Den såkaldte elite, der altid fremhæver deres humanisme, slår til hver en tid et slag for islam. Det er nemlig humanistisk at ønske for andre, hvad man bestemt ikke ville ønske for sig selv eller sine kære.
Ikke mindst den kvindelige muslimske klædedragt har humanisternes bevågenhed. I dette blogindlæg promoverer Siddik Lausten kvinders indhylning. Den, der både dækker kvindernes syndige, seksuelt ophidsende – og for mænd meget farlige – kvindelige former og deres hår, hals og nakke.
De, der opponerer imod dette fremmede islæt i den danske kultur, har ifølge Siddik Lausten kun meget svage argumenter for ikke at kunne lide den anmassende, meget synlige og gennemtrængende islamisering af både Danmark og EU. Måske kan man heraf udlede, at han mener, at hans egne argumenter for promoveringen af indhyllede kvinder modsvarende er stærke.
Humanisternes argumenter
Siddik Laustens stærkeste argument er, at kvinderne som ”voksne mennesker selv har valgt”, og at indhylningen betyder meget for dem. Og det er vel et argument, der vil noget.
Lausten vil dog aldrig selv blive tvunget til frivilligt at vælge hijab, burka og/eller niqab, mens det kan se noget anderledes ud for muslimske kvinder.
En af dem, der på egen krop har mærket frihedens trange kår er som f.eks. den tysk-albanske forfatter og samfundsdebatør Zana Ramadani . Hun beretter om den kontrol og undertrykkelse, muslimske kvinder udsættes for og giver ikke meget for den ”tolerance”, som såkaldte humanister lægger for dagen.
Om ‘frivilligheden’ siger Zana Ramadani, at ”Når jeg ser, hvordan stadigt flere frivilligt går med tørklæde, ser jeg kun en ting, nemlig at man tager friheden fra mig. Vi kvinder, der har kæmpet os ud af den her verden, bliver forrådt.” Og videre: ”Det med selvbestemmelsen er en joke. Millioner af kvinder i muslimske lande har ikke noget valg, når det gælder tørklædet.”
Ramadani mener, at ”[Det] er et ‘fuck you’ til både mænd og kvinder. Så snart en kvinde tildækker hovedet, siger hun jo, at håret og hendes seksualitet i princippet er så tiltrækkende, at en mand ikke kan tænke klart, når han ser det. At han er et dyr, styret af sine drifter.”
Men hvis de ikke selv har valgt, så må staten ”anvende alle midler”. Mener Siddik Lausten, at de skal anmelde deres forældre. At denne unge kvinde har den mulighed? Eller at indhyllede småpiger har det?
Et andet af Siddik LaustenS slagargumenter er, at han aldrig har hørt om indhyllede kvinder, der har missioneret blandt deres kolleger på en arbejdsplads. Næh, jeg vil tro, at det kunne give bagslag. Til gengæld generer de sig ikke for at lade det gå ud over de svageste i samfundet, nemlig patienter, som ikke har det fornødne overskud til at kæmpe imod.
På Odense Universitetshospital er der indhyllede, der har gjort livet surt for andre muslimske lægestuderende, fordi de ikke ville indhylle sig. Sidstnævnte så til sidst ingen anden udvej end at fjerne sig fra det enorme pres, der blev lagt på dem.
Så den islamistiske påklædning er en missionering i sig selv. Den signalerer afvisning af vestlige værdier, tilknytning til sharia og et ønske om islamisering af Vesten.
Oppositionens argumenter
Når den politisk-islamiske vækkelse sætter sig på magten, er det allerførste, der sker, at kvinderne kommanderes til at hylle sig ind. I lande, som f.eks. Afghanistan og Iran, hvor kvinderne inden de islamiske revolutioner ikke bevægede sig rundt i mobile telte, er det nu et absolut krav, at de dækker sig til. De kvinder har ikke noget ”frit valg”.
Billederne viser kvinders liv før og efter islamiske revolutioner i Afghanistan og Iran.
Tilsløring af kvinder er islamisternes stærkeste våben. Også i Vesten begynder islamiseringen med kvinderne, og dens magt kan direkte aflæses i udbredelsen af indhyllede kvinder.
Efterhånden som flere og flere kvinder indhyller sig, er tiden kommet til, at islams krav om lebensraum bid for bid kan sættes i værk. Islamisterne kræver og erklærer områder for ”deres” – de såkaldte no-go zoner, som næppe nogen storby i Vesteuropa er gået fri for. Og for kvinder, der ikke klæder sig i overensstemmelse med islamisternes krav, kan det være direkte livsfarligt at bevæge sig ind i disse besatte zoner. I ghettoerne kan de ikke ”frit vælge”, om de vil iføre sig islamisk mode anno 600-tallet.
Dét, der startede i de muslimske lande, og som vi andre hovedrystende kunne følge via TV-skærmen (overbeviste om, at det da gudskelov aldrig ville komme til vores breddegrader), har nu med den stigende indvandring fra muslimske lande også fået skræmmende konsekvenser for kvinderne i Vesten.
For de indhyllede kvinder har det helbredsmæssige konsekvenser. D-vitamin manglens følger kan bl.a. være diabetes, muskelsmerter og -kramper og føleforstyrrelser i hænder og fødder (Glerup H et al. J Intern Med 2000; 247: 260-8).
Den snigende islamisme
Islamiseringen sker i begyndelsen så snigende, at den næsten er umærkelig, indtil kun blindhed er en undskyldning for ikke at vide, at ”det Danmark, vi kender” for længst er ophørt med at eksistere.
For nogle tiår siden var det fx en sjældenhed at se formummede kvinder bevæge sig rundt i samfundet. Det er det ikke længere. Og da offentlige institutioner, supermarkeder og stormagasiner bøjede nakken for dette spændende multi-kulti projekt, var der ikke langt til at stramme den islamiske skrue en tand mere. Derfor kan vi nu se, at det er helt straffrit at begå psykoseksuelle overgreb mod småpiger og indhylle deres kroppe.
Alle steder i landet, hvor islamisterne kommer i flertal, forsvinder danske værdier, kultur, traditioner og sædvaner lidt efter lidt. I langt de fleste tilfælde melder folketingspolitikerne ikke klart ud, men lader kommunerne og dens institutioner om selv at klare problemerne med islamiseringen. Nogle vælger at bøje nakken, mens andre nægter at give afkald på danske værdier.
Enten vi vil eller ej, er vi nu med islamismens fremmarch underlagt de islamiske halal- og harampåbud, både når det gælder vores børns skolemad, juletraditioner, julesalmer og andre traditioner.
Endog i kontakten med offentlige institutioner, der tidligere var verdslige, skal vi nu først filtrere muslimen fra for at kunne se personen. Og som patient på et hospital, kan det få ganske voldsomme konsekvenser at afvise at blive behandlet af hijabklædt personale.
Som Zana Ramadani siger, er hijaben det frie samfunds ligklæde.
De danske kulturafviklere
Retfærdigvis må det siges, at det er tvivlsomt, om det ville have været muligt for islamisterne på få tiår at ændre vores land til næsten uigenkendelighed, hvis de ikke havde fået hjælp af dele af urbefolkningen.
Det forgangne Danmark har venstrefløjen ikke meget tilovers for. Gudskelov, at det lakker mod enden. Og har islamisterne brug for (yderligere) hjælp, skal det bestemt ikke skorte på støtte.
Formålet med at medvirke til at ødelægge sit eget land, fatter jeg ikke bevæggrundene for. Men jeg går ud fra, at der må være en grund.
Måske skyldes det den varme følelse, som opstår, når man mener at være et rigtigt humanistisk menneske, sådant et godt og anstændigt et af slagsen, der ikke alene imødekommer ethvert udtrykt krav, men også sørger for at forudse endnu ikke udtalte krav for at fjerne hver en sten på islamisternes vej.
