Indlæg fra læserne – 19. september

Danmarks politiske ve og vel

Af  Visti Christensen

 

Flertallet af de nuværende Christiansborgpolitikere er som bekendt varme fortalere for det integrerede samarbejde i EU. Og det uanset at det er svært at få øje på de 13 danske EU-parlamentsmedlemmers reelle aftryk og indflydelse på den førte politik blandt de i alt 751 parlamentsmedlemmer.

 

Men selvom man dér har samlet sig i brogede kompromis-grupperinger, der har skubbet demokratiet ud i tredje spor, så har man alligevel respekt for de store flertal. Anderledes på Christiansborg. Her kan de små partier opnå en indflydelse, der langt overstiger deres procentvise opbakning i vælgerbefolkningen.  


Og selvom der for tiden anes en stigende uvilje mod tingenes tilstand på Tinge, så er det alligevel som om der intet ændres i takt med folkets utilfredshed. Pia Kjærsgaard opfordrer til, at alle slukker for deres Facebook-aktivitet i Folketingssalen. Men det er ikke nok, for det er kun et symptom på noget dybere.


Man skulle tro, at utilfredsheden med Christiansborg ville bevirke, at man helt holdt op med at møde op og stemme til folketingsvalgene. Både for at vise utilfredshed med demokratiets skamridning, og fordi man mener, at de skiftende regeringer gør det dårligt. Men man nøjes med at tale om “politikerlede”.  

Så intet sker. Vælgerne forbliver ængstelige for, at “de andre” skal få for stor magt, hvis de ikke selv møder op og afgiver deres enlige stemme. Derfor fortsætter det politiske spil, og politikerne forbliver i deres urørlighedszone og i den fejlagtige tro, at folk accepterer måden at være lovgivende forsamling på.

Ralf Pittelkow oplyser i Den korte Avis den 14. ds., at nye undersøgelser viser, at flertallet af vælgere i Europa reelt ønsker en klar politisk kursændring, men at de på den anden side ikke tør skifte de velkendte politikere ud. Det er præcis de europæiske demokratiers dilemma og tilsyneladende uløselige problem.

Man kan tale længe udenom, og nævne utallige begrundelser for problemet. Manglende solidaritet og fodslag, uvilje og alverdens små uenigheder EU-landene imellem. Og EU-kommissionens formand Jean Claude Juncker prøver at være optimist og foreslår nu en oversuperkommissær i spidsen for alt i EU-regi.

 

Men de politiske kriser er der, og uoverensstemmelserne vil kun vokse, så længe nationalstaternes egne problemer ikke bliver tilladt løst på en for de enkelte befolkninger selv tilfredsstillende måde. Og en løsning med en EU-diktator, der kan skære igennem overalt, vil de europæiske folk ikke acceptere.

 

Hvis danske politikere reelt ville fædrelandets vel, da så de bort fra personlige magtambitioner og gik i stedet ind for en ny lov, der satte spærregrænsen op til 5 % og påbød landets tre største partier at indgå regeringssamarbejde. Ministerposterne skulle fordeles efter ønske. Største parti er førstevælger, det næststørste er andenvælger og det trediestørste er tredievælger. Og så fremdeles.

 

Dette ville flytte fokus fra det enkelte partis særinteresser til et fælles samarbejde om samfundets store problemer. Man ville spare tid og penge, undgå at minoritetspartierne misbrugte demokratiets sjæl og folkeflertallets ønsker, og kompromiserne ville blive mere gennemskuelige som flertalsbeslutninger.  



Lukning af bandeklubhus

Af Lene Andersen

 

Man ved ikke om man skal le eller græde. Når man hører nyheden på
TV2 News med efterfølgende idiotiske kommentarer fra borgmester, politi, Journalister og TV-værter, er spørgsmålet afgjort, Man henter brækposerne.

 

I Årevis har Dansk Folkeparti med regelmæssige mellemrum foreslået Folketinget at lukke Grimhøj- og andre kriminelle moskeer, og hver gang er forslaget blevet nedstemt af nedladende politikere fra alle andre partier med begrundelsen, at det jo ikke er murstenene der er ulovlige men menneskene i huset, og derfor vil disse mennesker bare flytte hen et andet sted og fortsætte ulovlighederne. Hvilket selvfølgelig kan have sin rigtighed.

 

Men ved lukningen af bandeklubhuset ser det ikke ud til at dette gør det store indryk på de kriminelle politikere m.fl. De erkender da åbenlyst at de godt ved at dette sker, men så vil de bare blive ved med at presse banderne, som så – mener man naivt – sikkert vil stoppe på et tidspunkt. Men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med kriminelle moskeer – eller hvad.

 

Man er efterhånden så dødelig træt af disse politikere der massivt satser på at ødelægge Danmark, når de burde gøre det stik modsatte, nemlig hugge hovedet af slangen. Det hjælper som regel.


 

Ansatte skal dælen dulme motionere

Af Jørgen Mejrup

 

Chefen for den odenseanske virksomhed, Chili Securite, truer sine ansatte til at deltage i et motions program, betalt af firmaet.

 

Hvis de ansatte vægrer sig, skal de ikke være ansat her, er chefen blevet citeret for at udtale blandt andet i TV. En slet skjult trussel om fyring.

 

Men forskån os dog fra hellige, selvbestaltede sundhedsprofeter. Det må da være op til den enkelte arbejdstager  selv at kunne bestemme, hvor meget eller hvor lidt motion, han/hun ønsker. Den slags beslutninger henhører under privatlivet.

 

Det er et overgreb mod den personlige frihed og uden hjemmel i de indgåede aftaler på arbejdsmarkedet, når chefen ultimativt vil tvinger de ansatte til at dyrke motion. Og hvis de nægter, trues de med fyring. Hvor er vi snart henne?

 

Uanset chefens honnette ambitioner og ”omsorg” for medarbejdernes fysiske velbefindende, er der tale om et ulovligt overgreb, som ikke hører hjemme på det danske arbejdsmarked. De ansattes fagforeninger bør nu tage affære og – af egen drift -få stoppet den ulovlige tvang.

 

Overgrebet er både et groft brud på de arbejdsretslige aftaler, men også- -hvis der ikke foreligger frivillighed fra den ansatte måske ligefrem  strafbart.

 

Straffelovens § 260 beskriver ”handlinger, der tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget ved vold eller trussel om vold.”

 

Nu er det ikke sådan, at arbejdsgiveren udsætter sine ansatte for korporlig vold mod personer, men  mon  ikke en dygtig advokat vil kunne overbevise en domstol om, at trussel om afskedigelse kan sidestilles med vold i mildere form, men et overgreb. Chefen skal ikke bag tremmer. Det må være nok at fortælle ham, at han er på gale veje.


 

To timers radio med Enhedslisten

 

Karste Søberg

Vi er mange danskere, der undrer os over det kolossale opbud af socialistiske værter på DR P1 og i Radio 24/7. Jeg behøver næppe at nævne navne.

Og den lille luns om sommeren i form af Jalving og Selsing til modsat opfattende lyttere fjerner selvfølgelig ikke den undren.
Men kilden til min største undren er alligevel “Det røde Felt” på 24/7. Ikke alene er værten, Lars Trier Mogensen, erklæret ræverød, men han lægger heller ikke skjul på, at han vil gøre alt, hvad han kan, for at vælte borgerlige regeringer og hjælpe røde til magten.
Er det virkelig en delvist licensbaseret radiostations opgave at være en totimers platform hver mandag for politisk agitation og benarbejde?
Man kunne sådan set ligeså tone rent flag og give Enhedslisten to ugentlige sendetimer. Lars Trier Mogensen er alligevel nok allerede medlem.

Hvad Hulen laver Berlingske på den galej?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…