Ny film: Kærlighed og bedrag – men alt er ikke som det ser ud til at være

**** 4 stjerner ud af 6

 

THE HANDMAIDEN (Tjenerinden) er instrueret af koreaneren Park Chan-wook (født 1963) og kan genremæssigt placeret som en erotisk, psykologisk thriller. Filmen blev udvalgt til at deltage i konkurrencen om De gyldne palmer ved Cannes filmfestivalen 2016, og manus er inspireret af den walisiske forfatter Sarah Waters’ roman ”Fingersmith”. Rammen er dog ændret fra romanens victorianske epokes England til Korea under det japanske kolonistyre.

 

Handlingen
Tidspunktet er 1930erne, stedet altså Korea under den japanske besættelse.  Pigen Sookee (Kim Tae-ri) ansættes som tjenestepige for den japanske rigmandsdatter, Hideko (Kim Min-hee). Den unge kvinde lever isoleret på landet i et kæmpepalæ, der ejes af hendes onkel.

 

Sookee er imidlertid ikke bare tjenestepige. Hun er involveret i et sindrigt rænkespil udtænkt af en svindler (Ha Jung-woo), der kender Sookes baggrund og hemmelighed: Hun er tyv. Svindleren selv spiller rollen som greve, og han bestikker Sookee til at hjælpe ham med at forføre Hideko, så han kan få fingre i familieformuen.

 

Intrigen er velgennemtænkt og planlagt over en lang periode. Imidlertid viser Hidekos snævre verden at have flere dimensioner end den virkelighed, der fremtræder for en umiddelbar og overfladisk betragtning.

 

Så hvem manipulerer hvem?

 

En Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film

Fortælleteknisk er filmen bygget op i tre sektioner. Afsnittene flettes sammen ved en raffineret gentagelse af de samme optrin set fra forskellige synsvinkler og med forskellig for-forståelse.  De handlingsmæssige ’huller’ i første del bliver fyldt ud i anden og gennemlyst i tredje.

 

Brik føjes til brik, og hele tiden med en lille drejning, der flytter perspektiv og dermed tolkning. Først til allersidst falder personbaggrund og handlingsmotiver på plads i et færdigt puslespil.

 

Besættelse

Hovedtemaet er besættelse. Dels onklens besættelse af bøger, dels erotisk besættelse. De seksuelle (pornografiske) scener står i kø, og selv om flere af dem helt bestemt er pirrende i al deres æstetisering og med dristige nærbilleder, ville filmen have vundet ved en kraftig redigering af sexscenerne.

 

Til gengæld er filmen hele vejen igennem blændende smuk. Ikke alene på grund af de to billedskønne kvindelige hovedpersoner, hvis ansigter og kroppe kameraet klæber til. Men også fordi der er kælet for tidstypiske, dekorative detaljer i arkitektur, interiør, dragter, hatte, handsker, smykker, møbler, biler mv.

Læs også
Video: Hunden vil sidde ned, så hvorfor ikke sætte sig på en dejlig blød baby …

 

Med redigering var filmen strøget helt til tops

”The Handmaiden” er en brutal gyser om erotik og erotisk besættelse, forførelse, penge- og magtbegær, kontrol, voldsudøvelse, manipulation og bedrag. Men tillige om den store kærlighed, der måske har magt til at besejre det onde?

 

Ærgerligt, at instruktøren tilsyneladende er blevet så besat (sic!) af at udpensle især sex-scenerne. Havde han været lidt mere mådeholden, ’killed his darlings’ og strammet scener undervejs, ville filmen være strøget helt til tops på i hvert fald min stjernehimmel.

 

 

***

Længde: 144 minutter

  • Medvirkende: Kim Min-hee, Kim Tae-ri, Ha Jung-woo, Cho Jin-woong m.fl.
  • Instruktør: Park Chan-wook
  • Manus: Baseret på Sarah Waters’ ”Fingersmith”.
  • Censur: 15 år
  • Premieredato: onsdag d. 12. april
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…