Erdogan: Tyrkere skal ikke integrere sig men være islams spydspids – derfor bygger Tyrkiet flere moskeer i Danmark

“Islam kan ikke være enten ‘moderat’ eller ‘ikke moderat’. Islam kan kun være én ting”, sagde Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan den 9. november. “Der har været fokus på begrebet ‘moderat islam’ i den senere tid. Det er imidlertid en idé, der stammer fra Vesten… De forsøger nu at blæse ideen op igen. Det, de i virkeligheden ønsker, er at svække islam…”

 

Erdogan arbejder på at styrke islam i Vesten – blandt andet ved at bygge tyrkiske moskeer i vestlige lande. Det er næppe overraskende, at han ikke ønsker, at Vesten “svækker islam”, men for tiden ser der nu ikke ud til at være den store risiko for, at det sker. Opførelsen af tyrkiske moskeer i vestlige lande ser ud til at skride frem uden nogen større modstand. Det ville omvendt være utænkeligt at bygge vestlige kirker i Tyrkiet.

 

Erdogan betragter tydeligvis tyrkere bosiddende i Vesten som islams spydspids. “Ja, integrer jer i det tyske samfund, men assimiler jer ikke. Ingen har ret til at fratage os vores kultur og identitet”, sagde Erdogan til tyrkere i Tyskland så tidligt som i 2011. I år sagde han til tyrkere bosiddende i Vesten:

 

“Flyt ud i de bedre boligområder. Kør i de bedste biler. Bo i de bedste huse. Få ikke tre, men fire børn. For I er Europas fremtid. Det vil være den bedste reaktion på uretfærdighederne begået imod jer”.

 

Tyrkiet bygger nye moskeer i danmark

Ved konstant at opføre nye og udvide gamle moskeer i hele Europa arbejder Erdogan tydeligvis på at sikre, at muslimer virkelig bliver kontinentets fremtid.

 

Et vestligt land, hvor Erdogan øger indsatsen for at fremme islam, er Danmark. To nye tyrkiske moskeer er ved at åbne i Roskilde og Holbæk, og i det forgangne år er to tyrkiske moskeer åbnet i Fredericia og Aarhus. I 2013 åbnede der nye tyrkiske moskeer i Ringsted og Hedehusene, og i Køge åbnede den eksisterende moské et kulturcenter. Der er 27 tyrkiske moskeer i Danmark; otte af dem udvider eller ønsker at udvide.

 

Roskilde og Diyanet

Den nye moské i Roskilde – komplet med minareter – ejes af Tyrkiets Direktorat for Religiøse Anliggender (Diyanet). Minareterne skyldes anden- og trediegenerations tyrkiske indvandrere, der ville have moskeen til at ligne en “rigtig moské”.

 

“Det er en generel tendens i hele Europa, at Diyanet ekspanderer fysisk med nye moskeer, og gennem [moskeerne] også religiøst, politisk og kulturelt”, forklarer professor Samim Akgönül fra universitetet i Strasbourg. Han har studeret fredagsbønnerne, som Diyanet sender til moskeer over hele Europa. Hans undersøgelser viser, at bønnerne er fulde af politiske og nationalistiske budskaber til fordel for Erdogans regime.

 

Bestyrelsesformand for Roskildes Ayasofya Moské Tuncay Yilmaz har erklæret: “Diyanet er ikke politisk, det kan jeg godt love dig. Det er klart, at de hører under den tyrkiske stat, men de er uafhængige af regeringen.”

 

Det er ikke korrekt. Diyanet er et agentur under den tyrkiske regering – og et yderst aktivt et. Som Gatestones Burak Bekdil bemærker:

 

“Ved en fremstilling i et parlamentsudvalg indrømmede Diyanet, at de indsamlede efterretninger via imamer fra 38 lande om personer, der er mistænkt for at følge den i USA bosiddende prædikant Fetullah Gülen, som den tyrkiske regering anklagede for at stå bag kupforsøget den 15. juli… Diyanet fortalte, at de indsamlede efterretninger og udfærdigede rapporter fra Abkhasien, Tyskland, Albanien, Australien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Belgien, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Georgien, Holland, Storbritannien, Sverige, Schweiz, Italien, Japan, Montenegro, Kazakhstan, Kenya, Kirgisistan, Kosovo, Litauen, Makedonien, Mongoliet, Mauritanien, Nigeria, Norge, Polen, Rumænien, Saudi-Arabien, Tadsjikistan, Tanzania, Turkmenistan og Ukraine”.

 

I Danmark blev den nyeste moské fra den tyrkiske stat imidlertid budt velkommen med åbne arme. Roskildes borgmester Joy Mogensen, der vidste, at den tyrkiske regering ejer moskeen, deltog ved grundstensnedlæggelsen i februar 2016. Hun hævder, at det forhold, at hun og byens biskop var inviteret til ceremonien, betød, at der var “gode kræfter” i moskeen, der arbejder for “integration” – ellers ville de ikke have givet “mig – en kristen kvinde uden tørklæde” lov til at deltage i deres ceremoni.

 

Milli Görüs

En af dem, der “arbejder for integrationen” er moskeens bestyrelsesformand Tuncay Yilmaz, der også sidder i Roskildes byråd for Socialdemokratiet. Han har tætte bånd til den radikale islamiske organisation Milli Görüs, der har et rejsebureau, hvor Yilmaz arbejder. Han organiserer deres rejser til Mekka. “Jeg er ikke medlem af den organisation”, siger Yilmaz. “Den eneste forbindelse er, at jeg arbejder for deres rejsebureau”.

 

Roskildes borgmester betragter tydeligvis ikke Yilmaz’ forbindelse som et problem, og det gør byrådet heller ikke. “Hvis vi havde observeret noget mistænkeligt ved organisationen, ville vi også have talt med ham om det, men det har vi ikke hørt noget om”, sagde Socialdemokratiets formand i Roskilde Søren Kargaard, da journalister udspurgte ham om Yilmaz’ forbindelse til Milli Görüs. Hvis Kargaard havde gjort sig den ulejlighed at slå Milli Görüs op og sætte sig ind i sagerne, ville han måske have fundet dette fra en rapport udgivet af Middle East Quarterly i 2005:

 

“Tysklands indenrigssikkerhedstjeneste har gentagne gange advaret om Milli Görüs’ aktiviteter og beskrevet gruppen som en ‘udenlandsk ekstremistisk organisation’ i sine årlige rapporter. Sikkerhedstjenesten rapporterede desuden, at ‘selvom Milli Görüs i offentlige udtalelser foregiver at tilslutte sig de vestlige demokratiers grundprincipper, er afskaffelse af Tyrkiets sekulære styreform og etableringen af en islamisk stat og socialt system stadig blandt deres mål…’ Som Hessens sikkerhedstjeneste (Landesverfassungsschutz) bemærker: Den islamistiske trussel mod Tyskland stammer … især fra Milli Görüs og tilhørende grupper. De søger at udbrede islamistiske synspunkter inden for lovens grænser.

 

De forsøger dernæst at implementere … en streng fortolkning af Koranen og sharia til alle muslimer. … Deres offentlige opbakning til tolerance og religiøs frihed bør tages med et gran salt”.

 

Vurderingen af Milli Görüs ser imidlertid ikke ud til at bekymre de danske myndigheder, der tilsyneladende ikke ser noget problem ved, at deres byer islamiseres af tyrkerne. Den form for uvidenhed – eller foregivelse af uvidenhed – er ensbetydende med pligtforsømmelse fra folk som Roskildes borgmesters og Kargaards side.

 

Hvor mange flere moskeer skal der til?

Judith Bergman er klummeskribent, jurist og politisk analytiker

 

Her er artiklen med kilde lagt ind som links

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…