Gåden Erdogan

Præsident Erdogan (Arkiv / You Tube)

Jeg udnævner tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan til at være den mest lunefulde, gådefulde og derfor mest uforudsigelige større politiker på den internationale scene. Hans sejr ved folkeafstemningen den 16. april giver ham formelt set nærmest diktatoriske magtbeføjelser. Tyrkiet, Mellemøsten og andre steder er hermed kastet ud i større usikkerhed end nogensinde før.

 

Her er nogle af gåderne:

 

Gåde #1: Afholdelse af folkeafstemningen. De tyrkiske vælgere stemte den 16. april ved en bemærkelsesværdig folkeafstemning, der ikke handlede om det sædvanlige emne – at gøre en obligation variabel eller afsættelse af en politiker – men om fundamentale forfatningsændringer, der ændrer selve karakteren af deres regering: Bør landet fortsætte med de seneste 65 års mangelfulde demokrati eller centralisere den politiske magt hos præsidenten? Med den nye dispensation forsvinder premierministerposten og præsidenten får omfattende magt over parlamentet, regeringen, domstolene, statsbudgettet og militæret.

 

Tyrkerne opfattede generelt de 18 foreslåede forfatningsændringer som en vigtig beslutning. Den berømte romanforfatter Elif Şafak talte på de flestes vegne, da hun skrev, at Tyrkiets folkeafstemning “kunne ændre landets skæbne for de kommende generationer”. Da folkeafstemningen var blevet vedtaget, græd nogle af dem, der var imod. Journalisten Yavuz Baydar skrev: “Tyrkiet, som vi kender det, eksisterer ikke mere”. Defense & Foreign Affairs vurderede, at folkeafstemningen måske var “den mest betydningsfulde forandring i Eurasien, Mellemøsten og dele af Afrika siden Sovjetunionens sammenbrud i 1990-1991”.

 

Der er imidlertid en hage ved det: Erdogan har i årevis haft den magt, som folkeafstemningen har givet ham. Han er Tyrkiets leder og kan føre landet i den retning, han ønsker. Hvem som helst – satiretegner, caféejer eller kanadier – der bliver beskyldt for at “fornærme præsidenten”, kan straffes med bøde eller fængsel. En tidligere premierminister eller præsident, der vover at være uenig med Erdogan, forsvinder fra offentligheden. Erdogan bestemmer enerådigt, om der skal være krig eller fred. Han får, hvad han vil have – uanset konstitutionelle spidsfindigheder.

 

Erdogans optagethed af officielt at give præsidentembedet de omfattende magtbeføjelser, som han i praksis allerede har, fik ham til at stjæle et valg, fyre en premierminister, indlede en borgerkrigslignende kamp mod kurderne og fremprovokere en krise i Europa. Hvorfor gjorde han sig alle de unødvendige anstrengelser?

 

Gåde #2: Folkeafstemningens resultatet. Erdogan anvendte massiv pression for at vinde folkeafstemningen. Han gjorde fuld brug af sin kontrol over de fleste medier. Moskeer blev mobiliseret. En international organisation fortæller, at “nej”-støtter i flere tilfælde “blev udsat for politiindgreb, når de førte valgkamp. Mange blev arresteret og anklaget for at fornærme præsidenten eller organisere ulovlige offentlige begivenheder”. Opponenter mistede desuden deres arbejde, blev boycuttet af medierne, fik afbrudt strømmen eller blev slået. Erdogan annoncerede endda en uge inden folkeafstemningen, at “nej”-vælgere satte deres liv efter døden på spil. Ifølge en svensk NGO blev valget overskygget af “udbredt og systematisk valgsvindel, voldelige hændelser og skandaløse beslutninger taget af” valgkomiteen.

 

Valget blev på trods af dette vundet med en forbløffende snæver margen: 51,4% stemte ja og 48,6% stemte nej. Hvis det var et regelret valg, hvorfor ville Erdogan da risikere at tabe og derved mindske sin status og magt? Hvis valget blev afgjort på forhånd – det er absolut en mulighed, når man tager hans partis tidligere handlemåde i betragtning – hvorfor var ja-sidens procentdel da så lav og ikke et mere imponerende 60%, 80% eller – hvorfor ikke – 99%? Det uanselige flertal på 51,4% opmuntrede oppositionspartierne, bakket op af EU og andre, til at betvivle folkeafstemningens legitimitet og gav anledning til ubekvemme spørgsmål, som Erdogan sikkert havde foretrukket at være foruden.

 

Gåde #3: Gülen. Erdogan brød letsindigt en vigtig alliance med islamisten Fethullah Gülen og gjorde derved en stærk allieret til en beslutsom indenrigspolitisk modstander, der udfordrede Erdogans fortrinsret og afslørede hans korruption. I Erdogans politiske kamp mod Gülen, der er en ældre muslimsk gejstlig bosat i det landlige Pennsylvanias Poconobjerge, har han fremsat den usandsynlige påstand, at Gülenbevægelsen har planlagt og ført an i et påstået kupforsøg i juli 2016. Erdogan forfulgte dernæst Gülens tilhængere og alle andre, som han ikke brød sig om. Det førte til 47.000 arrestationer, 113.000 tilbageholdelser, 135.000 fyringer eller bortvisninger. Ganske mange flere blev henvist til den “sociale døds” mørke. Erdogan gik videre og forlangte, at USA skulle udvise Gülen til Tyrkiet. Han truede med et brud, hvis han ikke fik sin vilje: “Før eller siden vil USA træffe et valg – Tyrkiet eller [Gülen]”.

 

Hvorfor valgte Erdogan at lægge sig ud med Gülen? Hermed skabte han ophidselse blandt tyrkiske islamister og bragte relationerne til USA i fare.

 

Læs også
Forbyd muslimske bønnekald ved lov

Gåde #4: Betydningsmæssig ortodoksi. EU gik modvilligt med til, at 75 millioner tyrkere skulle kunne rejse ind i dets enorme schengenområde uden visum. Erdogan ville med denne fordel potentielt set kunne udvise uønskede kurdere og syriske flygtninge, for ikke at tale om, at det ville øge hans indflydelse i lande som Tyskland og Holland. EU gjorde imidlertid adgangen betinget af en indsnævring af Tyrkiets vagt formulerede terrorbekæmpelseslove. EU forlangte at “revidere terrorbekæmpelseslove og praksisser i overensstemmelse med europæiske standarder”. Erdogan kunne have givet denne betydningsløse indrømmelse og alligevel have arresteret enhver, som han ønskede, med andre begrundelser, men det nægtede han (“Det er umuligt at revidere terrorbekæmpelseslove og praksisser”, udtalte en af hans ministre) og gik glip af en ekstraordinær mulighed.

 

Gåde #5: Snedig eller lidende af storhedsvanvid. Erdogan blev premierminister i 2003, og han regerede med omhu i otte år. Han stod i spidsen for en bemærkelsesværdig økonomisk vækst, svækkede den militære ledelse, der besad landets endegyldige magt, og fulgte med succes en politik om “ingen problemer med naboerne”. I modsætning til den uheldige Mohamed Mursi, der kun holdt et år som Egyptens præsident, tilrettelagde Erdogan sine handlinger med en sådan kløgt, at der for eksempel næsten ikke var nogen, der bemærkede, da han i juli 2011 fik kontrol over militæret.

 

Det var dengang. Siden 2011 har Erdogan imidlertid gentagne gange skabt problemer for sig selv. Han forvandlede helt umotiveret Syriens Bashar al-Assad fra at være hans foretrukne udenlandske leder (de to og deres koner har endda holdt ferie sammen) til at blive en dødsfjende. Han nedskød et russisk jagerfly, hvorefter han ydmyget måtte komme med en undskyldning. Han tabte på en gasledning fra det østlige middelhavsområde til Europa.

 

Han fik ulovligt bygget et absurdt stort palads til sig selv på et fredet område. Det er det største palads i verden siden Nicolae Ceausescus katastrofale Folkets Palads i Bukarest. Ved en særligt ynkelig farce dukkede Erdogan op ved den amerikanske bokser Muhammed Alis begravelse for at holde en tale, dele gaver ud og blive fotograferet sammen med familiemedlemmer. Han fik ikke lov til nogen af delene og blev sendt hjem igen.

 

Han får fjender, hvor han end går. I Ecuador lagde Erdogans livvagter tre prokurdiske ecuadorianske kvinder i håndjern og var hårdhændede over for en parlamentsmedlem, der forsøgte at beskytte dem. Da næstformanden for Ecuadors parlament blev udspurgt om hændelsen, svarede han: “Inden Erdogans livvagter forulempede et parlamentsmedlem, var folk her ikke opmærksomme på Tyrkiet. Ingen kendte forskel på en tyrker og en kurder. Nu er alle klar over forskellen, og vi er naturligvis på kurdernes side. Vi ønsker ikke at se Erdogan i vores land igen.”

 

Hvad skete der med den snu leder for et årti siden?

 

Læs også
Asger Aamund fylder 80 år: Islam er i krig med os – det er på tide at se virkeligheden i øjnene

Erdogans islamistiske tilhængere antyder sommetider, at han er på vej til at erklære sig selv som kalif. Efterhånden som 100-året for det Istanbul-baserede kalifats opløsning nærmer sig, kan han finde det fristende. Alt efter om han benytter den islamiske eller den kristne kalender, ville det kunne ske enten den 10. marts 2021 eller den 4. marts 2024. Du hørte det her først.

 

Vestens reaktion på Erdogans fremfærd har desværre været præget af forvirring og svaghed. Angela Merkel indvilligede i at slæbe komikeren Jan Böhmermann i retten for at håne Erdogan. Donald Trump lykønskede Erdogan med hans tyranniske sejr og belønnede ham med et møde i næste måned. Herudover er australierne eftergivende på grund af mindehøjtidelighederne i Gallipoli.

 

Det er på tide at se Recep Tayyip Erdogan som den diktatoriske, islamistiske, antivestlige egoist, han er, og beskytte hans naboer og os selv mod den skade, som han allerede forårsager, og de store kommende problemer. Det ville være et skridt i den rigtige retning at fjerne amerikanske kernevåben fra Incirlik luftbasen, men det ville være endnu bedre at fortælle tyrkerne, at deres aktive NATO medlemsskab er i fare, medmindre de foretager et dramatisk kursskifte.

 

**********

Opdatering 21. april 2017Al-Ahrams fremragende korrespondent i Tyrkiet Sayed Abdel-Meguid giver mere næring til spekulationerne om gåde #2: To dage inden folkeafstemningen udtalte Erdogan, at der ville komme en overraskelse. Selv om meningsmålingerne viste tæt løb, ville forfatningsændringerne blive vedtaget med et stort flertal. Lige efter valgstedernes lukning den 16. april genlød magtens korridorer af jubelråb. Der var kun blevet åbnet og talt 20% af stemmeurnerne, men resultaterne herfra viste 65% ja-stemmer. “Det er kun begyndelsen! Tallet bliver højere end lederen forudsagde”, udbrød AKP folk med tårer i øjnene.

Procentdelen af ja-stemmer begyndte imidlertid langsomt at falde, og den store “overraskelse” begyndte at ligne et mareridt. … Det regerende parti og tilhængere iagttog måbende tv-skærmene. Hvad var det, der skete? Endelig, efter 99% af stemmerne var optalt, nærmede vi os sandheden. Ja-siden vandt med 51,2%. Selv AKP støtter var skuffede. Var det alt efter alle de store demonstrationer og forberedelserne?

Med hele det apparat, som Erdogan havde til rådighed, hvordan kunne han da bringe sig selv i en situation, hvor han lignede et fjols? Den eneste mulige forklaring er at tilsløre valgsvindlen, men alle uregelmæssighederne omkring valget spolerer den fordel.

(Abdel-Meguid konkluderer, at de få ja-stemmer betyder, at Erdogans parti AKP “lige fik stækket sine vinger”. Jeg er uenig; procentdelen vil hurtigt blive glemt.)

Artiklen er udkommet på danielpipes.org og den er oversat fra engasl til dansk af Kirsten Valeur.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…