En skole i det muslimske Malaysia har vakt heftig debat. Skolen, der ligger lidt uden for hovedstaden Kuala Lumpur, kører en form for apartheid, når det gælder skolebørnenes drikkekrus.
De ikke-muslimske børn må ikke drikke af de samme krus som de muslimske. Derfor har krusene mærkesedler på, hvor der står ”For muslimer” og ”For ikke-muslimer”.
Denne islamiske opdeling (segregation) findes også i Europa.
Det islamiske samfund
Diskrimineringen af ikke-muslimer er ikke noget tilfældigt påfund. I det idealsamfund, som udmales i islam, har muslimerne magten, mens de vantro er laverestående væsner, der betegnes som ”dhimmi”.
Dhimmi skal betale en særlig skat til de muslimske herskere, hvis disse herskere skal acceptere dem og holde hånden over dem.
Den ’mangfoldighed’, som de politisk korrekte elsker at udmale i forhold til muslimske indvandrere, har absolut ingen gang i et samfund, der følger de islamiske dogmer. Her bestemmer muslimer alt.
Protester
Malaysia er muslimsk domineret, og der har fundet en voksende islamisering sted i landet over de senere år.
Men det er stadig langt fra alle i befolkningen, som hylder dogmatisk islam. Der findes mere verdslige, liberale muslimer. Og der findes betydelige ikke-muslimske mindretal.
Disse kredse har protesteret over, at de ikke-muslimske børn på den omtalte skole er tvunget til at drikke af særligt mærkede krus.
De vantros urenhed
Skolelederen har så forsøgt at forklare apartheid-systemet med vandkrusene som en nødvendighed for muslimer:
Hun siger, at de separate krus for ikke-muslimer skal tjene til at ”beskytte muslimske elevers hygiejne”.
Hvordan det?
Jo, forklarer skolelederen, de vantro elever kan have spist noget, der ikke er ’halal’ – altså tilladt ifølge islams regler. Det kan for eksempel være svinekød.
Og så er der jo en risiko for, at små rester af denne mad overføres fra ikke-muslimernes læber til drikkekrusene. Derfor kan muslimerne ikke drikke af de samme krus.
Dette er reelt en begrundelse for, at denne apartheid bør indføres alle steder, hvor muslimerne har magt til det.
For overalt vil der jo være risiko for, at ’urene’ madrester ellers kan overføres fra vantro til muslimer.
Europa
Hvis man tror, at denne tankegang ikke kan tænkes i Europa, må man tro om igen.
I 2004 udgav det franske undervisningsministerium den såkaldte Obin-rapport. Den beskrev, hvordan der allerede dengang fandt en radikalisering sted blandt muslimske elever i en del skoler.
Som et grelt eksempel nævnte rapporten, at visse muslimske elever nægtede at drikke af de samme vandhaner og spise med det samme bestik, som blev benyttet af de ikke-muslimske elever.
De ville være sikre på at undgå de vantros ’urenhed’.
I en bredere forstand praktiseres den islamiske adskillelse fra de vantro jo i form af de parallelsamfund, der vokser sig stadig større i de europæiske lande.
