Kan man udstille dukker af sorte piger og sparebøsser af afrikanere med karikerede store læber der bliver sparket af æsler, selv om de er en del af et mørkt kapitel i dansk historie på et dansk museum?
Det mener Karen Munk-Nielsen ikke, at man kan. b.dk 5.3.
Derfor vil hun fjerne “negerdukker” fra en udstilling om Dansk Vestindien og placerer dem sammen med lignende genstande i et særligt rum.
Karen Munk-Nielsen er leder af Museum Vestsjælland i Holbæk. Og her skal man have en udstilling om Vestsjælland og Dansk Vestindien i anledning af 100 års jubilæet for salget af øerne.
Dengang blev sorte – eller negre som det hed dengang – bragt til Danmark. Og det satte sit præg blandt andet på danske børns legetøj.
Og det er den historie, som har sat sine spor på museets samling blandt andet i form af “negerdukker”. Men museet vil ikke have “negerdukkerne” blandt de andre udstillede genstande. De får deres eget rum.
‘Vi synes ikke, vi bare kunne udstille de sorte dukker som en hyggelig ting små piger fra Vestsjælland har leget med. Vi synes, at dukkerne er gode til at illustrere, hvorledes vores syn på museets samlinger forandrer sig gennem tiderne. Dukkerne er betegnet som ‘Negerdukker’ i vores protokol. Denne betegnelse er kontroversiel i dag og dette sprogbrug vil vi gerne sætte til diskussion, og vi sætter også fokus på de stereotype afbildninger af afrikanske mennesker,’ siger Karen Munk-Nielsen til Berlingske 5.3.
Danmark og slaveri
Karen Munk-Nielsen er tilsyneladende også bange for, at folk får en forkert opfattelse. Det bliver diffust, hvis “negerdukkerne” er en del af udstillingen.
De kan ikke tåle at se dukkerne udstillet som led i en historisk sammenhæng med andre af tidens genstande, fordi det kan give dem en forkert opfattelse.
»Det er paradoksalt, at de hvide børn har haft slavegjorte barnepiger som omsorgspersoner samtidigt med, at andre slavegjorte har levet omkring børnene under kummerlige forhold. Men udstillingen handler om forbindelsen mellem Vestindien og Vestsjælland, og hvis vi udstillede dukkerne midt i det hele ville fokus blive diffust, fordi tilskueren pludselig skulle forholde sig til 200 års racesyn i det hele taget,« siger Karen Munk-Nielsen.
Det virker formynderisk. Og spørgsmålet er om det tværtimod ikke udvandet og gør dansk historie diffus for de besøgende, når “negerdukker” udgrænses på denne måde.
Det er en del af dansk historie, at der var slaveri i Dansk Vestindien, hvor det blev afskaffet i 1848. Men slaveri var ikke direkte tilladt i Danmark.
»Nej, vi havde ikke slaveri i Danmark – eller rettere det var hverken tilladt eller forbudt ifølge Danske Lov, og der var derfor tale om en juridisk gråzone. Men danskere havde slaver på Guldkysten, og danskere havde slaver i kolonierne i Dansk Vestindien. Og nogle danskere tog disse slaver med hjem til kongeriget.« Videnskab.dk
http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/har-vi-holdt-slaver-i-danmark
Hvorfor var det sådan i Danmark og hvad betød det? Det er det, der er museets opgave at skabe forståelse for. Ikke en diffus moraliseren.
Nutidens normer trækkes ned over historien
Signe Hegelund har været konsulent på udstillingen.
Hun frygter tilsyneladende også, at fortidens syn på sorte mennesker kan smitte af på museets besøgende. Hun mener åbenbart, at en udstilling ikke så meget skal bruges til at forstå fortiden. Den skal i højere grad bruges til at give de besøgende en oplevelse af kollektiv skyld. Hun siger til b.dk:
“Det handler ikke om, at man skal fortie fortiden, eller det skal være synd for alle der er brune i huden, men hvordan kan vi bruge materialet som et interessant vidnesbyrd af noget der også er vores historie. Netop fordi det er dukker ligger der en potentiel infantilisering af den vilde sorte, og hvordan bruger man den del af vores historie uden, at det bliver en uinteressant reproduktion af en forældet stereotyp forestilling. Vi andre gider heller ikke at høre om vikinger med horn i hjelmen. Vi vil snakke om, hvad vikingekulturen kunne, vi vil dybere ned. Dukkerne kan for eksempel være med til at fortælle en historie om en kollektiv skyld.”
Hvad så med børn, kvinder, livegne og andre undertrykte grupper?
