Den aflyste julegudstjeneste: Skolens afkristning begyndte under ungdomsoprøret

Foto: Ole Sørensen

Den debat, som den aflyste juleafslutning i Græsted kirke for Folkeskolens børn forårsagede, burde på én måde slet ikke være kommet som en overraskelse for nogen.

 

På utallige lovgivningsområder har man i de seneste 40 år kunnet konstatere, at de generationer, der nu udgør flertallet af lovgivere i vort land, ikke er vokset op med rygmarvsoplagringer, der bar et naturligt og umiskendeligt præg af kristendommen og af dens mange gode sidegevinster i form af indiskutabel moral, etik og æstetik, – men af et personligt livs- og menneskesyn, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes egen vilje og individualitet. Herved er tidligere tiders samfundssind og fællesskabshensyn trængt stærkt i baggrunden.

 

I ethvert samfund spores en naturlig udvikling. Græsted er fra gammel tid blevet kaldt ”Den hellige stad” på grund af et bredt kirkeligt liv, spejderbevægelser og missionshuse.

 

Men også her har man altså kunnet konstatere en stigende nedvurdering og udfasning af de mange gamle hævdvundne normer, grænser og hensigtsmæssige hæmninger, som i stigende grad har kunnet aflæses på folkeskoleområdet og også i de senere generationers adfærd.

 

Man kalder det både samfundsopløsning og afkristning. Men det er nu nok ét og det samme, for kristendommen har alle dage, lige indtil ungdomsoprøret i 1960erne, været eneste skabende og bærende kulturfaktor. Nu er opstået et åndeligt tomrum, hvor indvandrere rigtig boltrer sig.  

 

I en udklipsmappe fandt jeg det billede fra Christiansborg, hvor Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal og nogle flere af de eneste 2.000 begavede mennesker i Danmark, som Rifbjerg kaldte gruppen omkring sig. De sidder på trappen i Folketinget og ryger hash. Dette var én demonstration af mange, hvor gamle politikere blev bange for deres egen skygge, og i ren og skær angst for at blive kaldt fortidsøgler, lod sig friste til at frigive pornoen, acceptere Christiania og ægteskabelig løsdrift – og give livsvarigt tilskud til dem, som kunne fabrikere de mest uforståelige kunstværker – i den ene voldsomme hash-rus efter den anden.  

 

En del af ungdomsoprøret var rimeligt. En ligestilling, ligeløn og en mere jævnbyrdig fordeling omkring arbejdet på hjemmefronten skulle til, da kvinderne blev jaget ud på arbejdsmarkedet. Men det hele løb løbsk, og frihedsbegreberne blev til en hel magtreligion, hvor de toneangivende oprørere foranstaltede telefonstorme mod udsendelser i radio og tv, som ikke var moderne nok. De aftalte blot minutiøst, at 20 personer skulle ringe ind lige efter hinanden. Eller – som provoen Jakob Ludvigsen betroede mig – man rykkede kablerne fra hinanden på DR’s sendekøretøjer, når de sendte reportager fra gudstjenester i radio eller tv.

 

Men når nu den nye kulturradikale elite kunne opnå succes og føre sig så langt frem på banen, som den kunne, så måtte det vel også forsøges på Christiansborg. En ny generation af unge, håbefulde politikere var med ét på banen og fik ministerposter. Det gjaldt f. eks. den unge, smukke og håbefulde skolelærer, ateisten Ritt Bjerregaard, som i et par interviews udtalte, at Jesus – for hende – reelt nærmest rangerede på lige fod med nisser og trolde. Og hun mente det minsandten, for hun gentog det, både over for Kristelig Lytter- og Fjernseerforening og over for min fars fætter, Erhard Jakobsen, som i en årrække brugte sine nattetimer til at høre båndede udsendelser fra radio og Tv med politisk slagside, inden han stiftede ALS – aktive lyttere og seere.

 

Ritt Bjerregaard blev undervisningsminister, og snart slog en afkristnende ændring af folkeskoleloven ud i lys lue. Hun fjernede i 1975 den paragraf i 1958-loven, der påbød, at den undervisning i kristendom, der (som en selvfølge) skulle gives børn i den danske folkeskole, skulle være i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske lære. (Afsnit I om Folkeskolens begreb, § 1, afsnit 3.) – Men denne fjernelse betød både et stort og altafgørende drab på forpligtelsen til, at skolen skulle undervise børnene i kristendom, og så efterfølgende et overflødigt drab på den forpligtelse, at skolens kristendomsundervisning skulle være i overensstemmelse med den evangelisk-lutherske kristendomsopfattelse.

 

Vi var flere, som dengang skrev om det i aviserne – og råbte op om dette ateistiske kneb, men ingen tog det alvorligt, og Ritt Bjerregaard kunne fortsætte sin kamp mod kirke og kristendom – ved bl. a. at skrive, at skolebørn først og fremmest jo skulle oplæres til at blive gode, demokratiske medborgere. Og hun blev godt hjulpet af den radikale undervisningsdirektør (og senere sognepræst) Asger Baunsbak Jensen, som bakkede op, bl. a. ved at formulere begrebet, at børn sandelig ikke måtte ”indoktrineres i kristendom”.

 

Nu høster vi så frugterne af en letsindig omgang med realiteterne og sandheden, og med de ting, som alene er værd at tale om, samle på og bygge på. – Det noget tynde argument med, at skolen jo bør tage hensyn til ti muslimske børn blandt tusind kulturkristne børn, er da også forstummet. Men det nye – og på alle måder groteske og afslørende argument fra de yngre, og traditionelt radikale skolelærere, det lyder nu således: ”Det står jo ikke i Skoleloven, at man skal holde juleafslutning i kirken!” Så ved vi altså det. Men det er drøjt at skulle høre sådan noget politisk korrekt vrøvl fra folk med skolelæreruddannelse.

 

I den forgangne uge besøgte jeg EU-parlamentet i Bruxelles. Her blev der en eftermiddag ballade på Grand Platz. Muslimerne var utilfredse med den megen juleudsmykning. Politiet ankom og dyssede folk ned. Man enedes om, at det store juletræ med pærer af forskellige lysfarver skulle udgøre årets julepynt. Det var for småt til danske medier. Men vi kender jo udmærket situationen, bl. a. fra ghettoen i Egedals Vænge i Nordsjælland, hvor det muslimske flertal i beboerforeningen end ikke ville have juletræ.  

 

Men det allerværste ved skolens aflysning af en årelang traditionel juleafslutning bl. a. i Græsted kirke er dog, at der skal så uhyrlige eksempler på bordet, før politikerne vågner og – forhåbentlig – vil tænke efter, om ikke der blev smidt for mange gode børn ud med badevandet, da man i sin tid valgte at udskifte den dansk-kristne kultur med en discountudgave af samme – iklædt en humanistisk-kulturradikal fernis. Det har ikke skortet på advarsler fra åndeligt vågne danskere i mere end fyrre år.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…