60-året for Rom-traktaten, Storbritanniens aktivering af artikel 50 og det forestående franske valg, hvor to særdeles EU-skeptiske kandidater Marine Le Pen og Jean-Luc Melanchon har lagt sig i spidsen, har været anledning til, at de floskelfyldte besværgelser om EU som fredens projekt igen er blevet båret frem – og præsenteret ikke alene som en teori eller en forestilling, men som “en uomgængelig sandhed”.
Faktum er imidlertid tværtimod, at EU ikke har skabt fred i Europa, men at EU måske endda snarere er på vej til at lægge kimen til ufred og krig i fremtidens Europa.
Skal man i myriaden af årsagssammenhænge fremdrage to årsager til, at Europa efter 1945 – generelt betragtet – har været et fredeligt kontinent bør man pege på to årsager.
Krigstræthed og USA’s engagement
Den generelle krigstræthed efter to verdenskrige, der tærede enormt på Europas ressourcer og reelt lagde grunden til Europas tilbagetog fra den internationale scene og USA’s permanente engagement i freden i Europa.
En uhensigtsmæssig grænsedragning og uforbeholden straffeaktion over for Tyskland i kølvandet på Første Verdenskrig skabte grundlaget for Adolf Hitlers fremmarch, hvorved Anden Verdenskrig i realiteten blev en forlængelse af Første Verdenskrig.
Samtidig valgte USA efter reelt at have afgjort Første Verdenskrig til ententemagternes (Frankrig, Storbritannien, Belgien, Italien, Rusland og Serbien – red.) fordel at trække sig tilbage fra den europæiske scene symboliseret ved præsident Franklin Roosevelts Chautauqua-tale den 14. august 1936:
“Vi skyr politiske forpligtelser, der kan vikle os ind i fremmede krige… Vi er ikke isolationister bortset fra hvad angår vores forsøg på at isolere os selv fra krige. Jeg har set krig. Jeg har set blodet strømme fra de sårede. Jeg har set mennesker hoste deres gasforgiftede lunger op. Jeg har set døden i mudderet. Jeg har set byer ødelagt. Jeg hader krig”.
Derved illustrerede Franklin Roosevelt på glimrende vis den amerikanske
afsmag for at engagere sig i Europa. Havde japanerne ikke angrebet Pearl Harbor og var USA forblevet neutralt igennem Anden Verdenskrig var Storbritannien næppe gået sejrrig ud af Anden Verdenskrig.
Rom-traktaten er en følge af freden og ikke årsagen.
Efter 2. verdenskrig besluttede USA at engagere sig permanent i Europa gennem etableringen af Atlantpagten.
Det amerikanske engagement kombineret med den generelle krigstræthed var afgørende for at de europæiske lande ikke igen fløj i totterne på hinanden.
Tolv år efter krigsafslutningen underskrives så Rom-traktaten. Snarere som en funktion af freden end som en årsag til den.
Med afsæt i Coudenhove-Kalergis forestilling om det såkaldte Paneuropa byggede Jean Monnet og Robert Schuman videre på tanken om en europæisk supermagt begyndende med Kul- og Stålunionen, som senere udviklede sig til det EU, vi kender i dag.
Floskelmagerne og samhandelen
Floskelmagerne har ofte anført, at samhandlen mellem de europæiske lande har gjort os gensidigt afhængige og dermed ikke interesseret i at bekrige hinanden.
Samhandlen mellem Tyskland, Storbritannien og Frankrig var imidlertid forholdsmæssigt set også ganske betragtelig i årene op til Anden Verdenskrigs udbrud – og et økonomisk rationale bag udbruddet af Anden Verdenskrig må man lede forgæves efter.
Hvis man iagttager imperiale aktørers historiske adfærd må man vel konstatere, at netop imperier har været blandt de mest krigeriske overhovedet.
EU’s fremfærd over for Rusland peger desværre i denne retning.
Imperier som EU er undertrykkende
Samtidig er imperierne kendetegnet ved undertrykkelse af imperiets enkelte dele til fordel for centralmagten.
I EU’s tilfælde bedst symboliseret ved den måde, hvorpå de østeuropæiske lande er blevet hængt ud på grund af følgende deres modstand mod at åbne sig for den kolonisering, som Vesteuropa har accepteret som aflad for kolonitidens angivelige forbrydelser og nationalsocialismens uomtvistelige ditto.
Den øgede integration mellem de europæiske lande udgør således via unionens imperiale ambitioner snarere kimen til krig og ufred i fremtiden end det modsatte.
Myten om EU’s fredsskabende effekt er således netop en myte uden fundament i historien.