Lørdag aften bragede en vandscooter ind i en udlejningsbåd i Københavns Havn og dræbte to unge amerikanske kvinder.
Det var ulykken, som man i årevis har frygtet og ventet.
Længe har vandscootere spredt skræk og rædsel i havnene og ved kysterne. Samtidig har de generet en masse mennesker, der skulle hygge sig, med deres larm og til tider ubehagelige sejlads.
Talløse gange har foreninger og personer, der arbejder med sport og fritidsaktiviteter på vandet, krævet, at der blev grebet ind. Det samme har beboere ved de berørte havneområder.
Men problemerne er fortsat. Og nu altså med dødelig udgang.
Tilliden svækkes
Som almindelig borger kan det være svært at acceptere:
Man har et problem, som er stærkt generende. Men ingen myndighed eller politisk forsamling påtager sig ansvaret for at sige: Nu tænker vi alle muligheder igennem, indtil der er fundet en brugbar løsning, som kan fjerne problemet.
Vandscooteres terrorisering af fredelige mennesker har fået lov til at fortsætte. Når det så går helt galt som denne gang, får alle pludselig travlt med at bebude, at der skal gribes ind.
Det svækker borgernes tillid til myndigheder og politikere.
Forbud
Der synes at være tre mulige veje at gå for at fjerne problemerne med vandscooterne. De udelukker ikke hinanden, men kan tværtimod supplere hinanden:
Den første mulighed er simpelt hen at forbyde de hurtigt sejlende vandscootere.
Danmark har haft et sådant forbud frem til 2010. Men EU fik det ophævet. Begrundelsen er, at det blokerer for den fri handel af en vare – altså vandscootere. Nu kræver Dansk Folkeparti forbuddet genindført.
Danmark kan vælge at trodse EU – af hensyn til danskernes sikkerhed i havne og ved kyster. Men vi er som bekendt medlem af EU. Så problemet stopper ikke her, sagen vil køre videre gennem EU’s retsmaskineri.
Strengere straffe
Den anden mulighed er strengere straffe for ulovlig sejlads med vandscootere. Typisk er bøden i størrelsesordenen 1.000 kr. Den kan man mangedoble.
Man kan også tage det videre skridt, at en vandscooter konfiskeres ved grove forseelser.
Strengere straffe bør under alle omstændigheder indgå i løsningen. Det skal koste så meget, at der er en afskrækkende effekt.
Den tredje mulighed, som skal kombineres med andre opstramninger, er at styrke kontrollen med vandscooterne.
De skal for eksempel forsynes med nummerplader, så man kan identificere og finde synderne.
Mere aktivt politi
Samtidig er der brug for en væsentlig mere aktiv politiindsats.
Faktisk var der politi til stede i en båd i området, da tragedien fandt sted lørdag aften. Men man forholdt sig passivt til det, man selv kalder ”vanvidssejladsen” med vandscooterne.
Man konstaterer nærmest lidt overrasket, at de unge på vandscooterne var revnende ligeglad med politiets tilstedeværelse, så længe der ikke blev gjort noget forsøg på at få fat på dem.
Politiet siger, at de mangler ressourcer. Til andre tider har vi hørt rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg forsikre os, at politiet har de fornødne ressourcer til at klare sine opgaver. Det hænger ikke sammen.
Lirum-larum
Politiet i Nordjylland siger, at de ikke vil gå på vandet for at standse hærgende vandscootere, da det kan udløse farlige situationer.
Hvordan skal man stoppe lovovertrædelser, hvis politiet ikke vil gribe ind, fordi det er for farligt?
I den kørende trafik sætter patruljevogne da jævnligt efter grove fartsyndere for at få dem bragt til standsning. Hvorfor i alverden kan man ikke gøre det på vandet?
Den nordjyske politi-undskyldning for at blande sig uden om, bestyrker en mistanke om, at man fylder borgerne med lirum-larum snak, fordi man ikke kan overkomme at løse problemet.
Men så må vi som borgere sende en klar besked til politi, politikere og ikke mindst bøllerne på vandscootere. Og vi undskylder vores franske:
Vi vil fanme ikke finde os i det.
