Der er små nyheder, og der er store nyheder. Og så er der nyheder, der har historisk rækkevidde. Det vil sige nyheder, der afslører, at der sker en fundamental forandring i vores samfund.
Sådan en nyhed fik vi i sidste uge.
Det kom frem, at mere end hvert femte nyfødte barn i Danmark sidste år havde en mor med indvandrerbaggrund. Mødrene kom først og fremmest fra to muslimske lande, nemlig Syrien og Tyrkiet.
Denne nyhed gør det klart og konkret, at det danske samfund befinder sig i en historisk forandring: Danmark bliver et mere og mere muslimsk land.
Principielt kan denne udvikling standses og vendes, hvis man har den politiske vilje til det. Men foreløbig tyder intet på, at et politisk flertal i Danmark har denne vilje.
Jovist, der har i en årrække været ført, hvad man kalder en stram udlændingepolitik. Man har gennemført en række forslag, der lægger begrænsninger på tilstrømningen fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.
Men nyheden fra sidste uge om de nyfødte understreger, at disse stramninger langt fra har bragt styr på udviklingen.
Uanset stramningerne bliver Danmark et stadig mere muslimsk land.
Hvad vil du gøre ved det?
Med denne viden må ét spørgsmål overskygge alle andre i dansk politik: Går man ind for, at Danmark bliver mere og mere muslimsk, eller går man ikke ind for det?
Langt de fleste danske politikere vil selvfølgelig bedyre, at det går de ikke ind for. Men det er altså den vej, det går. Næste spørgsmål må derfor lyde: Hvad havde du tænkt dig at gøre ved det?
Politisk korrekte røster vil måske insistere på, at det slet ikke har den store betydning, om Danmark bliver mere og mere muslimsk.
I så fald skulle de se sig om i den muslimske verden og fortælle os andre, hvor mange muslimske lande der er præget af frihed, demokrati og kvinders ligestilling.
Andre blandt de politisk korrekte vil sige: Jo, jo, forholdene i den muslimske verden er bestemt ikke noget, vi skal overføre til Danmark. Men tag det nu roligt. De mange muslimer, der slår sig ned i Danmark, vil gradvis blive mere og mere danske.
De vil blive tilhængere af et verdsligt samfund, som ikke styres af religion. De vil blive tilhængere af ytringsfrihed, demokrati og kvinders ligestilling. De vil identificere sig med Danmark.
Fundamentalistisk islam vinder frem
Det er der nogle af dem, der vil.
Men vi kan konstatere, at fundamentalistisk islam synes at have flere tilhængere i de yngre generationer af muslimer i Europa end i de ældre.
Vi kan samtidig konstatere, at mange muslimer, som tilsyneladende var på vej mod et verdsligt, frihedsorienteret samfundssyn, alligevel ender med at søge tilbage mod konservative og islamistiske holdninger.
Det brændende aktuelle eksempel er tyrkerne. For ikke så mange år siden så de ud til at stræbe efter et samfund som vores. Nu hylder de i stort tal den aggressive islamistiske præsident Erdogan. Det gælder også i Danmark.
Den politisk korrekte debat og virkeligheden
De politisk korrekte kræfter herhjemme prøver hele tiden at få debatten kørt ind på, om man kan være dansker, selv om man har rødder i et andet land, herunder et muslimsk land.
Svaret på det er ja. Selvfølgelig kan mennesker med rødder i muslimske lande blive en del af det danske samfundsfællesskab.
Men en meget betydelig del af migranter fra muslimske lande ønsker ikke at blive danske. De vil fastholde somaliske, afghanske, syriske og tyrkiske minisamfund – kombineret med dansk velstand og velfærd.
Når man over et ret kort åremål får en meget stor tilstrømning fra muslimske lande, får man et mere og mere muslimsk Danmark – med hensyn til værdier, kultur og social adfærd.
Man kan ikke åbne for meget store befolkningsgrupper fra en helt anden kultur og så tro, at det ikke vil ændre Danmark fundamentalt.
Så nøglespørgsmålet i den politiske debat bør lyde: Går man ind for, at Danmark bliver mere og mere muslimsk, eller gør man det ikke?
