Israel bashing: En sport, hvor alle kan være med – men hvor kommer hadet fra?

Wikimedia

Israel bashing.

 

Her er en sport alle kan være med i, skriver Geoffrey Cain, og det er overhovedet ikke nødvendigt at vide noget. Tværtimod. Uvidenhed er en fordel.

 

Det er meget populært at deltage i Israel-bashing, hvor der er frit slag for både sande og mindre sande påstande. Især det sidste. Et godt eksempel var Per Stig Møllers indlæg 6. september i JP, hvor han påstod at Israel blev oprettet af FN, der samtidig besluttede at oprette “staten Palæstina” ved siden af. Hvilket var nyt for mig. Slår man op på nettet​ eller i et leksikon, vil man se, at FN i november 1947 foreslog– ikke påbød – ​en deling af det britiske mandatområde Palæstina i en jødisk og en arabisk del.

 

Men FN foreslog ikke, hvad disse dele skulle hedde, og det var heller ikke FN, der oprettede Israel. Det gjorde Israel selv v​ed en selvstændighedsproklamation den 14. maj 1948. FNs forslag blev altså ikke til noget, fordi samtlige arabiske lande nægtede at anerkende Israel, nægtede at tale med Israel og bebudede en udslettelseskrig, der først holdt op, da Israel var slettet fra landkortet og jøderne drevet i have​​t​. Det er også deresstiltiende ​holdning i dag. Men den kendsgerning var ikke med i  Per Stig Møllers redegørelse. Hvilket kun viser, at det er tilladt at sige hvad som helst i den gode sags tjeneste. Og den gode sag er naturligvis delegitimereing af det eneste demokrati i Mellemøsten.

 

Jostein Gaarder

Den har på venstrefløjen fået karakter af en hellig pligt, ligesom det dengang var en hellig pligt at bekæmpe apartheid i Sydafrika og fordrive de hvide. Det er til dels lykkedes over al forventning, og Sydafrika er nu styret af sorte, mange af dem ligesom præsidenten Jacob Zuma bundkorrupte og fuldstændig kyniske. Der er armod og vold allevegne. Så projektet lykkedes. Ja lykkedes ad helvede til, er der mange sorte, der siger, og nu ser man den samme iver i kampen mod Israel. Og hadet er til at tage og føle på. Her er er godt eksempel fra Norge. I en kronik i Information i august 2006 stillede den norske litterat Jostein Gaarder spørgsmål ved Israels ret til at eksistere. Overskriften var “Guds udvalgte folk”, og teksten blev holdt i gammeltestamentlig tone.

 

“Hvis hele den israelske nation skulle falde for egen hånd, og dele af befolkningen må flygte fra sine besatte områder tilbage til nok en diaspora, så siger vi: Må omgivelserne være sindige og vise miskundhed med dem nu. Det er for evigt og altid en forbrydelse uden formildende omstændigheder at lægge hånd på flygtninge og statsløse,” skrev Gaarder.

 

“Nu må vi vænne os til tanken: Staten Israel i sin nuværende form er historie,” konstaterede han. Det er “ikke alene dumt og arrogant at optræde som Guds udvalgte folk, men en forbrydelse mod menneskeheden.”  Så de israelske jøder er altså menneskehedens fjender.

 

Der var adskillige kommentarer. En Mona Levin, der selv har jødisk baggrund, skrev, at hun og hendes nærmeste følte sig skadet og truet af Gaarders kronik og sammenlignede den med nazilederen Adolf Hitlers kampskrift.

 

En lighed med Nazismen

“Det er det værste, jeg har læst siden Mein Kampf. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle læse noget som dette, siger hun til Aftenposten. Nu er hun blevet klogere.

 

Læs også
Mette Frederiksen begår vælgerbedrag med forslag om tidlig pension – og medierne hjælper hende til det

Og så kommer vi det store spørgsmål: hvor kommer hadet fra? Af alle mulige årsager – inklusive den religiøse – er den mest sandsynlige historien om arabernes flugt fra det genopstandne Israel i 1948, en fortælling der ser ud til at ville præge Mellemøsten og endda hele den vestlige verden lige så længe, som Israel eksisterer.

 

Men hvad var det, der egentlig skete dengang? Blev i 1948 araberne opfordret til at flygte af de arabiske regeringer i nabolandene? Eller blev de fordrevet af jøderne?

 

Mahmoud Abbas’ indrømmelse:

”De arabiske hære drog ind i Palæstina for at beskytte palæstinenserne mod  zionist-tyranniet men i stedet for svigtede de dem, tvang dem til at emigrere og forlade deres hjemland og kastede dem i fængsler, der lignede de ghettoer, hvor jøderne have boet”. Skriver han i (Falastin ath-Thaura, marts 1976).

 

Abbas kom med et lignende udsagn 1. januar 2013 i palæstinensisk fjernsyn, hvor han forklarede arabernes flugt fra byen Safed i 1948.

 

Her sagde han i al korthed, at araberne flygtede af frygt for, at jøderne ville hævne en massakre på 18 jøder i  Safed og en tidligere massakre på 65 jøder i Hebron i 1929. Hans tale er lige som ovenstående citat blevet transskriberet af Palestinian Media Watch, der forklarer hentydninger, der ellers ville være uforståelige for udenforstående. Eksempelvis ”The Liberation Army” (Befrielseshæren) der betyder de arabiske styrker, der angreb jøderne kort efter FNs delingsresolution i november 1947.  Her er  teksten på dansk (oversat fra engelsk).

 

“Befrielseshæren trak sig tilbage fra byen (Safed i 1948), hvilket fik den arabiske befolkning til at begynde at emigrere. I Safed, lige som i Hebron, var folk bange for, at jøderne ville hævne sig for (den arabiske) massakre (af jøder) i 1929. (…) Befolkningen (i Safed i 1948) var skrækslagne, og det fik dem til at forlade byen over hals og hoved.”

Læs også
Tre tidligere udenrigsministrer advarer mod Trumps plan for fred – men fortidens Mellemøstpolitik var dødsensfarlig

 

Er det noget man har set i de danske medier? Nej. De viser kun den ene parts argumenter. Eksempelvis bragte DR 1 19. september 2016 en dokumentar med samme budskab som Jostein Gaarder. Jødiske israelere er nazister, der fører krig mod kvinder og børn. Når dette budskab kommer i en tid med en reel fare for radikalisering, kan man kun sige, at her trækker medierne og islamiske hadprædikanter på samme hammel. Blot med den forskel at medierne gør det under dække af  ”public service”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…