Dansk Folkeparti vil have lettest ved at leve med et sammenbrud i forhandlingerne – det er der tre grunde til

Kristian Thulesen Dahl (Foto: Privat)

Der kan stadig komme et forlig ud af det kaos, som forhandlingerne på Christiansborg er havnet i.

 

Det vil dog kræve, at Liberal Alliance skruer ned for sine krav om ”de største skattelettelser i historien”.

 

Og det vil kræve, at Dansk Folkeparti opnår en drejning i udlændingepolitikken, så der kommer betydelig større vægt på hjemsendelse af flygtninge.

 

Men forhandlingerne kan også køre fast. Går det helt galt, kan Løkke blive tvunget til at udskrive valg eller til at åbne for en dronningerunde om, hvem der skal lede nye regeringsforhandlinger.

 

Liberal Alliance og realitetssansen

Hvor det hele lander, afhænger især af to ting:

 

Hvor stærk en interesse har de forskellige parter i at undgå et sammenbrud?

 

Hvor meget realitetssans har de i deres vurdering af situationen?

 

Det sidste er især et problem hos Liberal Alliance.

 

Partiet ligger dårligt i meningsmålingerne. Det risikerer alvorlige smæk ved et nyvalg. Men det opfører sig, som om det sad på den grønne gren og intet havde at frygte.

 

Utålmodig Thulesen Dahl

Anders Samuelsen synes at være inspireret af sit gamle parti, Det radikale Venstre. Det har ofte kørt hårdt frem, selv om det var et meget lille parti – og er sluppet afsted med det.

 

Men det har normalt været over for partier, der ikke lå så langt fra De Radikale igen. Især Socialdemokratiet i den gamle udgave.

 

Nu skal Liberal Alliance finde løsninger sammen med Dansk Folkeparti, som er meget lidt indstillet på at lade sig presse af det lille parti med de store krav til skattelettelser.

 

Når Kristian Thulesen Dahl bliver stadig mere utålmodig over Anders Samuelsens forsøg på at køre showet, hænger det sammen med en fundamental politisk kendsgerning:

 

Dansk Folkeparti har lettere ved at leve med et sammenbrud i forhandlingerne end Liberal Alliance og regeringen i det hele taget. Det er der tre grunde til.

 

Liberal Alliance får ansvaret

For det første vil Liberal Alliance få hovedansvaret for et sammenbrud.

 

Det har partiet selv bedt om ved sin adfærd under forhandlingerne.

 

Man har brystet sig af store skattelettelser, som ikke var aftalt. Man har snakket løs om de fortrolige forhandlinger. Og så har man truet med at stemme imod sin egen regerings finanslov.

 

Måske har man troet, at denne adfærd ville lægge pres på Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke. Men det eneste, man opnår, er et elendigt forhandlingsforløb og en skurkerolle i offentlighedens øjne.

 

Skattelettelser er ikke folkekrav

For det andet styrker det Dansk Folkeparti, at skattelettelser ikke er noget særlig folkekært krav i øjeblikket. I en nylig meningsmåling var to ud af tre vælgere modstandere af skattelettelser (Greens/Børsen).

 

Så Thulesen Dahl vil næppe blive straffet for at holde igen med skattelettelser.

 

DF har et alternativ

For det tredje er Dansk Folkeparti den eneste af parterne, der har et klart alternativ til forlig i blå blok.

 

Kristian Thulesen Dahl har målrettet lagt sit parti i position til også at kunne samarbejde med Socialdemokratiet, hvis det overtager regeringsmagten.

 

Alt står og falder ikke med en Løkke-regering for DF.

 

Samuelsen må igen kravle ned

Men der er næppe tvivl om, at Thulesen Dahl helst ser et blåt forlig.

 

Forudsat, at han kan få sit kursskifte i udlændingepolitikken. Og forudsat, at der kommer passende velfærdsforbedringer og skattelettelser for især små indkomster.

 

Det vil dog kræve, at Anders Samuelsen endnu engang tager turen ned ad det træ, som han er kravlet op i.

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…