Hvem var osmannerne? Og hvad var deres rolle i verdenshistorien?

Den blå moské i Istanbul (Wikimedia)

Osmannerne. Ja, det er et navn, man ofte støder på i historiebøgerne. Men hvem var de? Det nemme svar er, at de var tyrkere  – eller i hvert fald en gren af dem –  men det vil sikkert være en nyhed for mange, at tyrkerne i virkeligheden er newcomers til det område, hvor de bor i dag.

 

Det var først i midten af 1000-tallet – ca. 1060 – at de stormede ind i Lilleasien som seldjukker (på engelsk ”seljuks”), en muslimsk tartarstamme fra Centralasien. Og de anses for at være vore dages tyrkeres forfædre. Men er tatarer så det samme som tyrkere? Det kan jeg ikke svare på, men der er åbenbart en tæt forbindelse mellem dem, og man støder ofte på udtrykket ”tyrkisk/tartarisk”. Men det er ikke så relevant her. Det interessante ved Europas første tyrkere var deres herskertrang, hvilket de naturligvis var langt fra ene om, men seldjukkernes indtog på verdensscenen var en vigtig begivenhed, fordi de erobrede ikke blot det nuværende Anatolien (som var græsk/byzantinsk dengang) men også Jerusalem. Hvilket førte til korstogene.

 

Seldjukkernes erobring af Jerusalem

Det var faktisk seldjukkernes erobring af Jerusalem i 1074 og deres forbud mod kristen pilgrimsfærd året efter, der førte til et europæisk/kristent modsvar: korstogene. Men tilbage til osmannerne. Der var flere seldjukgrupper, og en af dem anførtes af en fyrste, der, efter at han i 1301 havde besejret en byzantinsk hær, antog titlen af sultan. Alle seldjukkerne sluttede sig til ham og især til dynastiets grundlægger, hans søn Osman. Derved blev de osmanli, osmannerne. Eller på engelsk Ottoman Turks. Deres sammenhold skaffede dem magten over andre tyrkiske fyrster, og i løbet af de følgende tre århundreder blev osmannernes besiddelser til et verdensrige. Undersåttene var – det siger sig selv – ikke altid tyrkere fordi deres rige, ligesom romernes, omfattede mange forkellige folkeslag, og lige som i romerriget blev disse folkeslag for det meste styret via lokale embedsmænd.

 

I Mellemøsten var det araberne selv, der var de lokale embedsmænd, og ifølge en moderne arabisk/egyptisk parlør kan man stadig – og længe efter Egyptens formelle uafhængighed fra Tyrkiet i 1867 – blive tiltalt med tyrkiske ærestitler som ”pasha.” Ærestitlen ”effendi” – der indsættes efter fornavnet – blev i Mellemøsten brugt helt op til og endda efter tyrkernes nederlag i 1917, og nazisternes trofaste medarbejder, palæstinenseren Amin Husseini, var kendt som Amin Effendi Husseini, en tiltaleform, der viste, at man enten havde været embedsmand eller som Husseini, officer i den tyrkiske hær.

 

Osmannerrigets opløsning

Men efter storhed kommer fald, og det engang enorme osmanniske rige mistede langsomt fodfæste i Vesten efter to mislykkede forsøg på at erobre Wien.

 

Ungarn, besat i 1526, var efter 100 år i det osmanniske skruestik langsomt kommet under Habsburg kontrol, mens Ægypten – en osmannisk provins fra 1517 til 1867 – blev besat af Storbritannenien i 1882. Grækerne havde allerede gjort sig uafhængige i 1829 og deres blodige frihedskamp vakte sympati i hele Europa.

 

Selv den engelske dandy og skørtejæger Lord Byron tog ned for at slås sammen med grækerne mod tyrkerne, og derved minder han lidt om ”Lawrence of Arabia” i den forstand, at de begge var akademikere – eller rettere sagt digter for Byrons vedkommende – og ingen af dem var soldat. Men de havde ”flair” for det, viste det sig. Lawrence’ kamp mod osmannerne som britisk officer er godt skildret i David Leans berømte film med Peter O’Toole i hovedrollen, selvom filmen lægger lidt for megen vægt på Lawrence’ feminine side. I  virkeligheden var han – trods lille af vækst – både stærk og sej. Og det osmanniske rige? Jo, det opløstes efter Første Verdenskrig og blev derefter til Tyrkiet.

 

Konklusion

Det vigtigst at have fat i her, er ret enkelt. Korstogene var ikke vesterlandsk imperialisme men et modtræk mod østlig imperialisme. Seldjukkernes erobring af Jerusalem i 1074 skete i starten af ”troens tidsalder”, hvor mange kristne – inklusive mindst én dansk konge – valfartede til Jerusalem for at frelse deres sjæl. Man har påpeget – og vist med rette –  at kristendommen blev krigerisk som følge af Østens angreb.

 

Det første angreb – hvis man ser bort fra persernes angreb på grækerne i oldtiden – var muslimernes erobring af Spanien i det 8. århundrede, det næste (betydningsfulde) angreb var seldjukkernes erobring af Jerusalem. Ind i mellem var der et konstant muslimsk pres på middelhavslandene. Og det kan man tydeligt se reminiscenser af, når man ser hvordan kystbyerne på Kreta, Sardien, Malta osv. er bygget som fæstninger klar til at modstå angreb fra havet. Den arabisk/muslimske verden har angrebet Vesten lige siden Muhammeds tid. Dvs. i 1400 år

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…