En 18-årig kvinde kom gående klokken 2 om natten. Hun var på vej hjem fra et værtshus i den engelske by Thanet i Kent.
En mand fulgte efter hende, og da han kom op på siden af hende, spurgte han, hvor hun var på vej hen.
Da hun var ved at svare, kastede han sig over hende og forsøgte at flå hendes tøj i stykker. Han smed hende til jorden.
Men hun kæmpede desperat imod og skreg højt. Hendes skrig blev hørt af beboere i nærheden. Da de reagerede, opgav manden voldtægtsforsøget og tog flugten.
Selv om det modbydelige sexovergreb mislykkedes, slap han fra det uden at blive opdaget … troede han.
Men der var noget, han havde overset.
Illegal indvandrer i 10 år
Den 18-årige kvinde kæmpede ikke bare hårdt imod voldtægtsforsøget. Hun havde også koldblodighed til at sætte sin mobiltelefon til at lave en kort videooptagelse, mens det hele foregik.
På denne optagelse var der et billede af gerningsmandens ansigt. Det endte med at fælde ham.
Ud fra billedet var politiet i stand til at spore manden. Han hedder Ashraf Miah, er 34 år, kommer fra Bangladesh og har levet som illegal indvandrer i Storbritannien i 10 år!
Dette understreger, hvor let det kan være for indvandrere at leve skjult og ulovligt i et europæisk land
For nylig skabte de illegale migranter debat i Danmark. Men problemet er endnu større i Storbritannien, hvor der er meget lidt styr på, hvem der befinder sig i landet.
Politiet fandt ud af, at Ashraf Miah opholdt sig i London uden fast adresse. Han havde forskelligt arbejde i restauranter – sort selvfølgelig. Og det lykkedes dem at finde ham.
Voldtægtsforsøget fandt sted den 30. september sidste år. Nu har sagen netop været for retten, hvor der faldt dom i mandags.
Der gik en gysen gennem retten
I retten, Canterbury Crown Court, blev den 18-årige kvindes 90 sekunder lange videooptagelse afspillet – mens hun selv var til stede uden at kunne ses.
Der gik en gysen gennem retten, da de tilstedeværende hørte på optagelsen, hvor kvinden hulkende råbte: ”Hold dig væk fra mig … hold dig for fanden væk fra mig, hold dig væk fra mig. Hjælp!”
Så fik man lige det korte glimt af gerningsmanden.
Efter afspilningen sagde dommer James O’Mahoney:
”I de 13 år, jeg har siddet i dommersædet, har jeg sjældent oplevet et mere rystende optrin end det her, hvor det modige offer skriger i rædsel og bønfalder om, at det stopper – og de frygtelige pinsler, hun bliver udsat for.”
”Hvis nogen skulle have brug for en påmindelse om, hvor forfærdeligt et overgreb et voldtægtsforsøg er, så må det være denne optagelse.”
”Du har ikke noget at gøre her”
Selv forsvareren for Ashraf Miah roste kvindens ”store styrke, mod og åndsnærværelse, som hendes video er udtryk for”.
Miah fik en dom på sammenlagt tretten et halvt års fængsel.
Dommer O’Mahoney erklærede, at han ville anbefale, at den anklagede blev udvist af landet efter endt straf.
Han sagde direkte henvendt til den anklagede: ”Du er særdeles farlig … du har ikke noget at gøre her.”
Så frygtelige menneskelige konsekvenser kan det få, når et land ikke har styr på indvandringen.
Det er en falliterklæring for de britiske myndigheder, at sådan en mand kan opholde sig illegalt i landet i hele ti år, mens han har forskelligt sort arbejde.
Men noget tyder på, at det heller ikke ser for kønt ud i Danmark.
http://www.dailymail.co.uk/news/article-4443104/Victim-filmed-illegal-immigrant-tried-rape-her.html