Det handler om Danmarks overlevelse

Ethvert ordentligt menneske hader kaos. Hvem elsker og foretrækker ikke fredeligt samarbejde, fordragelig samtale og mindelige løsninger, og ro og orden under kontroverserne? Det gør vist alle. Men disse ting har altid en grænse, når en sags betydning og alvor i den politiske kamp er tilstrækkelig stor. Og man kan sandelig også være så optaget af at bevare freden og den politiske fordragelighed, at dette i virkeligheden betyder, at man har opgivet kampen.

 

Kamp betyder kaos? Kaos, kampens vigtighed og sagens betydning – dette hænger sammen. Enhver ved det; de politiske partier ved det; vælgerbefolkningen ved det. Ja, vælgerbefolkningen er så bevidste om det, at vælgerne nøje og minutiøst vurderer ethvert politisk partis holdning til partiets egne sager på det. Ud af denne vurdering kan vælgerne læse sig til partiernes troværdighed. Og mediernes daglige politiske drama-journalistik? Hvad er den, andet end journalisternes jagt på de kaos-tegn, der skal afsløre en politisk sags betydning og dermed politikernes villighed til at tage kampen?

 

Den danske befolkning valgte kaos
I Augustoprøret i 1943 havde den danske befolkning fået nok af tyskernes diktater og undertrykkelse og af regeringens samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Samarbejdspartierne i Folketinget havde lige fra den 9. april 1940 – ja, længe før den 9. april – og under resten af besættelsen skubbet opgøret, modstanden og forsvaret af Danmark fra sig. Man frygtede kampen; man frygtede kaos. Man foretrak at indordne sig under ”tingenes nye tilstand”. Og tingenes nye tilstand, ja, det forstår sig: den krævede ro og orden, føjelighed og samarbejde. Men når man ikke vil tage den kamp, der indebærer kaos, men tror, at man kan liste sig igennem, så udvikler forfærdelighederne sig.

 

Og i august 1943 havde befolkningen fået nok. Befolkningen valgte samarbejdet fra, for at redde Danmark. Sagens betydning, kampen for Danmarks overlevelse krævede kamp, og kamp betød kaos. Det vidste befolkningen instinktivt. Derfor så man i foråret 1943, at modstandsbevægelsens sabotageaktioner forøgedes betragteligt; og derfor opstod der generalstrejke i landet og demonstrationer, optøjer og gadekampe i de store danske byer, Odense, Esbjerg, Århus og Ålborg mfl. Og i København var såmænd Nørrebro ét af de steder, hvor oprørsånden brændte stærkest. Besættelsestidens samarbejdspolitikere kaldte det uansvarlig adfærd og pøbeloptøjer.
Sådan er det! Ingen kamp for en betydningsfuld sag uden kaos – på én eller anden måde.

 

Indvandring og Danmarks islamisering
Islamiseringen i Danmark breder sig. Ingen kan være i tvivl om det. Der kommer stadig alt for mange muslimer til landet. Blandt andet gennem den familiesammenføring, der skulle være bragt til fuldstændig standsning for længst; på trods af alle konventioner. Og vi får dagligt af de vågne medier informationer om, hvordan islams dominante kultur breder sig i Danmark. Bandekultur, overfald, undertrykkende chikaner på åben gade, religiøs adskillelse af skoleelever, beskyttelsespenge, islamiske friskoler, islamisk adfærd og åbenlys modarbejdelse af alt, hvad der har med demokrati, gammel dansk kultur og kristendom at gøre.

 

Den jødiske overrabbiner i Barcelona Meir Bar-Hen mener, at de radikale muslimer, der er kommet ind i Europa, er umulige at få ud igen. De vil få flere og flere tilhængere og deres magt vil vokse. ”Europa er fortabt”, siger han.

 

Og man kan tilføje: Det er de radikale muslimer, der dirigerer hele den islamiske musik; sådan har det til alle tider været overalt i verden. Og det er islam selv, der fremavler sine radikale foregangsmænd. Resten følger bare efter som bagtropper.

 

Ingen kamp – så er Danmark tabt!
Pernille Vermund for Nye Borgerlige nøjes med at sige, at ”Nørrebro er tabt.” Hun har besøgt Nørrebro; og dette var hendes konklusion. Man kunne sagtens udvide dette til at sige, at Danmark er tabt. Danmark islamiseres. På trods af alle de seneste indvandringsstramninger – vist nok mere end 30 stramninger – som især DF roser sig af.

 

Folketingets formand og medlem af DF Pia Kjærsgaard siger om Pernille Vermunds konklusion bla.: ”Jeg er ikke formand for et Folketing, hvor dele af kongeriget er tabt. Overhovedet ikke. Jeg er formand for et Folketing, hvor man aldrig nogensinde giver op. Og hvorfor vil man overhovedet være politiker, hvis man ikke tager kampen?”

 

Ak ja, gid det var så vel! Men med disse ord har denne gamle kære og beundringsværdige indvandringsmodstander blot udvist en parti-forfængelig nærtagenhed, der ikke tillader nye islam-kritiske partier at komme på banen i dansk politik. Det er usagligt; og det er skammeligt.

 

For Pernille Vermund har ret! Af én eneste årsag: at vi har de politikere, vi har. Vermunds dom er ikke en dom over Nørrebro; det er en dom over vore politikere. På grund af vore konfliktsky politikere er fremtidsudsigten nu, at Danmark tabt.

 

Kæmpes der i Folketinget? Nej, det gør der ikke! Ikke fordi der ikke er kampmuligheder og modstandsmuligheder. Men fordi indvandringen og den ulykkelige islamisering slet ikke en sag, der er vigtig nok til at fremkalde det politiske kaos, der skal vidne om sagens og kampens vigtighed.

 

Proportionsforståelsen for sagens betydning for Danmarks fremtid er nærmest ikke-eksisterende. Folketinget sover! Og har for det meste travlt med alt mulig andet end Danmarks islamisering.

 

Forkerte proportioner
I Folketinget er der ingen principielle – kaotiske og kampafgørende! – opgør om indvandring og islamisering. Her stilles intet ultimatum, der fremkalder det politiske kaos og den kamp, der viser sagens betydning. Og som kunne gøre situationen kritisk for et parti. Det er DF´s og Thulesen Dahl´s samarbejdsstil. De nuværende lovstramninger imod indvandringen er alle administrative, bureaukratiske stramninger med en begrænset virkning, som tillader indvandring og islamisering at fortsætte – blot nu med en lidt lavere intensitet for indvandringens vedkommende.

 

Den nuværende proportionsforvrængende kompromispolitik siger jo kun én eneste ting: indvandringsspørgsmålet og Danmarks islamisering er slet ikke vigtig nok til at være andet end et politisk studehandelstema på linje med alle andre temaer. Derfor foretrækker alle politikere rolige studehandler, hvor det ene parti kan sige: vi fik lidt skattelettelser; og det andet parti kan sige: vi fik lidt mere velfærd; og DF kan sige: vi fik lidt mere administrativ indvandringsstramning. Dette er ikke kamp for en for Danmark afgørende sag. Det er lykkedes alle de andre folketingspartier at gøre DF til et politiserende studehandel-parti, ganske som alle de andre partier. Dynamitten, sprængkraften og eksplosionsfaren i DF´s politik er reduceret til en overkommelig og stærkt kontrollerbar størrelse.

 

Jeg er medlem af DF. Det eneste parti, jeg har været medlem af i mit nu snart 70-årige liv. Jeg har set DF som et – ja lad mig sige det, som det er – et frihedskæmperparti, der så truslen mod Danmark og ville ofre sig selv, sit politiske liv og sin partistatus i kampen imod muslimsk indvandring og islamisering. Og vist har DF tålt mange forhånelser og ydmygelser for denne kamp.

 

Men nu? Er DF et oprørsparti? Nej, der kæmpes ikke i Folketinget; der politiseres! Kampen om Danmarks fremtid og frihed er gjort til en simpel studehandel uden de principielle opgør, der er nødvendige. Lever DF virkelig godt med dette?

 

Er Danmarks overlevelse ikke et politisk kaos værd?
Er Danmarks overlevelse ikke et politisk kaos værd? Et kaos i Folketinget? Et kaos mellem Folketingets politiske partier? Et kaos i forholdet mellem Danmark og EU? Hvorfor støtter DF ved sin regeringsbærende rolle den fortsatte indvandring og islamisering i Danmark?
Hvorfor begynder DF ikke at føre ”visnepolitik”. Nej til en V-regering! Nej til Venstres liberal-globalistiske opløsning af Danmark som nation og som et hjem for kulturel frihed! Nej til en S-regering. Nej til Socialdemokratiets social-humanistiske opløsning af Danmark som nation!

 

DF tilbagelænet på taburetterne og armene over kors! Med mindre en, to, tre eller fem afgørende krav bliver opfyldt. Men man kan starte med ét ufravigeligt krav. Stop for yderligere islamisk indvandring; ikke en eneste! Det vil de øvrige partier selvfølgelig ikke. Nej, men så lad dem regere i kaos, hvis de kan. Og kan de ikke det, så lad befolkningen tale under et ultimativt folketingsvalg: enten – eller. Eller to eller tre ultimative folketingsvalg. Vil DF sætte sin eksistens som parti ind på at vise, hvor vigtig sagen er for Danmark? Vise, at kampen gælder mere end småpolitiske studehandler?

 

Hvilken eksistensberettigelse og rolle skal DF egentlig have i dansk politik, om det ikke var for at holde fast i det helt afgørende spørgsmål for Danmark – indvandring og islamisering? Hvad skal vi med DF på alle andre politik-områder? Det har vi jo alle de andre partier til at tage sig af; de er jo forskellige nok til, at vælgere kan vælge det, de ønsker. Hvis DF ikke er parat til at lade sin skæbne som folketingsparti stå og falde med denne sag – ja, hvilken betydning har så DF´s politiske sag?

 

Venter DF og Folketingets partier på befolkningen? Venter man på, at befolkningen skal vise vejen – kaos-vejen? Så Folketinget kan fritages for ansvaret. Nej, sådan spiller klaveret ikke. Vælgerne følger de partier, der viser ansvar og troværdighed ved at tage de principielle opgør, og som dermed vidner om sagens betydning for Danmark.

 

Vælgerne følger ikke dem, der lurepasser, og som vil liste sig igennem til – nærmest ingenting; for Danmark islamiseres! DF har haft sine store politiske øjeblikke, når DF gav vælgerbefolkningen håb om opgør og oprør i en vigtig sags tjeneste – og var villig til at tage det kaos, der fulgte med.

 

Parallelstater!
Parallelsamfund – nej, parallelstater. Hvorfor ikke sige det, som det er? Islamiske enklavestater; det er det, vi ser overalt i Europas lande. Nyt autonomt lovsystem, shariaen; og derfor en ny undertrykkende og diskriminerende kultur; en ny religion. Vi har uigenkaldeligt importeret krigen i Danmark.

 

Og vi vinder ikke denne krig, medmindre vi selv er parat til at bruge de samme midler som islam og islamisterne selv bruger. En forråelse, et kaos? Ja, et farvel – midlertidigt over de næste 100 år, måske – til alt, hvad vi sætter højt af demokratiske principper om ligestilling, menneskerettigheder mv. Sagen er: Hvis vi danskere ikke ønsker, at vi for al fremtid vil komme til at leve i vort eget land alene på den islamiske diskriminations nåde, så må vi selv give os til at diskriminere ganske groft. Danmarks overlevelse er et kaos værd!

 

Der skal virkelig kæmpes anderledes, hvis vi skal kalde dette en kamp!

 

Og kunne vi blandt andet fremkalde dette politiske kaos ved at fx Nye Borgerlige og Dansk Samling kom i Folketinget for at puste DF i nakken, så det ikke blev så fredeligt for DF at lave studehandelspolitik – ja, så ville det kun være gavnligt.
Jeg er medlem af DF. Dette skal siges; nu er det så sagt!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…