Ny film: Kun for gyserfans

Udskriv

** * 3 stjerner ud af 6

 

A CURE FOR WELLNESS er instrueret af Gore Verbinski (født 1964), der har en bachelorgrad i film og tv. Desuden har han instrueret musikvideoer og reklamefilm for bl.a. Coca Cola og Nike. Mest kendt er han nok for instruktionen af ”Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl”.

 

I denne omgang har han lavet en psykologisk gyser.

 

Handling
Den unge, fremadstræbende Lockhart (Dane DeHaan) beordres af sit firma til at besøge et afsidesliggende kurhotel i Schweiz. Formålet med hans rejse er at finde direktøren, der opholder sig her, og bringe ham tilbage til USA. Dennes underskrift er krævet som forudsætning for en storstilet fusionering.

 

Det går ikke, som Lockhart har planlagt: Ind, ud og hjem med direktøren samme dag. I stedet kommer Lockhart ud for en ulykke, hvor han brækker sit ben. Lige pludselig er han selv patient på kurstedet, der har til huse i et gammelt slot med en lang og blodig historie.

 

En række uforklarlige hændelser finder sted, men når Lockhart forsøger at aftvinge svar fra den ledende læge Volmer (Jason Isaacs), bliver der talt udenom. Og hvorfor får patienterne det tilsyneladende ikke bedre, når de drikker vandet, der ellers har status af mirakelvæske? Og hvem er den mystiske unge kvinde Hannah (Mia Goth)? Mange spørgsmål, som Lockhart skridt for skridt finder de skræmmende svar på.

 

Lovende optakt

Læs også
Ny film: “Detroit” – en beretning om politivold i sort-hvid

Optakten til filmen er meget lovende. Desværre går det sidenhen støt ned ad bakke. Der er ganske enkelt for mange fuldstændigt syrede optrin, der ikke hænger sammen, uanset at fantasien selvfølgelig skal på arbejde i denne type film.

At Verbinski kan noget ret så originalt, fascinerende og pirrende med billeder er dog hinsides diskussion, jf. fx den indledende sekvens med et ’spejlet’ hurtigtog på vej igennem alperne.

 

Filmen er mindst en halv time for lang og trækker grumt på tilskuerens tålmodighed undervejs, så ”A Cure for Wellness” må siges kun at have adresse til MEGET passionerede gyserfans.

 

 

***

Længde: 2 timer 26 minutter

 

  • Medvirkende: Dane DeHaan, Mia Goth, Jason Isaacs, Celia Imrie m.fl.
  • Instruktør: Gore Verbinski
  • Manus: Justin Haythe, Gore Verbinski
  • Premieredato: torsdag d. 16. februar
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ