KOMMENTAR: Hvor kommer varer og serviceydelser fra? Spørgsmålet er banalt og overflødigt, fordi alle i den vestlige verden og i asiatiske samfund som Kina, Vietnam, Thailand og Japan kender svaret. Men andre steder på kloden er det ikke helt indlysende – især i islamisk kultur.
I slutningen af 1980’erne modtog Dansk Røde Kors asylsøgere fra Afghanistan, Iran og nogle arabiske lande. Mange af dem blev indkvarteret på et par skibe, fortøjet ved Kalvebod Brygge i København. Her prøvede personalet at formidle information til de nyankomne om betingelserne i Danmark.
Et tilbagevendende emne var “gæsternes” utilfredshed med måltider og lommepenge. De sagde, at der fandtes internationale fonde med midler, som burde uddeles til flygtninge. Eksempelvis mente mange iranere, at en fond havde modtaget olie-dollars fra shahen, som flygtede fra Khomeinis revolution i 1979. Fra denne fond blev en betydelig sum overført til den danske regering, hvor de korrupte danske ministre stak pengene i egne lommer – og altså snød iranere i nød.
Røde Kors-medarbejderne afviste denne beskyldning. Lederen af denne flydende asylafdeling fremviste en kopi af finanslovsbudgettet, men det gjorde ikke indtryk på de utilfredse. De skiftede blot “forklaring” og sagde, at så var det dronning Margrethe, der havde svindlet. Også det blev afvist, men den antagelse blev så erstattet med en tredje version: At det var ledelsen i Røde Kors, som selv havde “taget af kassen”!
På daværende tidspunkt var jeg ansat i Røde Kors som “centermedarbejder” på det gode skib “Norröna” (ved Kalvebod Brygge), og jeg kan indestå 100 % for denne redegørelse. De mange “eksotiske” begivenheder ombord motiverede mig til at føre dagbog.
Ægypten
Mange muslimer er fremmede for logisk argumentation, saglig information, uddannelse, offentlig indsigt i statsfinanser, folkeoplysning og kendskab til statistikker. I stedet nærer et stort antal tillid til de traditions- og tekstkyndige – ulema og imamer (i sunna-retningen).
Et grelt eksempel er Ægypten, hvor Det Muslimske Broderskab i utallige moskeer fortæller de troende, at Allah har indrettet et nyt hjem til dem i Vesten, som de blot skal rejse til (nævnes også i koranen). Her er der velstand, orden og service, som “de vantro” stiller til rådighed i øjensynligt ubegrænsede mængder. Cherif el Ayouty, som har muslimske slægtninge og er opvokset i en forstad til Cairo, er velorienteret om “Broderskabet”.
Han informerer om det, der prækes i moskeerne. I øvrigt skal det huske, at arbejde var de kristnes opgave i det osmanniske rige frem til dets afskaffelse i 1924, og magt var de islamiske kaliffers monopol. Skeptikere opfordres til at læse den righoldige faglitteratur om dette imperium, der også omfattede Ægypten, Iraq og Syrien.
Når vestlige politikere servicerer illegale og – stort set – ukvalificerede immigranter bekræftes det af dem, der allerede er sluppet ind i Europa. Og det er jo ganske korrekt, at de vantros velfærdsstater faktisk indkvarterer og betjener millioner af arabere og afrikanere.
Dette budskab fra imamerne er en meget vigtig årsag til den gigantiske strøm af asylsøgere – eksempelvis fra Nigeria og Bangla Desh. Kun i minimalt omfang er krigen i Syrien årsag til flugt.
Når de såkaldte “flygtninge” bliver stillet overfor kravet om at udføre arbejde, bliver de forbavsede og krænkede. Allah har jo bestemt, at de skal leve i overflod uden at bestille noget. Derfor plager de socialrådgivere og læger for at meddele kommunen, at de har sygdomme, som gør dem uarbejdsdygtige: “Jeg har ondt i foden. Jeg har ondt i maven og i hovedet …. o.s.v.”
Sundheds- og behandlingssystemerne i Vesten er indrettet til at servicere en bestemt slags mennesker – nemlig vestlige borgere, som arbejder eller har arbejdet det meste af livet. Men medierne og det offentlige system er gennemsyret af en ideologi og en illusion om, at der ikke er forskel på mennesker. Det massive pres fra udlændinge uden arbejde og uden vilje eller evne til at indgå i det danske samfund ødelægger velfærdsstaten. Det er kun et spørgsmål om tid, før systemet bryder sammen.
