Gang på gang må de politisk korrekte erkende, at terroren er islamisk – men de forsøger hver gang at krybe uden om

Udskriv

KOMMENTAR: ”Vi er i krig”, sagde den franske premierminister Manuel Valls og præsident François Hollande samstemmigt efter terrorangrebet på Bataclan i Paris januar 2015. Fjenden var uden navn, men havde intet med islam at gøre. Det var højst sandsynligt ISIS, der var den skyldige, men denne terrororganisation har heller intet med islam at gøre.

 

”Vi er ikke i krig med islam”, sagde daværende justitsminister Søren Pind (V) efter terrorangrebet i Nice i juli 2015 på Bastilledagen. ”Vi er derimod i krig med en dødskult.” Dødskulten har selvfølgelig heller intet at gøre med islam. For hvis den havde det, ville terroren aldrig slutte, erklærede Pind.

 

Vi kan altså stoppe dødskultens terror, må vi forstå, men ikke islamisk terror.

 

I krig mod en ukendt fjende

Politikerne kender altså ikke fjenden. De ved ikke, hvem der har erklæret os krig, for fjenden er navnløs.

 

Men de ved, hvem fjenden ikke er. Som strudsen med hovedet i sandet bedyres, at det i hvert fald ikke er islam. Hvis man ikke siger ordet, forsvinder det nemlig som dug for solen.

 

Tager en politiker overhovedet ordet islam i sin mund i forbindelse med terror, er det som ”voldtaget”. Hvem der har voldtaget islam, vides ikke, men ”nogen” har. Politikere, som dårligt kan stave til islam, udlægger velvilligt teksten for folket.

Læs også
Garvet politimand har 30 års erfaring med muslimske parallelsamfund – nu advarer han om, at de er ude af kontrol

 

Fjenden er derfor noget fluffy noget; bare et abstrakt begreb som dødskult, som man ikke kan se. Den er allestedsnærværende og ingen steder.

 

Derfor kan politikerne heller ikke rigtigt gøre noget, for der er intet kendt ved denne krig. Der er ingen fjendtlige fly i luften, der sender missiler ned i hovedet på os. Der marcherer ikke en fremmed hær gennem gaderne med støvletramp og bajonetter på geværerne. Og uden sådanne kendte manifestationer på fjendtlighed, kendes fjenden ikke.

 

Ganske vist udsender imamerne jævnligt krigserklæringer. Men dem er der ingen grund til at lytte til. Opfordringer til mord er jo nedskrevet i koranen og er som sådan et ”helligt” skrift, som politikerne ikke kan klandre nogen nulevende for, mindst af alle imamerne.

 

Moral som politik

Oven på det nys overståede terrorangreb i Stockholm holdt statsminister Stefan Löfven – uden skamfølelse og helt efter tragediemanualen at have knust en tåre over de døde, de sårede og deres pårørende – en tale på Socialdemokratiets partikongres.

 

Læs også
21-årig og 18-årig anholdt i terrorsag i London – britisk avis kalder den ene for ‘flygtningebarn’ og hjem med plejebørn undersøges

Svenskernes moral var dét, han påkaldte. Det er nemlig moral, der vil forhindre fremtidige terrorangreb, må man forstå. Og så selvfølgelig, at alle bare skal fortsætte, som de plejer, bevare roen, stå sammen og ikke være bange. For så har terroristerne vundet. Disse manende ord står nemlig også i tragediemanualen.

 

Bortset fra, at Löfven burde overlade moral til præsterne, er det ubegribeligt, at den mand tør tage ordet moral i sin mund.

 

Intet er mere umoralsk og inhumant end den politik, han selv og hans forgængere har ført mod det svenske folk.

 

Kærlighedsmanifestation

En indvandrer fra Iran, Damon Rasti, havde på FaceBook opfordret svenskerne til at møde op til en såkaldt kærlighedsmanifestation på Sergels Torg i Stockholm søndag den 9. april. En anden indvandrer, Milad Mohammadi, holdt tale om, at alle skulle stå ranke og tro på hinanden. Det måtte da kunne stoppe terroren.

 

Svenskerne adlød opfordringen. Måske var det ikke så meget kærlighed de mange tusinder af fremmødte mennesker følte. Måske ville de bare i stilhed føle nærhed med andre svenskere i sorgen.

Læs også
Islamisk Stat tager ansvaret for terror: Trusselsniveauet det højest mulige – angreb kan være nært forestående

 

Men ikke engang dét kunne de få lov til.

 

Uden blusel sprang politikere til for at holde tale. Et overgreb på et folk i sorg, kaldes det i indlægget. De, der er medskyldige i den tragedie, der har ramt Sverige, vover at stille sig op og fremmane en forestilling om, at de, der har været medvirkende til terrorangrebet, også sørger. Det er ikke alene en hån mod dem, der har mistet eller vil miste ved næste terrorangreb, men et skamløst spil for galleriet.

 

Hvis man har fulgt bare en smule med i svensk indvandrings- og asylpolitik, kan man ikke undgå at vide, at næppe noget andet sted i den vestlige verden er indvandrere blevet knuselsket, krammet og puslet om så meget som i Sverige. I øvrigt gennem en grov tilsidesættelse af de økonomisk dårligst stillede svenskere.

 

Der er ikke noget at sige til, at svenskerne ikke fatter, at det lige netop er deres land, der er blevet udsat for islamisk terror. Det mener de ikke, de fortjener. Andre lande måske, især dem med ”tonen”, men ikke den humanistiske stormagt Sverige.

 

Blomster som værn mod terrorister

Der er tale om forbryderisk naivitet, hvis nogen tror, at islamisk terror kan stoppes noget sted i den vestlige verden, så længe dens repræsentanter bor midt iblandt os og dagligt forøger sit antal.

 

Når de, der har ansvaret for at beskytte de europæiske befolkninger, ingen anelse har om, hvem den fjende er, som de er i krig med, forsøger de sig med forskellige foranstaltninger.

 

Således også i København, hvor der er sat betonklodser op i et forfængeligt håb om, at en lastbil ikke kan feje dem til side, og at det kan forhindre, at fjenden, dødskulten uden navn, kan maje befolkningen ned. Kønne ser de ikke ud – betonklodserne. Men kan politikerne ikke finde på andet at sikre befolkningen med, kan de i hvert fald finde ud af at forskønne hovedstaden. Så nu skal betonklodserne omdannes til blomsterkummer.

 

Jeg tænker i mit stille sind: Herren være os nådig.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ