På trods af den omsiggribende islamiske terror i Europa og den ofte lemlæstende eller dødelige kriminalitet, som indvandringen fra muslimske og afrikanske lande har påført mange mennesker – også i Danmark – er der politikere, der ikke kan få nok af alverdens overskudsbefolkning eller vandrende migranter, der efter ophold i en halv snes sikre lande, inden de når frem til Danmark, kaldes – og kalder sig selv – flygtninge.
I Danmark kan det for venstrefløjen slet ikke gå stærkt nok med ikke alene at modtage så mange kulturfremmede som muligt oven i de flere hundrede tusinde, vi allerede har, men ydermere skal de så hurtigt som det overhovedet er muligt meddeles dansk statsborgerskab. Derved er det sværere, på grænsen til det umulige, at slippe af med dem igen – uanset forbrydelsernes art.
Islamiske terrorangreb, der til tider er udført af IS-folk, der gemmer sig i migrantstrømmen, men dog oftest er udført af efterkommere, er ikke noget, der afficerer FN- og EU-underkuede politikere. Kongstanken er, at hvis bare de får dansk statsborgerskab, så løses problemerne med disse for Danmark kulturelt inkompatible personer af sig selv. Det er nemlig i sig selv integrationsbefordrende, er der nogle, der mener.
Et columbusæg
Et columbusæg til hurtig problemløsning af islamiske terrorangreb fik således Socialistisk Folkeparti til den 30.3.2017 at fremsætte et beslutningsforslag, hvorefter unge, der var ”født og opvokset” i Danmark, bare ved en erklæring skulle kunne opnå dansk statsborgerskab.
Som forventet, var de tre andre venstrefløjspartier begejstrede for SF’s initiativ. Selv om de stod sammen og opnåede 23 stemmer for forslaget (EL, ALT, RV, SF), var der 79 stemmer imod (S, DF, V, LA, K). Så problemknuseren SF måtte se sit forslag forkastet.
Frem- og tilbagerulninger
I 2004 havde V-K regeringen ændret loven af 1999, så erklæring om statsborgerskab for unge, der var født og opvokset i Danmark, fremover kun gjaldt for nordiske statsborgere.
Undtaget fra denne lov er statsløse, dvs. oftest palæstinensere.
Men da det mellem 2011-2015 blev S-RV regeringens tur (med SF i en kortere periode) til at lede landet, blev V-K regeringens stramning rullet tilbage, så alle født-og-opvokset-udlændinge igen blot kunne afgive en erklæring, og VUPTI var de danske statsborgere – eller for at bruge udlændingenes eget udtryk: ”havde fået dansk pas”.
Så fik vi i juni 2015 igen regeringsskifte, denne gang V-K-LA, og dét, der var rullet tilbage, blev nu rullet frem igen i 2016.
Og så kan vi ellers se frem til næste lovrulning.
Man kan indvende, at det vel egentlig er så ligegyldigt, hvorvidt de herfødte og heropvoksede har dansk statsborgerskab eller ikke. Uanset deres farlighed for landet og befolkningen, så er der ingen grænser for, hvor mange internationale hindringer der er for at få dem sendt ud af landet.
Flere kriminelle skal sendes hjem
JAH-JAH-JAH, får man lyst til vrængende at sukke, ligesom Sonja fra Saxogade (elsket børne TV-serie i 1970’erne). Men ligesom Sonjas protester ikke nyttede noget, bliver protester hos (flertallet af) den danske befolkning heller ikke hørt. Det bliver ved løfterne. Så lidt skvulp, der skal gøre det ud for handling. Intet ændres.
Der deles stadig af vores domstole de fuldstændigt absurde ”betingede udvisninger” ud. Så vidt jeg erindrer, var det FN for en del år siden, der bekymrede sig for de grove forbryderes liv og levned. Ikke hvad forbryderne udsatte den indfødte befolkning for, men hvad der dog kunne ske de stakler, hvis de blev hjemsendt, og i hjemlandet blev udsat for det samme, som de udsætter andre mennesker for.
Advarsler er noget, man giver børn og måske meget unge, der ikke er helt på det rene med, at dét, de har gjort, er forkert. Men at gøre advarsler/udvisninger betinget er at behandle voksne mennesker som små børn. Heldigt for dem, men en katastrofe for befolkningen.
Født, men ikke opvokset, i Danmark
I Danmark er der nu født flere generationer af tilvandrede.
Men opvokset i Danmark? Nej, det er kun de færreste, uanset skolegang i en måske dansk folkeskole. Og antallet af børn, der er ”opvokset i Danmark”, hvis har de gået i muslimsk skole, er nok nærmere lig nul. Disse børn deltager ikke på noget tidspunkt af dagen i det danske samfund.
Men uanset hvilken skole, gælder det for flertallet af børnene, at de inden for hjemmet fire vægge opvokser i det land, den landsby, som deres forældre/bedsteforældre kommer fra. Bagagen fra Pakistan, Libanon, Tyrkiet m.v. er aldrig blevet pakket ud, og langt de fleste efterkommere slæber stadig rundt på den i 2., 3. og 4. generation.
SF’s forslag blev forkastet i 2017. Men bare vent. Ved et regeringsskifte ruller loven endnu engang. Denne gang tilbage.