Sass Larsens vil sammenlægge DSB og Banedanmark – et godt forslag, der styrker den nationale sammenhængskraft

I 1990erne ville man skabe ”konkurrence på togskinnerne” i Danmark gennem udbud og privatiseringer af dele af togdriften i Danmark. For at gøre dette muligt måtte man derfor adskille den faste struktur-del i form af banelegemer, signalsystemer, elektrificering og øvrig fast struktur fra transportdelen, dvs. togtransporten. Til at varetage den faste struktur-del blev Banedanmark derfor oprettet i 1997 under den socialdemokratisk ledede Nyrup-regering.

 

Her til efteråret skal Folketingets partier forhandle løsninger vedrørende den fremtidige togdrift i Danmark. Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen har foreslået, at det nu skal være slut med udbud og privatiseringer. For ham har adskillelsen af komponenterne, banelegeme og tog, som for enhver fornuftig og praktisk betragtning ikke burde kunne adskilles teknisk, drifts- og styringsmæssigt, kun skabt ineffektivitet for såvel kunder som tog- og baneledelsen. Socialdemokraterne ønsker igen Banedanmark og DSB lagt sammen som et 100 % dansk statsejet selskab, som dog på sigt kan frasælge ejerandele til udvalgte (danske?) investorer, forudsat at den danske stat fortsat sidder på hovedparten af ejerskabet.  

 

Sass Larsen har om forslaget selv sagt, at ”det her er en stor principiel og ideologisk melding”. Og Venstres Kristian Pihl Lorentzen, der ud fra sin liberalisme ikke er i stand til at skelne mellem nationalt fællesskab og kommunisme, siger om forslaget: »Det, som Sass Larsen foreslår, er sovjetisk jernbanekommunisme.”

 

Ikke ethvert fællesskab er kommunisme
Men det er ikke ethvert fællesskab, der er kommunisme. Det er ikke ethvert fællesskabsprojekt, der har til formål at virke som kommunismens ideologiske propagandaredskab for at statsliggøre, kollektivisere og umyndiggøre borgernes sind og tanker, og ødelægge sund privat virksomhed.

 

Politiet og det danske militære Forsvar er danskerne fælles om. Det bliver disse etater ikke kommunistiske af. Det danske folks kirkelige og religiøse fællesskab i Folkekirken er heller ikke kommunistisk. Sygehussystemet heller ikke. Og sådan kan man nævne flere andre danske nationale fællesprojekter. Heller ikke hele det store danske statsapparat er kommunistisk, selv om det er en mastodontisk lovgivningsmæssig, myndighedsudøvende og juridisk ramme om den danske befolknings fælles liv.

 

Jovist kan økonomisk ”nationalisering” af samfundsressourcer og virksomheder anvendes som led i indførelsen af kommunistisk diktatur. Men det betyder ikke, at danskernes fællesfinansiering af og fællesskab om visse nationalt essentielle samfundsressourcer er kommunisme. Ikke enhver ”økonomisk og ejermæssig nationalisering” er ideologisk socialisering og kollektivisering.

Læs også
Dommedagsprofetierne gjort til skamme: Aftalen om Europol tilfredsstiller stort set dansk politis behov, siger Rigspolitiet nu

 

Det er ikke u-borgerlig politik at værne om danskernes nationale fællesskabsprojekter. Men det er u-borgerligt at ofre Danmarks nationale fællesskabsprojekter til fordel for udenlandske investorers opkøb af den samtransport, der skal bringe danskere sammen og rundt til alle egne af Danmark. Der er virkeligt noget, vi ikke skal give fra os.

 

Det nationale fællesskab
Der findes et andet og langt mere værdifuldt fællesskab end det kommunistiske: nemlig det nationale. Nationalisering og nationalisering er derfor to ting. Det er fx en katastrofe for Danmark, at de danske landegrænser ikke er fuldt nationaliserede under dansk statsmagt alene, men tværtimod er globaliserede under EU-kommunismen. Sådan som det gennem EU-lovgivning også er sket for megen anden infrastruktur i Danmark. Og sådan som stærke kræfter arbejder på at ”af-nationalisere” det danske forsvar ved at oprette et fælles europæisk forsvar under EU-kommunismens formynderi.

 

National sammenhængskraft og nationalt fællesskab drejer sig ikke kun om bløde, kulturelle værdier og folkelig homogenitet. Der er helt afgørende samfundsressourcer, der skal bevares på danske hænder i forhold til udlandet og udenlandske investorer, for at Danmark hænger sammen, og for at danskerne kan sikre sig en dansk ramme om danskernes liv. Og sikre danskernes eget fulde greb om den detaljerede styring af disse rammer.

 

Gud ske lov har Danmark forbehold over for EU vedrørende euroen, overstatslig retspolitik, det militære forsvar og statsborgerskabet. Men på mange andre områder har EU´s overnationale markedsliberalisme nedbrudt det nationale fællesskabs mulighed for at forsvare sig over for opløsningen af den nationale sammenhængskraft.

 

Der er næsten ingen grænser for, hvad der efter EU-kommunismen er pligt til at udbyde til udenlandske investorer, så Danmark med årene også økonomisk, ejermæssigt og investeringsmæssigt er blevet et stærkt splittet samfund, der i princippet er ude af stand til at fastholde vigtige samfundsressourcer som en del af det nationale fællesskab.

Læs også
Ny bog om Europas arenaer – fjorten herlige fortællinger fra fodboldens katedraler

 

Danmark kan hurtigt opkøbes
I stigende grad ejes Danmark af fremmede. Denne udvikling kan ikke fortsætte, hvis Danmark skal bevare en sammenhængskraft og en modstandsevne, der kan bevare danske værdier på danske hænder. Og hvis ikke alternativet skal blive opløsning af danskernes egne muligheder for styre landet økonomisk og strukturmæssigt.

 

Danmark er et lille land med kun svage økonomiske og finansielle kræfter i forhold til stærke udenlandske stater og virksomheder. Især for et sådant lille land er pengenes og investeringernes frie løb en langt større fare for den nationale sammenhængskraft i forhold til den økonomiske gevinst end for langt større lande.

 

Danmark kan hurtigt opkøbes. Vor tids økonomiske globalisering og liberalisme, som ønsker at nedbryde alle nationale forhindringer, kan sikkert og hurtigt over nogle årtier bringe Danmark i en situation, hvor danskerne ikke selv vil være i stand til at tilbagekøbe de danske materielle værdier. Der skal siges stop i tide. Heldigvis har Danmark sin særlige ”sommerhusregel”; en sådan regel bør Danmark indføre og hævde på mange andre områder. National grænsekontrol er mere end kontrol over den geografiske landegrænse.

 

Historiens lære: Så hurtigt og umærkeligt sker det!
Danmarks nuværende udvikling ligner udviklingen i Danmarks såkaldte ”kongeløse tid” i 1300-tallet. De kapitalstærke nordtyske handelshuse og handelsbyer, der havde samlet sig i det såkaldte ”Hanseforbund”, udgjorde en så stærk og vældig pengeorganisation, at Danmarks og de øvrige nordiske byer, Nordens erhvervsliv og landbruget med de mange småbønder ikke kunne stille noget op.

 

Dansk erhvervsliv var købt op, og hele Danmark endte med – til stor lidelse for befolkningen – at være pantsat under rige holstenske landgrever og pantherrer. I Danmark hærgede holstenske landsknægte, der opkrævede skatter for de fremmede herremænd: ”tyskerne reves om Danmark.” Danmark var fallit, og havde tabt sine ressourcer og aktiver til udenlandske pengemænd. Det var konsekvenserne af den tids ukontrollerede globalisme og markedsmæssige liberalisering.

 

Historikeren Palle Lauring skrev om situationen: ”Ingen i Norden så katastrofen, før den var udviklet så langt, at det var for sent. . . . . Alle Danmarks naboer regnede med, at landets saga var skrevet færdig. . . . . Den kongeløse tid står som en af Danmarks sorteste perioder, den nærmeste, landet nogensinde i ældre tid har været ved at blive slugt sydfra.”

Læs også
En Danmark blevet rødt? – Nej, den folkelig modstand mod elitens multikulturelle drøm er usvækket

 

Men Danmark blev reddet: Af den største dansker, der nogensinde har levet, nemlig kong Valdemar Atterdag (1320 – 1375), som ved en kynisk blanding af krige, tilbagekøb, pantindløsninger, fredsslutninger, intriger, traktater og overraskende kup fik rekonstrueret og samlet Danmark igen.

 

Den historie kan vi lære noget af i dag. Vi skal holde et vågent øje med udenlandske investeringer i Danmark og med udenlandsk erhvervslivs adgang til Danmark. Det kan overhovedet ikke være anderledes, end når EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker i sin nylige tale om EU-unionens tilstand foreslår ”a new EU framework for investment screening”, der skal sikre EU´s kontrol med ikke-EU-landes opkøb af infrastruktur i EU-landene. Men hvad er vigtigst for Danmark: EU eller nationen?

 

Der er mange fordele ved et frit fællesmarked. Men et lille land med en lille økonomi kan erobres med penge. Det er den underliggende og skjulte trussel fra et fællesmarked, hvis der ikke sættes nationalt beskyttende begrænsninger op imod liberalismens junglelov.

 

Dansk togdrift er en national værdi
Togdriften er danskernes fællestransport, som skal styres ud fra de ønsker, som danskerne selv har til at binde Danmark sammen tidsmæssigt og geografisk. Togtransport i Danmark skal ikke være udliciteret til udenlandske stater eller virksomheder, og derved være bundet til mangeårige erhvervskontrakter.

 

Dansk togtransport skal være en offentlig statsejet virksomhed, der til enhver tid er underlagt den danske regerings (ministeriets) behov for at kunne foretage både langsigtede og kortsigtede samt hurtige og fleksible ændringer i togdriften til gavn for befolkningen.

 

Togdrift i Danmark er en national værdi, der skal sikre sammenhængskraft på det transportmæssige område. Dansk togtransport er en nationalstrategisk samfundsressource.

 

Fra dansk statsselskab til tysk statsselskab
Hvorfor er det i øvrigt nærmest kun jyder, der skal udsættes for udliciteringer til udenlandske togselskaber? Jylland er som bekendt som en halvø landfast med det økonomisk stærke Tyskland. Derfor er der for tyske virksomheder nem og hurtig adgang til med tiden at udvikle og opnå en dominerende stilling inden for en lang række af de mest betydningsfulde samfundskapaciteter i Danmark.

 

Det tyske togselskab Arriva driver i dag otte toglinier i Vest- og Midtjylland. To mere skal efter de politiske planer sættes i udbud; én i Midtjylland og én på Fyn. Arriva startede oprindeligt som et engelsk selskab i 1938. Men i 2010 opkøber det tyske statsejede Deutsche Bundesbahn (DB – De Tyske Statsbaner) hele Arriva for 13,5 milliarder kroner i kontant betaling. Arriva er i dag Danmarks største busentreprenør; og er i dag oppe på en markedsandel på ca. 50 % af busdriften i Danmark og ca. 60 % i hovedstadsområdet.

 

Men for de otte toglinier i Vest- og Midtjylland: Er det ikke ejendommeligt – når Sass Larsens forslag omtales som ”sovjetisk jernbanekommunisme” – at disse toglinier, der tidligere blev drevet af det danske statsejede DSB, i ly af EU-liberalismens nedbrydning af nationale præferencer er blevet presset ud af det danske hjemmemarked af det tyske statsejede Arriva? Ja, man kan virkelig gruble over, om digteren Carsten Hauch´s ord ikke også gælder på disse profan-materielle markedsområder: “O, Danmark, på rænker du dig aldrig forstod.”

 

Når EU i sin såkaldte EUs fjerde jernbanepakke kræver adskillelse mellem infrastrukturen og operatører, er det så andet end at underminere det nationale monopol, den nationale styring og det nationale fællesskab omkring befolkningens fælles transport; og give frit løb for udenlandske investeringers langsomme ødelæggelse og opløsning af Danmarks sammenhængskraft også på de vigtige materielbetonede samfundsressourcers område.

 

En dansk opgave!
Hvorfor kritisere Sass Larsens ide om at sammenlægge Banedanmark og DSB for at skabe en mastodont-virksomhed? Hvor stor er Danmark da? Og hvor kompliceret og stor en opgave er det da at koordinere driften af det faste banelegeme med selve togdriften? Den koordination, der ud fra enhver styringsbetragtning af det nære samspil i disse uadskillelige ressourcer – banelegeme og tog – jo nødvendigvis må kræve den snævreste koordination under samme overordnede ledelse. Det er en dansk opgave! Selvfølgelig kan vi danskere løse den!

 

Man skulle tro, at DF, som ellers er en stærk forsvarer af nationale værdier, ville tage imod Sass Larsens forslag med kyshånd. Men den første bemærkning til forslaget fra DF´s side var blandt andet end understregning af, at man også skal efterleve de krav, EU stiller til den fremtidige togdrift. Men national styrke og folkelig sammenhængskraft er mere end bløde værdier. Sass Larsens forslag er et nationalt forslag.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…