Danskhed – årets ord i 2016 – er en fælde. Ja, en fælde. Det er et substantiv – altså et navneord – og derfor grammatisk i samme klasse som andre navneord som ”reol”, ”pindsvin”, ”appelsin” osv., men betydningsmæssigt er de meget forskellige.
De tre sidste eksempler er ganske konkrete, afrundede ting uden nogen dynamik. De har ikke noget med aktivitet at gøre (man kan ikke reole, pindsvine eller appelsine), mens ”danskhed”, lige som ord som ”kærlighed” og ”venskab”, er abstrakte, og – i mangel af et bedre ord – dynamiske.
De udtrykker, at der gøres noget aktivt, men de har ikke noget bestemt indhold, og folk er tit uenige om, hvad de betyder. Tag ”sport” f.eks. Er skak en sport? Er boksning en sport? Nogen vil sige ja, andre vil sige nej.
Og så er der ”kunst”, der synes at strække sig fra Michelangelo’s Sixtinske kapel til dåser indeholdende ”Merda d’artista”. Er sidstnævnte kunst?
Nogen vil sige ja, andre vil sige nej. Men fordi ord som kunst, sport osv. har den samme substantiviske form som reol-pindsvin-appelsin, så forledes mange til at tro, at de er lige så afgrænsede – og lige så reelle – som de tingslige substantiver. Men det er de ikke. Hvis man tænker på den måde, er man skyldig i hypostase, som det Store norske leksikon (den nemmeste forklaring jeg kunne finde) definere på følgende måde:
”Hypostasering, det å tilskrive reell virkelighet til abstrakte og immaterielle begreper; å slutte fra det at et begrep er meningsfullt og mulig til at det begrepet står for, har selvstendig virkelighet. Platons idélære regnes som en hypostasering av begreper. Slik hypostasering var vanlig i tidligere filosofi (ikke minst hos Friedrich Hegel og i den tyske idealisme).
Av nominalister og empirister ble hypostasering betraktet som en feilslutning som skjer ved at man tilskriver selvstendig eksistens til noe som bare finnes i tanken. (…) Termen spiller en avgjørende rolle i Kants kritikk av tidligere metafysikk. Kant hevder at fornuftsideer om Gud og sjelen tidligere ble hypostasert, og forsøker å vise hvordan dette bygger på feilslutninger som er naturlige for oss, men som likevel bør unngås.” Men som det fremgår af definitionen, er hypostase en filosofisk men også et religiøst begreb, og selvom det måske er lidt tæt på, er det ikke sikkert det passer helt til, det jeg taler om.
Nogle særlige ord, der ikke kan defineres
Så lad os hellere sige det på en enklere måde. Ord som ”Kærlighed”, ”venskab”, ”sport”, ”kunst”…og ”danskhed” er afledt af aktiviteter (at elske, at frembringe noget som malerier eller skulpturer eller digte, eller at kappes fysisk om noget), og de har ikke nogen bestemt afgrænsning. Og derfor kan man ikke definere dem. Kun beskriver deres forskellige fremtrædelsesformer.
Hvilket betyder, at man ikke kan definere danskhed lige så lidt som man kan definere lignende konstruerede ord om andre folkeslags karakter og væremåde. Gør man det, vil man straks kunne se, hvor kunstigt et sådant ord er. Hvad med ”kinesiskhed” ”arabiskhed” eller ”franskhed”? De er konstruktioner, der bare forvirrer. Men at der er en vis forskel i kinesernes, arabernes eller franskmændenes måde at være på, er de færreste i tvivl om.
Ganske vist er der forskelle i tid og i geografi – en franskmand i Paris er noget andet end en franskmand i Toulouse og noget andet end en franskmand i middelalderen – men alligevel er der noget, der binder franskmændene sammen (først og fremmest sproget), men det er svært at lægge på formel.
Og derfor har de politisk korrekte, der betvivler, at der er noget indhold i ordet ”danskhed” på en måde ret. Men hvis de brugte det lidt tungere udtryk ”måde at være på”, ville det være indlysende, at der er noget om snakken. Men nej, man foretrækker det kunstige ord ”danskhed” – som de nationalt sindede vel at mærke ikke selv har fundet på – fordi det er nemmere at skyde ned.
To eksempler
Det er en stråmand, der kun kan afspore debatten og latterliggøre de ikke-politisk korrekte. Her er to eksempler: Det første fra Lars von Trier i TV Zulu 24/3 2001. Han siger, at Dannebrog er: “det danske svastika (hagekors red.). Det burde samles ind og afbrændes.”
Nå ja. Da, jeg skrev latterliggørelse, var det måske for mildt et ord. Det drejer sig nærmere om had.
Hør skuespillerinden Paprika Steen i hendes bidrag til Lars von Triers kampagne mod Dansk Folkeparti før Folketingsvalget for 16 år siden (20/11 2001).
“Ordet danskhed, det nye begreb, som er blevet indført, efter at Dansk Folkeparti har fået så megen indflydelse, er for mig et af de grimmeste ord, jeg nogensinde har hørt.” Jamen det var vel ikke Dansk Folkeparti, der fandt på det? Ordet var snarere en stok man kunne slå dem i hovedet med, så hun gør DF skyldig i at have opfundet et våben, der kan bruges imod dem. Ordet findes ikke siger hun: ”For det første fordi ordet er uæstetisk og ikke findes – jeg ved ikke engang om det findes i ordbogen, jeg tror, det er et selvopfundet ord”. Og det har hun såmænd ret i.
Men så sker der noget mærkeligt med hendes argumentation. Ordet findes, mener hun pludselig, og det har reelt indhold. Og hvad er så dette indhold?
”Danskhed må være noget med at se ned på andre, at være ugenerøs og nærig med sine penge, være bange for at nogen kommer og tager noget, som er ens, at der er andre, der også skal have en bid af kagen. Det er danskhed i mine øjne, det er mennesker, der går i alt for små sko …. og lige om lidt kommer alle de uhyggelige muslimer og spiser alle vore børn og alle vore kvinder, og så er der kun mændene tilbage, og de skal bare arbejde for muslimerne, de er så strenge – sådan er det jo blevet, det er jo, hvad det vil sige at være dansker, et lille menneske, som ikke vil give noget som helst fra sig.”
Den sidste linje vil jeg lige gentage: …”det er jo, hvad det vil sige at være dansker, et lille menneske, som ikke vil give noget som helst fra sig”. Det er hendes meddanskere, hun taler om. Dem hun lever af. Folk, der står op ved daggry for at udbringe breve eller står ved samlebåndet eller renser kloakker. Hun foragter dem. De er Den Anden for hende, og også for hendes politisk korrekte kulturradikale meningsfæller. Og derfor har de brug for et tegneseriebegreb – danskhed – som de kan overøse med spot, mens de selv fremstår som, hvad bibelen kalder ”kalkede grave”. Dvs. dydsmønstre. Det er kernen i politisk korrekthed. Og næppe noget, der fører til noget godt.
