Separatister i Katalonien samarbejder med muslimer om at nedbryde den spanske nationalstat

Skærmprint fra video fra Barcelona

I den selvstyrende region Katalonien, der er området omkring Barcelona er der en stor muslimsk befolkningsgruppe. De har fået en helt særlig politisk betydning.

 

Befolkningen i Katalonien er på 7,4 mio – ud af 46,5 mio i hele Spanien.

 

Antallet af muslimer fra Afrika og Asien anslåes til ca. 1,9 mio – plus mere end 20,000 konvertitter af spansk oprindelse.

 

De indvandrede muslimer i Katalonien tæller over en halv mio, og deres moskeer og imamer er nært forbundet med de separatistiske – antispanske – partier. Dette samarbejde har fungeret i mange år.

 

Storsvindleren Pujol

 

Jordi Pujol, hans hustru og to sønner blev i 2015 dømt for bedrageri med offentlige midler i størrelsesorden 69 mio euros. Fra 1980 til 2003 var han præsident for selvstyret i Barcelona – “Generalitat” – og som én blandt flere forberedelser til brud med Spanien opmuntrede han muslimer fra især Marokko og Pakistan til at slå sig ned i Katalonien.

 

Arbejdsimmigranter fra México, Perú og andre syd- og mellemamerikanske lande var også begyndt at strømme til Spanien, men dem var selvstyrets venstreorienterede ledere ikke interesseret i. De ønsker i stedet muslimer, som ikke taler spansk. Motivet er, at indvandrere skal lære katalansk – og “udtynde” regionens spanske identitet.

 

Regionale lovbrud

Spaniens overgang til demokrati – forberedt af Francisco Franco (død 1975) – blev stadfæstet med grundloven af 1978. Derefter blev landet inddelt i 17 regioner, der fik udstrakt selvstyre. Foruden det officielle “rigssprog” spansk – “castellano” – blev det ved lov fastslået, at i regioner med et andet anerkendt sprog kan borgerne selv vælge det, de foretrækker ved henvendelser til offentlige myndigheder og undervisning. Denne officielle tosprogsordning respekterer både regionale traditioner og medborgerskab i hele det spanske kongerige.

 

Denne valgfrihed er i dag afskaffet i Katalonien, hvor løsrivelsespolitikere fra flere partier – hovedsageligt en “multi-kulti” venstrefløj – sidder på magten. Motivet er “katalanisering” af skoleelever og studenter. Denne ulovlige praksis hedder “neddykning” i det katalanske sprog (inmersión lingüística). Den medfører nedprioritering af spansk, samt pression og chikane af personer, der ikke ønsker løsrivelse fra Spanien. Eksempelvis dumper studenter til eksamen, hvis de skriver deres afsluttende opgaver på spansk.

 

Separatismen er på de fleste niveauer blevet til en uforsonlig bevægelse, der udspreder had til Spanien. Unge fanatikere samles på gaden og viger ikke tilbage for at bruge hærværk og vold. De råber “spanske ludere” efter modstandere og brænder eller tramper på det spanske flag. Personer, der hejser det, er blevet bombarderet med sort maling og rådne æg, og “afvigere” er blevet overfaldet på gaden.

 

Antikatolsk og antispansk

Den ideologiske fodring af de voldelige unge flyder som en lind strøm fra dels selvstyreregeringen, dels islamiske prædikanter. I medierne og undervisningen fører separatister en permanent kampagne, der kombinerer historieforfalskning med islamisk propaganda.

 

Venstrefløjens lærere og journalister fremstiller middelalderens islamiske invasion og besættelse af Spanien og Portugal (i år 711) som noget positivt og mindeværdigt. Desuden beskrives nutidens islamisk-arabiske verden i blomstrende vendinger, mens den katolske religion og spansk patriotisme – i fortid og nutid – afvises og fordømmes.

 

Resultatet er bl.a., at to ud af ti medlemmer af regionalpartiet ERC er konverteret. Siden 2001 har i alt 7.000 katalanere omvendt sig til immigranternes trosretning.

 

Det kan derfor ikke undre, at separatistpartierne følger samme taktik og strategi som de islamiske organisationer. Disse sidste modtager finansiel støtte fra “vantro” tilhængere af løsrivelse, og en del af pengene bruges på moskébyggeri.

 

Salafistmoskeer og jihad

Efterretningstjenesten oplyser, at af de 216 moskéer i Katalonien er 50 forbundet med “salafismen”, som er en radikal og aggressiv bevægelse (salaf betyder nærmest “de oprindelige” eller “første”). Tre fjerdele af Spaniens radikale moskéer findes i regionen, og i en af dem fungerede den imam, der samlede og instruerede en lille flok unge arabere til den “jihad”, som i august kostede 14 “vantro” livet på Las Ramblas i Barcelona.

 

Tumult uder sørgedemonstration på ramblaen

Ved den efterfølgende sørgemarch på Las Ramblas gik Felipe, Spaniens konge sammen med statsminister Mariano Rajoy (fra det konservative Folkeparti) – naturligvis omgivet af sikkerhedsfolk. For første gang deltog landets monark i en demonstration. Men højtideligheden blev forstyrret af en larmende hob, som piftede og benyttede den type horn, der kendes fra fodboldkampe. Skældsord, trusler og anklager om “islamofobi” var ballademagernes “budskab”.

 

Fra selvstyrets regeringschef Carles Puigdemont kom en melding om, at Barcelona er “åben”. Byens borgmester proklamerede det samme. Det har de arabiske fjender forlængst konstateret.

 

 

henvisninger:

 

 

https://gaceta.es/espana/mas-vinculaciones-separatismo-catalan-terrorismo-islamico-20170825-0650/

 

http://www.abc.es/espana/20150223/abci-espanoles-conversos-islam-201502202245.html

 

http://www.periodistadigital.com/periodismo/prensa/2017/08/23/no-es-casualidad-que-cataluna-albergue-3-de-cada-4-mezquitas-radicales.shtml

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…