Italien har på det seneste været i offentlighedens søgelys som vært ved G7 – senest topmødet 26. – 27. maj 2017 med bl.a. deltagelse af Donald Trump i Taormina på Sicilien.
Billederne fra møderne viser Italien fra den bedste side, men bag idyllen er der problemer.
Direktøren for verdens ældste bank, Banca Monte dei Paschi di Siena, Marco Morelli, har for nylig orienteret bankens aktionærer om, at banken er dybt involveret i drøftelser om en restruktureringsplan med Den Europæiske Central Bank, ECB, med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i EU-Kommissionen og med den italienske regering.
Det indgår i drøftelserne, at med henblik på at imødekomme likviditetskravene vil den italienske regering garantere obligationer til en værdi af 11 milliarder euro.
Fabrizio Pagani, der på vegne af det italienske økonomiministerium, Ministero dell’Economia e delle Finanze, deltager i rekonstruktionsbestræbelserne, har i marginen af en investeringskonference den 24. maj 2017 udtalt, at ”det er et spørgsmål om dage, før der foreligger en godkendelse fra EU”.
Banca Monte dei Paschi di Siena og den italienske bankkrise
En del af baggrunden for krisen i Siena er den stresstest, som den europæiske centrale bankmyndighed, ESA, gennemførte i 2016 af de største europæiske banker. Hovedparten af bankerne, herunder svenske og danske banker som Nordea og Danske Bank, klarede sig pænt i testen. Italienske banker derimod er i vanskeligheder. Blandt andet er Italiens og verdens ældste bank, Banca Monte dei Paschi di Siena fra 1472 med 26.000 ansatte, truet af konkurs.
Italien har generelt meget svage banker. De har i årevis udlånt uden fornøden sikkerhed, og Italiens økonomi har i mere end 15 år været i stagnation. Det startede før finanskrisen og er blevet accelereret af krisen. Italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro, og de har kun hensat halvdelen af dette beløb til imødegåelse af tab.
Det har været helt umuligt for Banca Monte dei Paschi di Siena at imødekomme likviditetsbehovene ved at rejse ny ansvarlig kapital på det almindelige marked, og hvis ikke der gribes ind, er der overhængende risiko for at verdens ældste bank ville gå konkurs.
Reformforsøg
Selv om der har været nogle forsøg i de seneste år på at reformere banksystemet, har indgrebene typisk haft karakter af feberredninger i sidste øjeblik, når presset på enkelte banker nåede kritiske niveauer. Redningerne har måske midlertidigt mindsket spændingerne på markedet, men har ikke ændret de grundlæggende årsager til banksektorens systemiske stress: den italienske økonomi reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.
I de populære fremstillinger af den italienske banksektor fokuseres ofte på den dårlige forvaltning og ledelse af italienske banker, den omsiggribende korruption, svindel og misbrug, den udbredte praksis med favorable lån til venner og familie, de usmagelige bånd til politik og organiseret kriminalitet m.v.
Der er en vis sandhed i alt dette, men den væsentligste årsag til den italienske bankkrise, er at finanskrisen har været hård ved Italien. I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession siden 2008 – BNP er faldet med 10 procent, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.
Den offentlige gæld har nu nået 132 pct. af BNP, og hvis BNP opgøres pr. indbygger er situationen endnu mere alvorlig med et BNP-niveau, der stort set ikke er vokset i 20 år.
Italiens notoriske strukturelle problemer med et stift arbejdsmarked, et ustyrligt offentligt bureaukrati, et monstrøst skatte og afgiftsniveau mv. har bidraget til problemerne.
Krisepolitikken
Det skal dog medgives, at de seneste italienske regeringer faktisk har ført en relativ stram finanspolitik, der faktisk har virket – det private forbrug er reduceret, importen er faldet og der er nu et mindre overskud på betalingsbalancen. Krisen har ikke mindst ramt Italiens mange små og mellemstore virksomheder, og det har igen sendt chokbølger gennem et banksystem, der typisk er beroende på netop små og mellemstore virksomheder.
Politisk ustabilitet
Det rungende NEJ til folkeafstemningen den 4. december 2016 om ændringer i den italienske forfatning tvang Renzi-regeringen til at gå af, men det styrkede heller ikke tilliden til det italienske banksystem.
Paolo Gentiloni er premierminister i den midlertidige regering, der bl.a. skal forestå en nødvendig ændring af de italienske valglove inde næste parlamentsvalg, der ventes inden året udgang, har fra dag 1 måttet forholde sig til bankkrisen.
Bankunionens regler
Den italienske situation er samtidig den første rigtige test af EU’s bankunion, som trådte i kraft i januar 2016. Reglerne foreskriver, at når en bank løber ind i problemer, skal aktionærer, kreditorer og indskydere med indskud, der overstiger det garanterede beløb på 100.000 euro, bære underskuddet før offentlige midler kan sættes ind (enten nationale midler eller midler fra den europæiske stabilitetsmekanisme, ESM).
Europa-Kommissionen og kernelandene – især Tyskland og Holland – har insisteret på, at Rom skal overholde reglerne, og tvinge kreditorerne til at nedskrive deres tilgodehavender, før der iværksættes en redningsplan.
Den italienske regering har vægret sig ved at lade ejere af bankobligationer bære omkostningerne. Regeringen har frygtet, at saneringen ville ”fryse” det italienske nationale obligationsmarked. Årsagen er, at de obligationer, der tales om, ikke kun ejes af rige borgere, finansielle institutioner og andre banker. Op mod halvdelen af papirer for omkring 60 milliarder euro ejes af omkring 600.000 småsparere, som i mange tilfælde har købt papirerne på bankernes garanti for risikofrihed og påstande om, at de er ligeså sikre som normale bankindskud. Det er ikke svært at se, hvorfor tab for disse befolkningsgrupper vil skabe politiske problemer i Italien.
