*** 3 stjerner ud af 6
DET ER BARE VERDENS UNDERGANG er instrueret af fransk-canadiske Xavier Dolan (født 1989), som tillige er manuskriptforfatter og klipper. Sin unge alder til trods har Dolan allerede flere prisbelønnede film bag sig, bl.a. filmen ”Mommy” (2014) om en enlig mors kamp for en voldelig søn. ”Det er bare verdens undergang” havde premiere i Cannes 2016 og fik her juryens Grand Prix.
Handlingen
I filmens indledende sekvenser ses et mandeansigt (Gaspard Ulliel som hovedpersonen Louis) i close-up, og vi indvies i hans tanker. Han befinder sig i et fly, åbenbart på vej hjem efter at have været borte i 12 år. Hvem han er, hvor han har været henne, og hvorfor han vender tilbage, er gådefuldt.
Der klippes til en gruppe mennesker, der viser sig at udgøre hans nærmeste familie: Louis’ mor, søster og bror samt brorens kone. Alle venter de ’den fortabte søn’ i spændt forventning, men fra første færd antydes ugler i mosen. Han er dårligt trådt ind ad døren, før familiens indbyrdes konflikter bryder ud i lys lue.
Louis’ reaktion er i første omgang at forholde sig afventende og næsten tavs, mens han forsøger at navigere i det hajfyldte farvand.
Familiesammenkomsten, der i hvert fald for mor (Nathalie Baye) og søster Suzanne (Léa Seydoux) skulle være et forløsende gensyn, bliver alt andet.
Præcist hvad årsagerne er til de ubehagelige gnidninger, det betændte samvær og alt det usagte, der ulmer lige under overfladen, kommer aldrig rigtigt for en dag. På et tidspunkt afslører Louis sig dog som forfatter – en lille brik til at begribe den større sammenhæng og den dysfunktionelle families hemmeligheder.
Et kammerspil
Filmen er baseret på et teaterstykke og kan karakteriseres som et kammerspil. Louis siger som sagt ikke ret meget, til gengæld er mængden af nærbilleder med hans og de andre figurers bævende læber og sårede øjne utallige.
At tematisere de besværlige og smertelige relationer i en familie, der på trods af overfladens bitterhed og aggression elsker hinanden, er bestemt et væsentligt og værdigt projekt for en spillefilm.
Men uagtet fint skuespil fungerer mange af dialogerne ikke. Når svigerinden Catherine (Marion Cotillard) for tredje gang ikke kan få fremstammet de mest banale sætninger, rækker selv ikke Cotillards særegne skønhed til at fastholde interessen, men fremkalder i stedet irritation. Det samme gælder en række andre psykologiske og filmiske virkemidler, der bliver slidt op ved for hyppig gentagelse.
Adskillige af samtalerne i filmen er ikke bare dræbende for kommunikationen, de er dræbende kedelige. Og det kan det ellers ofte interessante kameraarbejde ikke i tilstrækkeligt grad råde bod på.
***
Længde: 97 minutter
- Medvirkende: Gaspard Ulliel, Marion Cotillard, Léa Seydoux, Vincent Cassel og Nathalie Baye.
- Instruktør: Xavier Dolan
- Manus: Xavier Dolan efter skuespil af Jean-Luc Lagarce
- Censur: 7 år
- Premieredato: torsdag d. 23. marts