I dag tirsdag behandler Folketinget et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti. Forslaget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der forbyder bederum på alle offentlige uddannelsesinstitutioner.
Reelt drejer det sig om muslimske bederum, da der ikke er andre religioner, som gør krav på særlige rum til daglig bøn.
Socialdemokratiet støtter et forbud. Men partiet undlader at stemme til Dansk Folkepartis forslag. Begrundelsen er, at der er brug for mere viden og debat, inden man vedtager noget. Det siger partiets ordfører Mattias Tesfaye til Jyllands-Posten.
Dette afspejler Socialdemokratiets aktuelle position, når det gælder værdipolitik og udlændingepolitik: Man vil markere en strammere kurs, men man prøver sig forsigtigt frem ved at sende nogle signaler.
Sagen er et eksempel på den tilnærmelse mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som finder sted.
Første begrundelse for forbud
Der er tre grunde til, at et forbud mod bederum er en god idé.
Den ene er, at de bedende muslimer kan lægge et socialt pres på andre muslimer for at de skal deltage. Både fra Danmark og fra andre lande kendes man eksempler på et sådant pres, der nogle gange antager grove former.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) taler da også om, at mobning finder sted.
Anden begrundelse
Den anden grund er, at sådanne muslimske samlingssteder kan være arnesteder for radikalisering. Det hænger sammen med, at islam er religion og politik på én gang.
Et gymnasium oplevede for år tilbage, at den berygtede imam Abu Labans søn brugte fredagsbønnen til udbredelse af radikale budskaber. På professionshøjskolen UCC fandt man for nylig materiale fra det rabiate Hizb ut-Tahrir i bederummet.
Tredje begrundelse
Endelig er der en tredje og bredere begrundelse for et forbud:
Vi skal ikke have et samfund, hvor den sociale omgang med hinanden bliver styret af, om man følger islams regler eller ej.
Vi har heldigvis et samfund, hvor man normalt omgås hinanden uden at blande religionen ind. Vi skal ikke have bederum. Vi skal ikke have islamiske tørklæder på offentligt ansatte eller ekspedienter i butikker.
Vi har tradition for, at vores samfund i meget vidt omfang fungerer som et verdsligt fællesskab, hvor man mødes som frie borgere.
Den danske stat og det danske samfund har særlige bånd til kristendommen. Men disse bånd er ikke noget, man bruger til at dele folk op i hverdagen.
Jo mere et samfund fungerer efter religiøse regler og opdelinger, jo større er risikoen for splittelse og strid. Historien er rig på eksempler.
Ikke et lokalt anliggende
Selv om undervisningsminister Merete Riisager er imod bederummene, afviser hun et forbud. ”Institutionerne skal selv tage ansvar under eget tag,” siger hun til Jyllands-Posten.
Den holdning er svær at forstå. Man kan dårligt finde et spørgsmål, som i den grad ikke er en lokal sag. Dette er et fælles og meget principielt samfundsmæssigt anliggende.
Henvisningen til lokal selvbestemmelse er slet og ret politisk ansvarsforflygtigelse.
Burka og tørklæder
Den samme ansvarsforflygtigelse har vi set i forhold til burka, niqab og tørklæder.
Her har flertallet af politikere i Danmark ikke engang ønsket at føre en fælles debat. Imens føres debatten i andre europæiske lande.
Frankrig, Belgien og dele af Schweiz har gennemført forbud mod burka og niqab (hvor kun øjnene ses). Også Østrig vil indføre et sådant forbud.
Begrundelsen er den helt rigtige, at det er en fundamental forudsætning for socialt samkvem i et frit samfund, at man kan se hinandens ansigter.
I Østrig vil man også forbyde muslimske tørklæder på dommere, anklagere og embedsmænd i administrationen. Borgerne skal ikke mødes af myndigheder, der repræsenterer islam.
Danmark er bagtroppen i denne europæiske debat (bortset fra tørklædeforbud for dommere). Der er brug for, at regeringen tænker sin position igennem igen og ændrer den.
