Ny bog: En læge fortæller om sin hverdag
Af Sven Poulsen
Som daglig læser af DKA tror jeg at min bog “En Ronkedors Bekendelser “ vil kunne interessere avisens læsere.
Bogen tager sit udgangspunkt i lægegerningens talrige problemstillinger og beskriver blandt andet dramatiske situationer, hvor der har været meget kort tid til overvejelse. Andre kapitler omhandler mere alment menneskelige relationer, men alle har det tilfælles, at de har givet forfatteren uforglemmelig stof til eftertanke og endog holdningsændringer, som var helt uforudsete.
Men bogen er også en refleksion over religiøse, etiske og moralske dilemmaer, som lægen konfronteres med under yderst primitive omstændigheder uden den støtte, som et kollegialt fællesskab kan give. Som noget helt specielt beskrives problemet med den “totale” ærligheds udfordringer.
Bogen henvender sig til almenheden, men er også et forsøg på at åbne unge lægers øjne for en mere utraditionel del af lægegerningen, hvor sikkerhed og tryghed er udfordret. Bogen afsluttes med refleksioner over det Danmark, han møder efter at vende hjem efter så mange år i udlandet.
Speciel interesse mener jeg er omtalen af mit forhold til Klaus Rifbjerg og den danske kulturelite, herunder hans angreb på Ralf Pittelkow.
Bogen er udkommet og kan købes hos boghandleren.
“Glemt” at forlange udvisning af udenlandske voldtægtsforbrydere
Af Lene Andersen
Sig mig lige engang, hvad bilder rigsadvokaten sig egentlig ind. En fejl, nej en skandale, og hvis samme “advokat” tror at befolkningen sluger den med “en forglemmelse”, så er han endnu mere uhæderlig og uartig overfor befolkningen end man skulle tro.
Nej, hvad vi gerne vil vide er, hvorfra kom ordren om ikke at forlange udvisning – var det fordi man udmærket vidste at dommerne stort set aldrig udviser disse monstre – er den/de skyldige i ordren og udførelsen af ordren blevet draget til ansvar. Befolkningen – og ikke mindst voldtægtsofrene – har naturligvis krav på at få oplyst, hvordan det kunne ske og hvilke konsekvenser det har for de involverede.
Derudover må det være et ufravigeligt krav, ar disse voldtægtssager genoptages og ender med fysisk udvisning af monstrene (altså ikke betinget udvisning, som blot er en joke indført af kriminelle politikere og et kriminelt retsvæsen). Det kan godt være, at en sådan genoptagning vil være i strid med normale retsprincipper, men det må rigsadvokaten og dommerne så finde en løsning på, det er dem der har skabt de uhyggelige forhold for den danske befolkning, og nu må de drages til ansvar og løse de mest påtrængende katastrofer. Og offentligheden må og skal holds orienteret om sagens videre forløb.
Kundbypigen fortryder intet
Af Henrik Pedersen
Kundbypigens ankesag skal for retten i disse dage. I den forbindelse har hun skrevet nogle breve til TV2. Her skriver hun, at “hun er ked af det”’, at “ hun fortryder”, og at “det aldrig var hendes intention, at det skulle komme så vidt”. Er det så de påtænkte ofre, hun angrer overfor? Hendes tidligere skolekammerater, som hun ville sprænge i luften? Eller børnene på Karolineskolen, som det også var hendes mening at ramme? Eller hendes familie, som må være dybt berørt?
Nej, fortrydelserne og angeren går på hende selv: “ Hun ville være Falckredder, og det må hun nu vinke farvel til”, “hun vil også bare ud for at få en lejlighed og en uddannelse ligesom alle andre på hendes alder”, “hun håber på, at friheden venter lige om hjørnet”, hun er “utilfreds med, at andre styrer hendes liv” osv. osv. Kort sagt:”Mig, mig, mig!”. Hun er stadig muslim og har kontakt med andre terrordømte, hvad der er til “stor støtte for hende”. Køn ser hun ud, spinkel og lillepigeagtig, men bag det kønne ydre skjuler sig åbenbart et egocentreret individ, kun tænkende på sig selv og ligeglad med andre mennesker, det man forstår ved en psykopat. Det er formentlig det billede, anklageren har af hende, når han stadig vil kræve forvaring for hende, et billede, som retten skal vurdere.