

Vi er ved at miste vort hjem.

Læs også
Bidstrup Gods er en af Danmarks smukkeste herregårde
  1. Det ægte Europa er i fare. Alt, hvad vi har opnået på grundlag af folkelig suverænitet, modstand mod imperiedannelser, kosmopolitisme forenet med borgerens kærlighed til sit samfund, arven fra kristendommens tale om kærlighed og værdighed i menneskers liv med hinanden, en levende interesse i vor arv fra den klassiske kultur – alt dette er ved at glide os af hænde. Alt imens det falske Europas beskyttere konstruerer deres falske kristendom baseret på universelle menneskerettigheder, mister vi vore hjem.

 

Der hersker en falsk frihed.

  1. Det falske Europa praler af dets enestående kamp for den menneskelige frihed. Denne frihed er imidlertid meget ensidig. Den præsenterer sig selv som befrielse fra alle snærende bånd: seksuel frihed, frihed til selvudfoldelse, frihed til at ”være sig selv”. 68-generationen betragter disse friheder som værdifulde sejre over et kulturelt regime, der engang var almægtigt og undertrykkende. De ser sig selv som store befriere, og deres fordømmelige forseelser bliver udråbt som ædle moralske præstationer, som hele verden skulle være taknemmelig for.

 

Individualisme, isolation og formålsløshed er vidt udbredt.

  1. For Europas yngre generationer er virkeligheden imidlertid langt mindre guldbelagt. Udsvævende hedonisme fører ofte til kedsomhed og en dyb følelse af formålsløshed. De ægteskabelige bånd er blevet svækkede. I den seksuelle friheds forplumrede vande resulterer vore unge menneskers dybe ønsker om at gifte sig og stifte familie ofte i skuffelser. En frihed, der belønner vort hjertes dybeste længsler med skuffelser, bliver en forbandelse. Vore samfund synes at falde ned i individualisme, isolation og formålsløshed. I stedet for frihed er vi dømte til en tilværelse i den forbrugs- og medie-styrede kulturs tomme konformitet. Det er vores pligt at sige sandheden: 68-generationen bragte ødelæggelse, men byggede ikke noget op. Den skabte et tomrum, der nu fyldes af de sociale medier, billig turisme og pornografi.

 

Vi bliver reguleret og kontrolleret.
16. Samtidig med at vi hører pralerier om en frihed uden fortilfælde, bliver europæisk liv reguleret i større og større grad. Regler, der ofte bliver kogt sammen af ansigtsløse teknokrater i alliance med magtfulde interesser, som styrer vore arbejdsforhold, vore beslutninger inden for erhvervslivet, vore uddannelsesmæssige kvalifikationer og vore nyheds- og underholdningsmedier. Og Europa stræber nu efter at stramme de eksisterende regler for ytringsfrihed, en ur-oprindelig europæisk frihed – den manifeste virkeliggørelse af samvittigheds- og trosfriheden. Målet for disse stramninger er ikke obskøniteter eller andre angreb på anstændigheden i menneskers offentlige samvær. I stedet ønsker Europas herskende klasser at lægge restriktioner på tydeligt politiske budskaber. Politiske frontfigurer, der giver stemme til ubekvemme sandheder om islam og indvandring, bliver slæbt for domstolene. Politisk korrekthed påtvinger os strenge tabuer, der anser udfordringer mod status quo for værende socialt umulige. Det falske Europa opmuntrer ikke virkeligt til en frihedskultur. Det arbejder for en markedsstyret homogenitet og en politisk påtvunget konformitet.

 

Multikulturalisme virker ikke.

  1. Det falske Europa praler også af en enestående stræben efter lighed. Det falske Europa påstår, at det fremmer ikke-diskriminationen og inklusionen af alle racer, religioner og identiteter. På disse områder er der gjort virkelige fremskridt, men det er en utopisk og virkelighedsfjern tankegang, der har fået overtaget. I løbet af den seneste generation har Europa stræbt efter at gennemføre det grandiose multikulturelle projekt. Det har været betragtet som en grov uretfærdighed at kræve eller endog blot at fremme de muslimske tilflytteres assimilation til vore sæder og skikke, for ikke at tale om assimilation til vor religion. Det er blevet sagt til os, at arbejdet for lighed kræver, at vi afsværger enhver antydning af, at vi anser vor egen kultur for overlegen. Europas multikulturelle ambitioner, som fornægter Europas kristne rødder, benytter sig paradoksalt af det kristne ideal om universel næstekærlighed på en outreret og uholdbar måde. Af de europæiske folk kræver de en helgenagtig grad af selvfornægtelse. Det forventes af os, at vi skal hylde en egentlig kolonisering af vore hjemlande og en forkastelse af vor egen kultur som Europas store glanspræstation i det 21. århundrede – en kollektiv handling til selvudslettelse af hensyn til det nye globale freds- og velstandssamfund, der er ved at komme til verden.

 

Ond uredelighed griber om sig.

  1. Der findes en stor portion ildesindet uredelighed i denne tankegang. De fleste mennesker i vore herskende klasser er uden tvivl overbeviste om den europæiske kulturs overlegenhed – hvilket dog ikke må udtrykkes offentligt på en måde, der måske kunne fornærme indvandrere. I deres overbevisning om denne overlegenhed mener de, at assimilationen vil ske på naturligvis vis, og ske hurtigt. Som et ironisk ekko af fortidens imperialistiske tænkning antager Europas regerende klasser, at ”de” ved naturens eller historiens lovmæssighed på én eller anden måde nødvendigvis vil blive ligesom ”os” – og det er utænkeligt, at det modsatte måske kunne blive tilfældet. I mellemtiden er officiel multikulturalisme blevet anvendt som et terapeutisk redskab til at håndtere de uheldige, men ”midlertidige” kulturelle spændinger.

 

Det teknokratiske tyranni øges.

  1. Der er mere ond uredelighed på færde, af en mere dyster art. I løbet af den seneste generation har et større og større segment af den regerende klasse besluttet, at dets egne nære interesser ligger i en accelereret globalisering. De ønsker at bygge overnationale institutioner, som de er i stand til at kontrollere uden om de besværligheder, som den folkelige suverænitet skaber. Det står stadig mere klart, at det ”demokratiske underskud” i Den Europæiske Union ikke er et blot og bart teknisk problem, der skal afhjælpes med tekniske indgreb. Snarere er det sådan, at dette underskud er en fundamental målsætning, og den bliver hårdnakket forsvaret. Uanset om deres foranstaltninger bliver legitimeret af en påstået økonomisk nødvendighed eller om de autonomt udvikler internationale love om menneskerettigheder, er EU-institutionernes overnationale mandariner i gang med at konfiskere det politiske liv i Europa, og de besvarer alle indsigelser med det teknokratiske svar: Der er intet alternativ. Dette er det bløde, men i stigende grad veritable tyranni, vi står overfor.

 

Det falske Europa er skrøbeligt og magtesløst.

  1. Det falske Europas hybris er ved at blive åbenbar på trods af, at dets partisaner gør sig de største anstrengelser for at understøtte deres forehavende med bekvemme illusioner. Først og fremmest er det blevet tydeligt, at det falske Europa står svagere end nogen kunne forestille sig. Populær underholdning og materielt forbrug er ikke nok til at opretholde samfundslivet. En multikulturalistisk ideologi har frarøvet os vore højere idealer og afskrækket os fra at give udtryk for patriotisk stolthed. Derfor har vore samfund nu vanskeligheder ved at opbyde viljen til at forsvare sig selv. Ydermere kan samfundsmæssig tillid og social sammenhæng ikke genskabes ved inklusionsretorik eller gennem et upersonligt økonomisk system, der er domineret af gigantiske internationale selskaber. Endnu engang må vi tale uden omsvøb: De europæiske samfund er under opløsning. Hvis vi bare åbner vore øjne, ser vi en mere enerådig brug af regeringsmagt, af social styring og uddannelsesmæssig indoktrinering. Det er ikke blot islamisk terror, der bringer svært bevæbnede soldater ud på vore gader. Det er nu nødvendigt at indsætte uropoliti for at dæmpe voldelige protester imod myndighederne og endog for at kontrollere berusede horder af fodboldfans. Fodboldtilhængernes fanatisme er et desperat tegn på det dybe menneskelige behov for solidaritet, et behov, som i andre henseender slet ikke opfyldes i det falske Europa.

 

En kultur af fornægtelse har taget magten over os.

  1. Europas intellektuelle klasser er desværre blandt de førende ideologiske partisaner for det falske Europas luftkasteller. Vore universiteter er ubetvivleligt én af den europæiske civilisations prægtigste skaberværker. Men hvor de engang søgte at overdrage fortidens visdom til hver ny generation, sætter de fleste inden for universiteterne i dag lighedstegn mellem kritisk tænkning og en naiv afvisning af fortiden. En ledestjerne for den europæiske ånd har været den intellektuelle redeligheds og objektivitets strenge disciplin. Men over de to seneste generationer er dette ædle ideal blevet ændret. Den selvdisciplin, der engang søgte at befri tænkningen fra herskende meningers tyranni, er blevet til en ofte selvtilfreds og kritikløs animositet over alt, der er vort eget. Denne attitude af afvisning af vor egen kultur virker som en billig og nem måde at være ”kritisk” på. Igennem den seneste generation er dette blevet indstuderet i forelæsningssalene, og er blevet en doktrin, et dogme. Og at deltage i bekendelsen af denne overbevisning opfattes som kendetegnet på ”oplysning” og på at være blandt de åndeligt udvalgte. Som en konsekvens af dette er vore universiteter nu aktive redskaber for den kulturelle destruktion, der foregår.

 

Eliterne paraderer arrogant med deres dyder.

  1. Vore styrende klasser fremmer menneskerettighederne. De er optaget af at bekæmpe klimaforandringerne. De er i gang med at konstruere en større global integration af markedsøkonomien og med at harmonisere skattepolitikken. De overvåger udviklingen frem mod større lighed mellem kønnene. De gør så meget for os! Hvilken ubetydelig rolle spiller så ikke de mekanismer og procedurer, der bringer dem ind i deres embeder og kontorer? Betyder det så overhovedet noget, om de europæiske folk bliver mere skeptiske over for deres embedsudførelse?

 

Der findes et alternativ.

  1. Denne voksende skepsis er fuldt berettiget. I dag er Europa behersket af en formålsløs materialisme, der synes at hæmme mænds og kvinders motivation for at få børn og skabe familie. En kultur, der fornægter alt vort eget, fratager den kommende generation sansen for identitet. Nogle af vore lande har områder, hvor muslimer lever i en uformel autonomi og uafhængigt af de lokale love, som om de var kolonister snarere end landsmænd i vore nationer. Individualisme isolerer os fra hinanden. Globaliseringen ændrer livsudsigterne for millioner af mennesker. Når der gøres indsigelser imod dette, siger vore styrende klasser, at de blot arbejder for at imødekomme en uundgåelig udvikling, og for at rette ind efter den uafvendelige nødvendighed. Ingen anden kurs er mulig, og det er irrationelt at gøre modstand. Tingene kan ikke være anderledes. De mennesker, der protesterer, påstås at lide af nostalgi – og derfor fortjener de at blive moralsk fordømte som racister eller fascister. Efterhånden som sociale opsplitninger og mistillid i samfundet bliver mere synlig, præges Europas offentlige liv af større vrede og bitterhed, og ingen kan sige, hvor dette vil ende. Vi kan ikke fortsætte ad denne vej. Vi bliver nødt til at kaste det falske Europas tyranni af os. Der findes et alternativ.

+++

 

Vi må vende os bort fra pseudo-religionen.

  1. Arbejdet for en fornyelse begynder med teologisk selverkendelse. Det falske Europas universalistiske og universaliserende planer afslører, at der er tale om et pseudo-religiøst forehavende, overfyldt med stærke trosbaserede forpligtelser og bekendelser – og forbandelser. Det er dette stærke opium, der paralyserer Europa som en politisk enhed. Vi må insistere på, at religiøse bestræbelser i egentlig forstand er religionens område, ikke politikkens, og slet ikke den bureaukratiske administrations område. For at genvinde vor politiske og historiske styrke, er det tvingende nødvendigt, at vi re-sekulariserer Europas offentlige liv.

 

Vi må genindføre en sand liberalisme.

  1. Dette vil kræve af os, at vi afsværger det løgnesprog, som behændigt kniber uden om alt ansvar og fremmer ideologisk manipulation. Talen om diversitet, inklusion og multikulturalisme er tom tale. Ofte bliver et sådant sprog anvendt til at karakterisere vore fejltrin som ønskede resultater: Opløsningen af social solidaritet er ”i virkeligheden” et tegn på velkomst, tolerance og inklusion. Dette er salgspropaganda, et sprog, der har til formål at skjule realiteterne frem for at klarlægge dem. Vi må genvinde en permanent respekt for virkeligheden. Sprog er et skrøbeligt instrument, og det bliver devalueret, når det bruges som en kølle. Vi bør forsvare den sproglige anstændighed. At ty til fordømmelser er et tegn på vor tids dekadence. Vi må ikke tolerere verbal intimidering, og endnu mindre trusler på livet. Vi skal beskytte dem, der taler fornuftigt, også når vi mener, at deres synspunkter er forkerte. Europas fremtid skal være liberal i ordets bedste betydning, hvilket betyder, at Europa skal være forpligtet på en robust offentlig debat, der er befriet for alle trusler om vold og tvang.

 

Vi mangler ansvarsbevidste statsmænd.

  1. At hæve fortryllelsen i det falske Europa og i dets utopiske, pseudo-religiøse korstog for en grænseløs verden betyder, at vi skal skabe en ny slags statsmandskunst og en ny type statsmænd. En god politisk leder skal stå inde for fællesskabet for et ganske bestemt folk. En god statsmand anser vor fælles europæiske arv og vore særlige nationale traditioner for at være beundringsværdige og livsbekræftende, men også skrøbelige gaver. Han kaster ikke vrag på denne arv; ej heller sætter han hele denne arv på spil for utopiske drømme. Sådanne ledere tragter efter de æresbevisninger, som skænkes dem af deres eget folk; de brænder ikke efter anerkendelse fra det ”internationale samfund”, som i virkeligheden er et public-relation-redskab for et oligarki.

 

Vi bør virke for, at national enhed og solidaritet fornyes.

  1. Når vi anerkender de europæiske nationers egenart og deres kristne karakter, er der ingen grund til at blive rådvilde over for multikulturalisternes forfalskede påstande. Indvandring uden assimilation er kolonisation, og dette skal afvises. Vi kan med rette forvente, at de mennesker, der indvandrer til vore lande, vil tilpasse sig vore lande og efterligne og tilvænne sig vore levemåder. Denne forventning må nødvendigvis understøttes af solid og forsvarlig politik. Multikulturalismens sprog er blevet importeret fra Amerika. Men den store indvandring til Amerika fandt sted ved overgangen til det tyvende århundrede, en periode præget af bemærkelsesværdigt hurtig økonomisk vækst, og til et land bogstaveligt talt uden nogen velfærdssystemer og med en stærk sans for national identitet, der krævede, at indvandrere assimilerede sig. Efter at have givet adgang til store skarer af indvandrere, lukkede Amerika sine porte og holdt dem tillukkede gennem næsten to generationer. Det er nødvendigt, at Europa drager lære af dette amerikanske eksperiment snarere end at adoptere nutidens amerikanske ideologier. Det eksperiment fortæller os, at arbejdsstedet er en effektfuld assimilations-mekanisme, at et generøst velfærdssystem kan forhindre assimilation, og at det er klogt politisk lederskab sommetider at diktere reduktioner i indvandringen – og også drastiske reduktioner. Vi må ikke tillade, at en multikulturel ideologi ødelægger vore politiske vurderinger af, hvordan vi bedst tjener det fælles bedste, hvilket igen kræver tilstrækkelig enhed og solidaritet i de nationale samfund, for at de kan se det bedste som det fælles.

 

Kun imperier er multikulturelle.

  1. Efter Anden Verdenskrig skabtes vitale demokratier i Vesteuropa. Efter Sovjetimperiets kollaps genvandt de centraleuropæiske nationer deres samfundsmæssige vitalitet. Disse forhold hører blandt Europas mest værdifulde gevinster. Men de vil igen gå fortabt, hvis vi ikke griber fat i problemerne omkring indvandringen og den demografiske forandring i vore nationer. Kun imperier kan være multikulturelle, hvilket netop er, hvad den Europæiske Union vil udvikle sig til, hvis det ikke lykkes os at gøre fornyet solidaritet og statsborgerlig enhed til det kriterium, som immigrationspolitik og assimilationsstrategier skal vurderes efter.

 

Et rigtigt hierarki muliggør socialt sammenhold.

  1. Mange mennesker tror fejlagtigt, at det kun er kontroverser over indvandring, der udsætter Europa for rystelser. I virkeligheden er dette blot en enkelt dimension af en mere generel social opløsning, som nødvendigvis må standses. Vi må genopbygge værdigheden i særlige samfundsfunktioner. Forældre, lærere og professorer har den vigtige opgave og pligt at forme dem, der er i deres varetægt. Vi må modstå den ekspertise-dyrkelse, som eksisterer på bekostning af visdom, takt og søgen efter dannelse og et kultiveret liv. Der kan ikke ske nogen fornyelse af Europa, uden at vi med bestemthed afviser den overdrevne lighedsdyrkelse og reduktionen af visdom i forhold til teknologisk viden. Vi godkender den moderne tids politiske resultater. Mænd og kvinder skal have lige stemmeret. De grundlæggende rettigheder skal beskyttes. Men et sundt demokrati kræver sociale og kulturelle hierarkier, der tilskynder til at stræbe efter at opnå den højeste udmærkelse, og som respekterer de mennesker, der tjener til det fælles bedste. Vi må genskabe sansen for åndelig storhed og yde denne den ære og hæder, som den fortjener. Det må vi gøre, for at vor civilisation kan imødegå den simple rigdoms tiltagende magt på den ene side og vulgær underholdning på den anden.

 

Vi må genopbygge en moralsk kultur.

  1. Menneskelig værdighed er mere end retten til at blive overladt til sig selv, og de internationale menneskerettigheders doktriner leverer ikke udtømmende svar på retfærdighedens krav, og endnu mindre på godhedens. Det er nødvendigt for Europa at skabe en fornyet konsensus om moralsk kultur, sådan at den almindelige befolkning kan ledes mod et dydigt liv. Vi må ikke tillade, at en falsk frihedsopfattelse forhindrer en klog brug af loven til at afskrække umoralitet. Vi må være tilgivende over for menneskelig svaghed, men Europa kan ikke blomstre, uden at vi genopbygger en fælles stræben efter retskaffen adfærd og menneskelig ophøjelse. En ærefuld kultur udspringer af anstændighed og af udførelsen af de pligter, som vi møder i vort livs stadier. Der er behov for, at vi fornyer den gensidige respekt mellem de sociale klasser, som er karakteristisk for det samfund, som værdsætter alles bidrag.

 

Markedet skal indrettes til at gavne sociale formål.

  1. Samtidig med at vi anerkender den frie markedsøkonomis positive aspekter, må vi gøre modstand mod de ideologier, der forsøger at totalisere markedslogikken. Vi kan ikke tillade, at alt kan sættes til salg. Velfungerende markeder forudsætter lovens herredømme, og hos os bør lovens herredømme sigte efter mere end den blotte økonomiske effektivitet. Markeder fungerer også bedst, når de er forankret inden for stærke sociale institutioner, der er organiseret efter deres egne ikke-markedsorienterede principper. Skønt økonomisk vækst er gavnlig, er det ikke det højeste gode. Markeder skal indrettes til at gavne sociale formål. I vore dage udgør globale gigantvirksomheder tilmed en trussel mod den politiske suverænitet. Nationerne er tvunget til at samarbejde om at overkomme de globale økonomiske kræfters arrogance og forsømmelighed. Vi bifalder den fornuftige brug af regeringsmagt til at understøtte ikke-økonomiske sociale goder.

 

Uddannelserne skal reformers.

  1. Vi mener, at Europa har en historie og en kultur, der er værd at holde liv i. Vore universiteter svigter imidlertid alt for ofte vor kulturelle arv. Vi må reformere uddannelsernes pensumplaner, så de støtter videreformidlingen af vor fælles kultur frem for at indoktrinere unge mennesker med en kultur af fornægtelse. Lærere og mentorer på alle niveauer har opgaver og pligter over for vor fælles hukommelse. De bør lægge en stolthed i deres rolle som brobyggere mellem fortidens generationer og de kommende. Vi bør ligeledes skabe fornyelse i Europas højtudviklede kultur ved at sætte det sublime og det smukke som vor fælles standard, og ved at afvise kunstarternes degradering til en slags politisk propaganda. Dette vil kræve, at vi fremelsker en ny generation af kunstbeskyttere. Virksomhedsselskaber og bureaukratier har vist sig at være dårlige forvaltere af kunst.

 

Ægteskab og familie er afgørende.

  1. Ægteskab er grundvolden for det borgerlige samfund og er grundlaget for harmoni mellem mænd og kvinder. Ægteskab er det intime bånd, der er lagt omkring dette at opretholde en husstand og at opdrage børn. Vi påstår, at vore mest fundamentale roller i samfundet og som mennesker er at være fædre og mødre. Ægteskab og børn er en uadskillelig del af enhver vision om menneskelig trivsel. Børn har krav på opofrelse fra de mennesker, der sætter børnene i verden. Denne opofrelse er ædelmodig og skal holdes højt i ære. Vi støtter en klog socialpolitik, der opmuntrer og styrker ægteskabet, barnefødslerne og børneopdragelsen. Et samfund, der svigter dette at byde børn velkommen, har ikke nogen fremtid.

+++

 

Populismen skal medinddrages.

  1. Der hersker i dag i Europa en stor bekymring på grund af fremkomsten af det, der kaldes ”populismen” – skønt det synes, at betydningen af udtrykket aldrig bliver defineret, og at det hyppigst bliver brugt som skældsord. Vi har vore forbehold over for det. Det er nødvendigt for Europa at øse af sine traditioners dybe visdom frem for at stole på simplificerede slogans og splittende emotionelle appeller. Men vi anerkender dog, at mange ting i dette nye politiske fænomen kan repræsentere et sundt oprør mod det falske Europas tyranni, der hæfter etiketten ”antidemokratisk” på enhver trussel mod dets monopol på moralsk legitimitet. Den såkaldte ”populisme” udfordrer med rette det diktatur, som bor i status quo, ”centrumsfanatismen”. Den er et udtryk for, at endog i den inderste midte af vor degraderede og forarmede politiske kultur kan de europæiske folks historiske virkekraft genfødes.

 

Vor fremtid er det ægte Europa.

  1. Vi afviser den påstand – for den er falsk – den påstand, at der ikke findes noget ansvarligt alternativ til den kunstige, sjælløse solidaritet, som dannes i et forenet marked, et overnationalt bureaukrati og en snakkelysten og rapmundet underholdning. Brød og skuespil er ikke nok. Det ansvarlige alternativ er det ægte Europa.

 

Vi må tage ansvar.

  1. I denne situation beder vi nu alle europæere om at forene sig med os i afvisningen af det utopiske fantasifoster, som en multikulturel verden uden grænser i virkeligheden er. Vi holder retfærdigvis af vore fædrelande, og vi stræber efter, at vi til vore børn kan overdrage hele den ædle arv, som vi selv har modtaget fra vore forfædre. Som europæere ejer vi også en arv i fællesskab, og denne arv byder os at leve sammen i fred som et Europa af nationer. Lad os give den nationale suverænitet en ny fødsel, og genvinde den værdighed, som det fælles politiske ansvar for Europas fremtid giver.

 

(Oversat fra den engelske tekst med løbende reference til den tyske tekst af Jens Kristian Bech Pedersen)

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…