Hvorfor tør politikerne ikke tale om islamistisk terror?

Af MF Kenneth Kristensen Berth (DF), EU-ordfører

 

KOMMENTAR: Angrebet i Manchester efter afslutningen på en koncert med teenage-idolet Ariana Grande blev fra politisk hold mødt med de samme fraser som ved tidligere angreb:

 

Angrebet var afskyeligt og vores tanker går til ofrene – og flere bemærkninger skåret over samme læst.

 

Dog med en ganske markant undtagelse i form af det radikale folketingsmedlem, Ida Auken, der meddelte, at man ikke skulle give terroristerne, det, de ønskede: ”dit had, din vrede og din rædsel”.

 

Det blev fulgt op med et tweet, hvor Auken meddelte, at hun nu slukkede fjernsynet.

 

Fint. Så er problemet med islamisk terrorisme jo løst. Fjernsynet er slukket. Terroristerne er væk.

 

Ikke høre, ikke se, ikke tale – og for en sikkerheds skyld hovedet helt ned i busken, hvor man med fordel kan tænde for Gnags Danmarks-sang! Så har vi effektivt lukket virkeligheden ude.

 

Ida Aukens er et ekstremt eksempel. Men det er alligevel utroligt, hvilken berøringsangst danske politikere igen udviser ved at kæde terrorangrebet i Manchester sammen med islam.

 

Der tales alt for meget om ”ondskab” og ”terrorisme” og alt for lidt om den ideologi, der motiverer gerningsmændene nemlig ”islamisme”.

 

Islamismen er problemet. Det er Islamisk Stat, der ansporer til terrorangrebene.

 

Men mange politikere ønsker ikke denne debat, da de ikke er parate til at gøre, hvad der skal til for at stoppe ondet. De gemmer sig bag internationale konventioner og lovgivning, der forhindrer, at sund fornuft nyder fremme.

 

Hvis udfordringen fra islamistiske tabere skal løses, skal vi turde identificere roden til det onde. Det er f.eks. imamer som Mundhir Abdallah, der opfordrer til drab på jøder.

 

Det er Hizb ut-Tahrir, der medvirker til at unge fatter sympati for ekstrem islam.

 

Det er Grimhøjmoskéen i Århus, der ansporer muslimer til at drage til Syrien.

 

Det er internetsider, hvor der opfordres til drab og mord på kufr (vantro).

 

Og hvad har vi gjort indtil nu. Alt for lidt.

 

Hizb ut-Tahrir eksisterer stadig. Grimhøjmoskéen er stadig åben og ikke jævnet med jorden.

 

Og ja der er kommet en håndfulde gale imamer og en kristen koranafbrænder på en liste over prædikanter, der ikke må komme til Danmark – men det er jo en brøkdel af de mange, der står på spring til at komme til Danmark og som allerede er i Danmark og prædiker død og ødelæggelse.

 

Som politiker er det ikke nok at udtrykke sin medfølelse med ofrene og deres familie. Det er nødvendigt at handle.

 

Og den påkrævede handling er egentlig ganske ligetil:

 

Moskéer, der prædiker islamistisk islam, skal lukkes. Udlændinge, der skønnes at være til fare for det danske samfund, skal udvises eller præventivt tilbageholdes. Grupperinger, der tilskynder til terror, skal forbydes i henhold til Grundloven. Personer, der søger om indrejse i Schengen skal gives afslag, hvis der er den mindste tvivl om deres demokratiske ståsted. Politiet og Efterretningstjenesten skal oprustes.

 

Og frem for alt så må masseindvandringen standses!

 

Allerede nu kan man mærke, hvordan vi stille og roligt vænner os til terrorismen. Den bliver et vilkår i vores tilværelse. Dermed bliver angsten, bekymringen og usikkerheden en del af vores hverdag. Og vores samfund bliver mere råt som følge heraf. Vi skal ikke acceptere terrorismen som et vilkår. Vi skal gøre noget ved problemerne – og vi skal turde gøre det!

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…