Den islamiske terror fortsætter – men politikerne vil ikke lave en effektiv beskyttelse af vores grænser

Udskriv

Men vi venter på næste terrorangreb

 

Samme dag som Belgien holdt en mindehøjtidelighed på 1-års dagen for terrorangrebet i Bruxelles den 22. marts 2016, der kostede ufatteligt mange uskyldige livet og sårede endnu flere, skete endnu et terrorangreb, denne gang i London med dræbte og sårede til følge.

 

Terrorangreb vil ske igen og igen, og statslederne, herunder vores egen statsminister, lægger ved hvert terrorangreb ansigterne i alvorlige folder, kondolerer, udtaler deres dybeste medfølelse med ofrene og disses pårørende, for hvem livet aldrig mere vil blive det samme.

 

Det lyder jo smukt, men befolkningerne kan ikke bruge tomme ord til noget. Dét, formentlig de fleste kræver, er handling. Og det tror jeg, de fleste efterhånden har opgivet vil ske. EU’s statsledere – med få undtagelser – har svigtet deres befolkninger og har ikke gjort det fornødne for at skåne dem for terrorangreb. Da ingen åbenbart ved, hvad man skal gribe og gøre i, får den statsleder, hvis land det senest er gået ud over, et par trøstende ord med på vejen af alle de andre. Det varmer med en gruppekram.

 

EU’s ydre grænser

Politikerne overalt i Europa hævder at ville ”gøre alt” for, at befolkningerne, hvoraf nogle står for tur til at  blive myrdet eller lemlæstet i næste terrorangreb, er i sikkerhed. ”Alt” vil sige kampesten foran parlamenter og betonklodser på udvalgte steder i byerne, så biler ikke kan meje folk ned, og så placere politi med maskinpistoler på særligt udsatte steder. Dette forestiller politikerne sig vist er den maksimale beskyttelse, der kan tilbydes befolkningerne.

 

I ikke så få år er der kævlet om ”EU’s ydre grænser”, som kun de virkelighedsfjerne endnu bilder sig ind kan beskyttes.

Læs også
Kampen i EU mellem åbne grænser og national grænsekontrol er slut – grænsekontrollen vinder, men …

 

De mennesker, Frontex ikke får samlet op og sejlet til Italien, har nu fået NGO’er til hjælp. De sejler tæt ind til Libyen for at omskibe Afrikas overskudsbefolkning fra småjoller til sikre skibe for derefter også at sejle dem til Italien.

 

Naturligvis kan man ikke lade folk drukne på et hav, når man er i stand til at hjælpe, men hvis de var blevet sejlet tilbage, så snart de var samlet op fra jollerne, ville det ikke kræve ret mange ture, før menneskesmuglernes lukrative forretning var stoppet.

 

Men noget må der gøres. Så da det går op for Frau Merkel, at hun har inviteret flere gæster, end hun kan finde plads til i Tyskland, laver hun egenrådigt en aftale med den utilregnelige islamistiske tyrkiske statsleder, Erdogan. Aftalen, der koster EU milliarder, har indtil videre ikke haft nogen særlig mærkbar virkning på migrantstrømmen.

 

Politikerne ved tilsyneladende ikke, hvordan de skal stoppe den ondskab, de selv har inviteret ind i landet. Eller måske ved de det; men er bange for at gøre noget virkelig virkningsfuldt. For enhver idé, de eventuelt måtte få, støder øjeblikkeligt ind i et hav af konventioner, EU-domstolen, Menneskerettighedsdomstolen, FN og nationalfjendtlige NGO’er.

 

På hjemmefronten er der kun tale om et halvhjertet forsøg på beskyttelse af befolkningen med halvtreds stramninger på udlændingepolitiken, høfligt at bede afviste og kriminelle om at flytte til et åbent udrejsecenter – hvis de altså har lyst – og at have sporadisk grænsekontrol. Selv den er en torn i øjet på mange, der med gys harcelerer over denne overtrædelse af Schengen. Selv om vi endda har spurgt EU pænt om lov.

Læs også
Dansk muslim afvist ved belgisk grænse – grotesk, at Danmark ikke selv har burkaforbud

 

Mens vi venter på terroren

Vi ved godt, at terroren vil ramme os igen. Hvad vi ikke ved er, hvor i Europa og hvor mange døde og lemlæstede terrorangrebet vil koste næste gang – og næste gang.

 

Og så skal statslederne til det igen. Deltage i endnu en ceremoni, hvor der lægges blomster ved det ramte lands ambassade rundt om i Europa. En sørgende flok kan igen synge ”Imagine”, og udvalgte personer holder smukke taler om solidaritet, fællesskab og næstekærlighed. Det skal nok lægge en dæmper på ondskaben.

 

Alt efter temperament sidder der mennesker efter hvert terrorangreb, der græder af fortvivlelse over en ufattelig ondskab og tab af uskyldige menneskers liv. Andre har givet op og føler kun afmagt, fordi de ved, at fra de såkaldt ansvarlige kan de ikke forvente noget godt. Men der er også mennesker, der er hvidglødende af raseri, fordi de personer, der er valgt til at beskytte befolkningen og passe på det land, de er sat til at regere over, ikke har andet end ligegyldige og tomme ord at tilbyde landets borgere.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ