Jeg begyndte at interessere mig for Rusland og Sovjetunionen – som ikke er det samme! – da jeg lærte russisk, først på Hærens Sprogskole, siden på universiteterne i Aarhus og København. Det har været en lang rejse i et område, der rummer både store tragedier og store triumfer. Da jeg for godt et år siden fik en opfordring til at skrive en bog i anledning af 100-året for bolsjevikkernes erobring af magten i Petrograd, slog jeg omgående til. For nylig udkom resultatet: RUSLANDS UNDERGANG. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921 (Gyldendal, 525 sider, 300 kr.).
De fleste her i landet taler om ”den russiske revolution” i ental. Men det er vigtigt at vide, at der var to regimeskift i Rusland i 1917. Da zar Nikolaj 2. abdicerede i februar 1917, kom der et demokratisk liberalt-moderat socialistisk regime til magten. Det fik kun otte måneders levetid, før det blev kuppet af en yderliggående marxistisk sekt, bolsjevikkerne, med juristen Vladimir Uljanov med dæknavnet Lenin i spidsen. Det betød demokratiets afskaffelse og indførelse af et totalitært regime, der sad på magten i 74 år, indtil det brød sammen i 1990-1991.
Det blev begyndelsen til en tragedie ikke alene for den russiske nation, men også for de mange ikke-russiske nationer, som det russiske imperium bestod af – ukrainere, polakker, georgiere, estere, letter, litauere osv. Disse nationer forsøgte i årene 1917-1921 at blive selvstændige, men det lykkedes kun for nationerne i imperiets vestlige områder: Finland, de baltiske stater og Polen. Og først efter blodige kampe mod både Den røde Hær og hjemlige kommunister. Bolsjevikkerne lovede ganske vist de ikke-russiske nationer selvstændighed, men kun hvis ”proletariatet” – dvs. kommunistpartier – krævede det.
Til de omdiskuterede spørgsmål hører årsagerne til Zarruslands sammenbrud, årsagerne til det påfølgende demokratiske styres fald og årsagerne til, at det lykkedes bolsjevikkerne ikke alene at erobre magten, men også at konsolidere og bevare den så længe.
I historien er der aldrig noget, der er uomgængeligt eller nødvendigt. Det er noget, historikere finder på, når de beskriver fortidens hændelser. Zarruslands undergang var et samspil af mange årsager. Imperiet var inde i en lovende udvikling økonomisk, politisk, retligt og kulturelt. Der var stigende landbrugsproduktion – Rusland var verdens største korneksportør – og en industrialisering med store vækstrater var påbegyndt. Censuren blev afskaffet, der var uafhængige domstole, mange politiske partier, og zar Nikolaj var modstræbende gået med til at indføre et parlament (duma), selv om han beholdt den afgørende magt hos sig selv. Den udbredte opfattelse af Rusland som et håbløst tilbagestående land med en undertrykt befolkning er falsk. Rusland blev af danske erhvervsmænd kaldt Det Ny Amerika, og de og deres kolleger i andre lande investerede stort i landet. Russisk litteratur, kunst og videnskab var beundret.
Den vigtigste årsag til Ruslands undergang var landets deltagelse i 1.Verdenskrig. Denne belastning bremsede den lovende udvikling og ødelagde sammenhængskraften. Dertil kom zar Nikolajs og det følgende demokratiske regimes manglende realitetssans. Den ligeledes virkelighedsfjerne og ofte ekstreme russiske intelligentsias negative indflydelse i de politiske partier skal også nævnes. Endelig det store flertal af bønder, der i modsætning til vesteuropæiske bønder var et anarkistisk uroelement.
Det liberale styre efter februar 1917 blev ledet af drømmere. En frihedsrus bemægtigede sig befolkningen, politiet blev opløst, fængslerne åbnet, centralmagtens støttepiller ud over imperiet, guvernørerne, blev afskediget; disciplinen i de væbnede styrker gik i opløsning. Det gik dårligt med krigsførelsen. Bønderne gik løs på godserne, hvis jord de beslaglagde. Det planlagte valg til en grundlovgivende forsamling trak ud, men blev gennemført i november, hvor bondepartiet De Socialistisk-Revolutionære fik langt over halvdelen af stemmerne. Rusland var blevet det frieste land i verden, som Lenin sagde, og han benyttede denne uhørte frihed til at underminere den demokratiske regering og samle magten op fra gaden – også Lenins udtryk.
Da det første frie valg i Ruslands historie viste et stort demokratisk flertal, opløste bolsjevikkerne med magt den forsamling, der skulle udarbejde en ny forfatning. I stedet dannede de uden at spørge nogen en mindretalsregering, der hurtigt blev en etpartiregering. De oprettede som et af de allerførste organer et hastigt voksende hemmeligt politi, der blev sat ind mod politiske modstandere, som blev erklæret for ”fjender af folket”. Frihedsrettighederne herunder ytringsfriheden blev afskaffet. Derpå gik Lenin og hans kammerater i gag med det, de kaldte ”socialismens opbygning”, mens de afventede det vesteuropæiske proletariats revolte og verdensrevolutionens udbredelse. Den kom aldrig.
Skal man pege på den vigtigste faktor bag bolsjevikkernes bevarelse af magten i de kommende år, selv om deres politik ruinerede og opløste landet, er det deres hensynsløshed. Lenin og hans regime repræsenterede noget helt nyt i europæisk politik – et totalitært system, som ikke veg tilbage for noget som helst for at bevare magten. Det udløste strømme af blod, det isolerede befolkningen fra normalt samkvem med omverdenen, og det satte landet tilbage både økonomisk og kulturelt. Følgerne kan mærkes i Rusland den dag i dag.
Det er en interessant kendsgerning, at samtidige vestlige iagttagere sammenlignede Lenin og hans bevægelse med islam. Den engelske filosof Bertrand Russell karakteriserede i 1920 bolsjevismen som ”ikke blot en politisk doktrin, den er også en religion med udformede dogmer og hellige skrifter.” Ligesom islam ville bolsjevismen ikke blot være regering i et enkelt land; den var ekspansiv og ville oprette en helt ny verden. Marx var denne religions profet, i hans skrifter fandtes den åbenbarede og uforanderlige sandhed, som ikke stod til diskussion. Det kommunistiske partis ledelse hævdede gennem alle årene at sidde inde med en videnskabeligt begrundet sandhed, som ikke måtte anfægtes.
Det er en forstemmende kendsgerning, at så mange vestlige intellektuelle faldt for det totalitære regime og dets propaganda. SF´s formand Gert Petersen havde et romantisk syn på oktoberkuppet i 1917 og mente endnu i 1980´erne, at vi kunne lære af Lenin. Hans efterfølger Holger K. Nielsen har for nylig gjort grundigt op med disse illusioner: ”Den russiske revolution var en tragedie, den største og mest katastrofale enkeltbegivenhed i det 20. århundrede. Den havde som konsekvens millioner af døde og enorme fangelejre […] kommunismen havde større historiske konsekvenser end nazismen […] Og man må svare entydigt ja til, at det havde været bedre, hvis Lenins revolution var mislykket dengang for 100 år siden.” Weekendavisen 8. sept. 2017.
En lignende opfattelse med stort set samme ordvalg har jeg givet udtryk for de sidste 30 år. Måske har man ikke levet forgæves!