På EU’s 60-års fødselsdag tvivlede selv eurokraterne på EU’s storslåede fremtid

Udskriv

I skyggen af Brexit, der blev udløst den 29. marts, var der i EU den 25. marts inviteret til 60-års fødselsdagsfest. På trods af den forestående Brexit-sorg blandt regeringslederne fra EU-landene, blev der holdt en masse skåltaler, man klappede hinanden på ryggen – og nogle kindkys blev det også til – og fejrede den succes, de bildte sig selv og hinanden ind, at EU var og har udviklet sig til. Dog er man vist holdt op med at tale om en storslået fremtid. Så lidt har eurokraterne trods alt forstået.

 

Det er ved at gå op for mange eurokrater, at risikoen for en del exitter venter forude. Derfor forlyder det nu, at EU vil begynde ”at lytte til befolkningerne”. Også udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har en stærk tro på, at EU vil lytte – dog til vandrørene, som han udtalte i Deadline den 17. januar 2017 – for når han kommer til EU, kommer der til at ske noget. Om det er vandrørene, EU’s Rasmus Modsat-befolkninger eller Brexit, der er årsagen til, at EU-Kommissionen i øjeblikket holder sig lidt tilbage med konstant at sprøjte nye love ud, kan vel diskuteres. Jeg holder på Brexit.

 

At EU efter utallige protester fra mange nationalstater gennem mange år omsider foreslår, at man vil lovgive mindre, kommer nogle postgange for sent. Og der er næppe nogen, der tror på, at det ville være sket uden Brexit.

 

Frau Merkels fødselsdagstale

Frau Merkel var sandelig fuld af lovord over dette Fredens Projekt på fødselsdagen. Var jeg mon den eneste, der med gys lagde mærke til, at hun (på TV) sluttede af med at tale om EU’s regioner? Er det virkelig stadig ikke gået op for hende, hvorfra en meget stor del af den voksende og insisterende modstand mod EU stammer fra? At EU har nationalstater som medlemmer, og at ingen af nationalstaterne vil finde sig i at blive karakteriseret som en region i Frau Merkels EU?

 

Én stor lykkelig familie

Læs også
Vestens egen blindhed i forhold til islam er skyld i, at man har rodet sig ud i de katastrofale problemer med Tyrkiet

Og så er der jo også lige det med, at efterhånden vil de fleste i befolkningerne helst vil være fri for EU, herfra dog undtaget de lande, der aldrig var (eller er blevet) bare nogenlunde nær på at opfylde de politiske og økonomiske kriterier for at blive medlem. Men den slags er der råd for. Milliarder af euro fra EU-borgeres skattepenge bliver sprøjtet ind i disse lande, tilsyneladende uden  nogen mærkbar forskel.

 

Men penge er ikke alt; det er til gengæld familien. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi alle er én stor lykkelig familie. Det har daværende statsminister Anders Fogh Ramussen nemlig selv sagt, da han på hele EU-toppens vegne kunne byde de ti nye lande i en masseudvidelse i 2004 ”velkommen i familien”. To lande, Bulgarien og Rumænien, måtte dog vente indtil 2007 på at blive indlemmet i den lykkelige familie. 

 

For korrupte og ludfattige lande blev familieskabet lykken. De fik nu mulighed for at eksportere de fattigste af deres borgere, som de var grundigt trætte af, til de mere eller mindre rige femten EU-lande. For os andre blev det på mange måder temmelig lærerigt.

 

Nye ord

I familieskabets og solidaritetens navn fik vi lært nogle nye ord såsom hjemmerøveri, tricktyveri og andre former for tyveri.

 

Men vi blev ikke ladt i stikken. Behjertede politikere og politiet stod parat med gode råd, så vi kunne lære at omdanne vores hjem til Fort Knox. Det er ret enkelt, hvis man ellers har råd til det: Særligt sikrede vinduer og terrassedøre, særligt sikrede hoveddøre, overvågningskameraer (dog kun til intern lørdagsfornøjelse – billederne må ikke lægges på FaceBook), alarmsystemer med tilkaldevagter fra sikkerhedsbureauer, formedelst et månedligt gebyr forstås. De fattige må nøjes med nabohjælp, fylde hinandens skraldeposer under ferie, og ikke at forglemme: tømme naboens postkasser og at stille bilen eller cyklerne skiftevis foran egen dør og naboens.

Læs også
Statsministeren skylder befolkningen nogle vigtige svar om EU

 

Til gengæld blev det noget vanskeligere med tricktyverierne. For dem er der så mange slags af, at man næsten kan sige ”hver tricktyv, sit trick”. Så der har været utroligt mange nye spændende ting at lære, eller for de tungnemme at få brændt nallerne på.

 

Hvem skulle f.eks. have anet, at nogen ville gide at stjæle kobberledninger langs jernbanesporene, og at disse faktisk er øverst på en del såkaldte unionborgeres top-10 liste over tyvekoster? At der var nogen ude i Europa, der lige stod og manglede det kobber, der fik vores tog til at køre?

 

(Det bemærkes, at definitionen på en unionsborger er en person, som – udover statsborgerskab i sit eget land – af uransagelige årsager formodes at have behov for et supplerende unionsstatsborgerskab).

 

Det gik også op for os, hvorfor Sveriges tidligere statsminister, Fredrik Reinfeldt, mente, at der var rigeligt plads til yderligere ca. 40 millioner migranter i Sverige. Vores skovarealer er ikke så store som Sveriges, men vi har jo alle masser af pladser, torve, parker og togstationer, hvor der alligevel ikke bor nogen. Disse steder er derfor velegnede til (midlertidige) lejre.

 

Theresa May

Nogle af EU-lovene bliver UK nødt til at beholde af hensyn til frihandelsaftale mellem EU og UK – i hvert fald foreløbig. Men dét, jeg især bed mærke i i Theresa Mays tale i Underhuset den dag, Brexit-brevet blev afleveret til Donald Tusk, var bemærkningen: ”Vi er på vej til at tage vores egne beslutninger og lave vore egne love.”

 

Læs også
Østeuropæere vil selv bestemme hvor mange muslimske indvandrere, de vil have ind i landet – nu lægger EU sag an mod tre lande

Disse nationalsindede ord var en befrielse at lytte til. Ordene står i skarp kontrast til Frau Merkels utopiske drøm om ”regioner”.

 

27 håndslag

De resterende 27 EU-landes regeringschefer gav på fødselsdagen hinanden håndslag på, at de ville holde sammen og arbejde for et endnu stærkere (og lykkeligere?) EU. Forhåbentlig varer håndslaget ikke, til solen brænder ud.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ